Prøv avisen

Lad ansvar blive ungdommens lykkepille. Vi unge hungrer efter det

Vi unge må tage os lidt sammen, rette ryggen, søge ansvaret og forsøge at skabe en verden, vi rent faktisk kan holde til at leve i, skriver Johannes Rokkjær. – Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix.

Johannes Rokkjær

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Man skal ikke være bange for at stille krav til ungdommen, at forvente noget af den. Og så er det vigtigt at få den gamle talemåde ”frihed under ansvar” tilbage som fundament for ungdommen

Ih, hvor er det synd for de unge under denne forbistrede pandemi, lyder det ofte for tiden. Den måde de bare sidder klistret til en skærm i mange timer om dagen, går glip af venner og fester, og de må da have en form for meningsløshed over deres eksistens. Gid det snart var ovre, det med corona, så de unge mennesker igen kan komme ud at gøre det, man skal gøre, når man er ung.

Selvom denne nærmest klichéagtige medlidenhed med ungdommen i disse pandemiske tider er ganske sympatisk og med rette bliver udtrykt, forvrænger den i visse tilfælde debatten om hele ungdommen.

For den underliggende fortælling er, at når bare den her pandemi er fortid, vil ungdommen blomstre, smilende studenter vil pible frem, og ensomhed vil være et oldtidsfænomen. Men desværre er det så langt fra sandheden som overhovedet muligt.

Allerede inden pandemien stod vi med en nødlidende generation, som stod i kø for at få stillet psykologiske diagnoser, spildte bunkevis af timer dagligt på identitetsslugende skærme, og som manglede grundlæggende visioner for fremtiden. Disse problemer må og skal løses uafhængigt af coronakrisen – og ikke bortforklares eller overproblematiseres af selvsamme.

Men hvordan løser man så ungdommens åbenlyst mangehovedede problemer?

Jeg skal bestemt ikke foregive at være i stand til at præsentere et fuldkomment løsningsforslag. Men efter at have været ung før, under og formentlig også kommer til at være det efter coronakrisen føler jeg mig berettiget – og på en vis måde forpligtet – til at bringe mine førstehåndsindtryk, nogenlunde velovervejede refleksioner og nogle fundamentale løsningsforslag ind i en efterhånden glemt og ikke-eksisterende debat.

De fleste unge mennesker har til en familiesammenkomst eller blot rundt om middagsbordet en hverdagsaften hørt frasen ”dengang jeg var barn”. Når onkel eller farmor begynder en historie sådan, ved man, at man kommer til at høre om en barsk tid, hvor man knoklede for føden, stod på egne ben, og hvor ingen kære mor var – altid spækket med lidt for detaljerede, negative overdrivelser. Men man ved også, at der altid er en vis sandhed i en sådan historie. For ungdommen har altid haft et hårdere, mere barskt, liv, hvis man sammenligner med den nuværende generation. Men folk, der forsøger at skabe en direkte sammenhæng mellem fravær af barske og krævende leveforhold og et godt liv, laver en ret alvorlig fejlslutning.

Min generation står over for nogle hidtil usete, komplekse og eksistentielle problemer, som – hvis ikke der gøres noget ved det – kan vise sig at have sønderlemmende, uoprettelige følger. Min påstand og et forsøg på en løsning er, at det lige så vel kan forholde sig omvendt, at det faktisk er de gode materielle leveforhold, som danner grundlag for en stor del af de unges problemer. Det kommer vel næppe som nogen overraskelse, at vores nuværende samfund, hvor det individuelle ansvar udkonkurrerer det kollektive, hvor identitet er noget, man skaber, og ikke noget, man har, og hvor moralske principper er relative og formbare, ikke er et idealsamfund for ungdommelig udfoldelse.

For lige så meget som ungdommen har brug for frihed, individualitet og opgør med fortidens skygger, har den brug for kasser at udfolde sig inden for, en følelse af kollektivt sammenhold og klare moralske idealbilleder. Denne balance er dog fuldstændig tippet til én side, og ungdommen befinder sig i en sump af meningsløshed, afmagt, identitetskriser og moralsk relativisme.

Jeg har derfor to opråb, et til ungdommen og et til alle jer andre. Først til alle jer andre: Man skal ikke være bange for at stille krav til ungdommen, at forvente noget af den. Og så er det vigtigt at få den gamle talemåde ”frihed under ansvar” tilbage som fundament for ungdommen, som efterhånden har udviklet sig til ”frihed uden ansvar”.

Man skal ikke være bange for at stille krav og kræve ansvar fra ungdommen. Ansvar og krav er ikke nødvendigvis negativt ladede ord. Vi hungrer efter ansvar, efter mening og efter at være en del af noget større – ikke bare strengere karakterkrav, der kan kvæle livslysten som intet andet.

Og til ungdommen: Vi må tage os lidt sammen. Vi må rette ryggen, søge ansvaret og forsøge at skabe en verden, vi rent faktisk kan holde til at leve i. Vi er så heldige, at der stadig er problemer, der kræver løsninger, handlinger og visioner. Lad os omsætte disse problematikker til energisk handling, der kollektivt kan tvinge os ud af meningsløsheden. For den egentlige meningsløshed indtræffer først den dag, der ikke er flere problemer tilbage at løse – og det sker forhåbentlig aldrig.

Johannes Rokkjær holder et sabbatår.