Prøv avisen

Mor til fire: Vi kvinder burde støtte de mødre, som vil gøre karriere

I medierne raser ”speltmødre” og ”karrieremødre” mod hinanden. Til hvilken nytte? spørger Kirsten Lise Andersen. Hun foreslår, at kvinder bliver bedre til at støtte hinanden. Og særligt hylde dem, der bryder med traditionerne. – Model Foto: Viacheslav Yakobchuk/Iris/Ritzau Scanpix

Kirsten Lise Andersen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg vil her fokusere på, hvordan vi som kvinder forholder os til mønsterbryderne: de kvinder, som ønsker at holde kortere barsel eller at gøre karriere og fortsætte aktiviteter under barselsorloven med den lille på armen, skriver Kirsten Lise Andersen, der er stifter af virksomhed, som leverer privat sundhedspleje

ALLEREDE SOM helt ung pige vidste jeg, at jeg ville være mor, når jeg blev voksen. En opvækst i en børnerig familie med masser af fætre og kusiner til familiefesterne og kærlig kontakt på tværs af aldre har gjort, at jeg altid har elsket mange børn omkring mig. Jeg var selv den yngste ud af en søskendeflok på fire, men var vild med mine yngre fætre og kusiner. Og senere nevøer og niecer. Kønsrollemønstrene var klassiske: Mødrene arbejdede deltid eller var hjemme, mens børnene var små – mændene sørgede for familiens økonomiske velstand. På hver sin vis bidrog kønnene til familiens trivsel. Kun min moster var mønsterbryder og forenede børn med karriere.

Som ung kvinde var der noget, der begyndte at optage mig: Hvordan kvinder forholder sig til hinandens måder at være kvinder og mødre på. Dengang havde man dog pli og holdt drøftelserne af andre kvinders valg inden for hjemmets fire vægge.

MIN GENERATION AF KVINDER er startet på det samme grundlag som mændene med mulighed for skolegang, studentereksamen og uddannelse, vi selv har valgt. Vi har gode barselsforhold – både mænd og kvinder. Her er en stor del øremærket kvinden, men resten har begge parter ret til at dele, som det passer sig bedst i den enkelte familie.

Alligevel har kvinderne inklusive undertegnede valgt at tage den største del af orloven. I de fleste familier har det givet sig selv: Kvinden har haft den tætte kontakt med spædbarnet og haft lyst til at tage hele barselsorloven – manden har ikke krævet sin ret, for han ved som regel ikke, hvad han går glip af. Samtidig har manden tit en højere indkomst (og ellers får han det!). Alle tallene har vi hørt om: Hvordan kvinder går ned i løn og løngabet mellem mænd og kvinder bliver større af, at kvinden tager barslen alene.

Jeg vil her fokusere på, hvordan vi som kvinder forholder os til mønsterbryderne: de kvinder, som ønsker at holde kortere barsel eller at gøre karriere og fortsætte aktiviteter under barselsorloven med den lille på armen.

JEG ØNSKER, AT DET BLIVER mere reglen end undtagelsen, at denne mulighed foreligger, og at vi som kvinder bakker hinanden op og støtter dem, som ønsker at bidrage uden for hjemmet, samtidig med at de tager sig omsorgsfuldt af deres lille barn. For de kvinder, for hvem det udløser energi og glæde, som deres barn profiterer af. En glad mor er en god mor!

Jeg har selv nydt alle mine barsler til fulde og bestemt ikke været særlig forhandlingsvillig i forhold til at dele barselsorloven. De tre første gange trak jeg helt stikket under mine barsler. Jeg studerede og arbejdede på deltid ved tilbagevenden fra barselsorlov. Jeg havde et stort behov for at være hjemme så meget som muligt. Men fjerde gang havde jeg lysten og muligheden for at gøre det anderledes under min barsel gennem frivilligt bestyrelsesarbejde. Her gjorde jeg nogle overraskende erfaringer.

ALLEREDE I GRAVIDITETEN proklamerede jeg, at jeg havde et ønske om at fortsætte mit fagpolitiske engagement under min barsel. For at bidrage med den sidegevinst at blive holdt fagligt ajour under den lange orlov, jeg havde planlagt at tage. Med erfaring fra de tidligere barsler valgte jeg denne gang at prioritere tiden anderledes.

Mødregruppe og babysalmesang blev fravalgt for at opnå mere tid hjemme hos børnene og til det fagpolitiske arbejde. Allerede da disse beslutninger var taget og før mit barns ankomst, kom de første reaktioner fra kvinderne på mit arbejdsfelt. Holdninger som: ”Det kan du da ikke byde dit barn?”, ”Det er synd, du ikke bare hviler i at skulle på barsel” og ”Det er der ikke andre, der har gjort før”.

Efter en barselspause gik jeg i gang igen med baby på armen. Nu skulle jeg se, om det kunne lade sig gøre, og jeg glædede mig. Min skønne nyfødte var heldigvis nem og kom med i flere sammenhænge. Her kom den næste interessante oplevelse, hvor vi deltog: Mændene highfivede mig og dikkede den lille. Kvinderne kommenterede: ”Du får ham vel passet eller sender en anden næste gang?”.

Da min søn var otte måneder, deltog jeg som medarrangør på en konference. Flere deltagere påpegede, hvordan jeg dog kunne efterlade min lille søn derhjemme uden sin mor i tre dage og to nætter. Faktisk var det en kæmpe gave for min mand at få lov at passe ham uden min indblanden og opleve at være alene hjemme med børnene, som alle var glade ved deres mors hjemkomst. Jeg var forundret over andre kvinders ret til at blande sig i privatlivets anliggender og funderede over, hvorfor man aldrig sætter spørgsmålstegn ved en far, der tager på arbejde fra sin nyfødte eller drager på længere forretningsrejser.

UNDER MIN DELTAGELSE ved et foredrag for nylig, var der en oplægsholder, der under sin introduktion fortalte, at hendes lille baby blev passet udenfor, så tiden måtte overholdes, da hun skulle ud at amme. Efter foredraget roste jeg hende for et flot foredrag, hvor hun havde den lille med sig og fik forenet begge dele – både karrieren og familielivet. Hun blev glædeligt overrasket over den positive tilkendegivelse. Der var ingen kvinder før, der havde rost hende for denne pragtpræstation.

Vi læser hele tiden i medierne, at der mangler kvinder i bestyrelserne i dansk erhvervsliv, at der ikke er nok kvinder på topposterne, og selv i vores demokratisk valgte Folketing er vi kvinder i den fødedygtige alder på ingen måde overrepræsenteret.

I medierne har ”speltmødrene” og ”karrieremødrene” raset mod hinanden. Til hvilken nytte? Vi stiller umenneskelige krav til os selv og til hinanden som kvinder og mødre. Kvinder påtager sig som deres ypperste opgave at kommentere på hinanden i offentligheden på et så personligt emne som moderskabet.

Har vi kvinder ret til at definere det gode moderskab for andre kvinder? Og hvad er det gode moderskab? Det gode moderskab kan antage mange former! Et barns trivsel er hele familiens anliggende, og det vigtigste i en sund opvækst er tryg tilknytning, omsorg og kærlighed i metermål! Hvordan den enkelte familie indretter sig med rollefordelingen forældrene imellem er deres private anliggende. Min erfaring som sundhedsplejerske har vist, at alle forældre gør det efter bedste evne og med de kærligste intentioner for deres barn og familie!

VI LEVER I ET SAMFUND, hvor den enkelte familie bør kunne benytte sig af det frie valg. Hvor vi ikke behøver at bekrige hinanden med øremærket barsel til henholdsvis manden og kvinden. Hvor den enkelte familie kan træffe de valg, der er bedst for netop den familie. Hvor rammerne for et fleksibelt arbejdsliv med små børn er en mulighed. Hvor de huslige arbejdsopgaver er lige så anerkendte og respekterede som en stilling i erhvervslivet. (Ja! Det er et fuldtidsarbejde i sig selv at være en småbørnsfamilie med vasketøj, madlavning, tandlægetider, skole-hjem-samtaler med mere, som desuden ligger midt i arbejdstiden). Denne respekt for og anerkendelse af familielivet ville givetvis også være medvirkende til, at det blev mere attraktivt for mændene at melde sig på banen som fædre på barsel.

Måske skulle vi kvinder hylde diversiteten i kvinder, familieformer og livsvalg? Og kvinde og kvinde imellem støtte dem, som også har noget på hjerte uden for hjemmet under familiestiftelsen? De kvinder, som ønsker at bryde med tidligere konventioner og traditioner. Lige så vel som vi bør støtte dem, som vælger at være hjemmegående for en periode. Og hylde de mænd, der mander sig op til at gøre krav på deres del af barslen.

Lad os ikke dømme hinandens moderskaber, men i stedet møde hinanden med nysgerrighed og velvilje. Så tror jeg, vi vil opleve langt større fleksibilitet, imødekommenhed og respekt. Måske ville vi kvinder heller ikke længere være en hæmsko for vores egen ligestilling i samfundet, familien og arbejdslivet

Kirsten Lise Andersen er uddannet sygeplejerske og sundhedsplejerske og er stifter af Working With Baby, der er privat sundhedspleje til virksomheder som en del af deres sundhedsordninger og privat sundhedspleje til expats. Gift og mor til fire drenge i alderen 2-14 år.