Lad den uden skyld kaste den første sten. Stop den offentlige udskamning

Grænseoverskridende adfærd i medierne fremlægges ofte, som om den handler om køn og ligestilling. Den misforståelse ærgrer mig. Vi er på en måde alle krænkere og ofre på samme tid

Frank Jensen (S) fortalte på pressemøde i tirsdags, at han trak sig fra dansk politik. Lad os bruge vores kræfter på at blive bedre til at fornemme hinandens grænser i stedet for at udskamme enkeltpersoner offentligt, skriver Wilma Walther-Hansen. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Frank Jensen (S) fortalte på pressemøde i tirsdags, at han trak sig fra dansk politik. Lad os bruge vores kræfter på at blive bedre til at fornemme hinandens grænser i stedet for at udskamme enkeltpersoner offentligt, skriver Wilma Walther-Hansen. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Hovederne ruller i disse dage. I den politiske arena er det senest set ved Frank Jensens (S) afgang som overborgmester i København. Frank Jensen skriver selv i et opslag på Facebook, at sexisme er et problem i alle partier på Christiansborg, i regioner og kommuner, og tager samtidig ansvar for sin adfærd, som af nogen er blevet opfattet som grænseoverskridende og krænkende.

Men skulle vi ikke prøve at skille tingene ad og have øje på bolden? Der er i min optik stor forskel på ligestilling mellem køn, upassende adfærd og reelle krænkelser.

Sexisme handler om køn og ligestilling – ligestilling som i: lige meget værd, lige rettigheder og lige muligheder. Sexisme handler i sin essens ikke om seksualitet. En sexistisk krænkelse er, når man i en asymmetrisk relation bruger sin magt til at opnå noget for egen vindings skyld og er ikke kun bundet til det mandlige køn. Krænkelsen indtræder i det øjeblik, at offeret er ude af stand til eller ikke har mulighed for at sige fra.

At få overskredet sine grænser opleves forskelligt fra individ til individ. Hvordan og hvorfor vores individuelle grænser overskrides, er en privat sag og må i mine øjne høre den private dialog til.

Lige nu tordner private sager om overskridelser af personlige grænser frem i medierne. Det er såmænd også relevant at diskutere, og lad det være understreget, at jeg oprigtig talt synes, det er vigtigt at sige fra, når man føler sine grænser overskredne.

Problemet er, at debatten om grænseoverskridende adfærd i medierne fremlægges, som om den handler om køn og ligestilling. Og jeg kan mærke, at den misforståelse ærgrer mig. Særligt i forhold til, at krænkelser på køns- og ligestillingsområdet sker hyppigt og især som ubevidste og skjulte strukturer. Vi er på en måde alle krænkere og ofre på samme tid.

Frank Jensen (S) fortalte på pressemøde den 19. oktober, at han trak sig fra dansk politik. Lad os bruge vores kræfter på at blive bedre til at fornemme hinandens grænser i stedet for at udskamme enkeltpersoner offentligt, skriver Wilma Walther-Hansen. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.
Frank Jensen (S) fortalte på pressemøde den 19. oktober, at han trak sig fra dansk politik. Lad os bruge vores kræfter på at blive bedre til at fornemme hinandens grænser i stedet for at udskamme enkeltpersoner offentligt, skriver Wilma Walther-Hansen. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Vi er alle med til at konstruere et samfund, hvor grænseoverskridende adfærd tillæres og normaliseres. Frank Jensen er i denne forståelse blot et lakmuspapir for noget, der, i både meget større og meget mindre målestok, foregår overalt. I et moderne samfund kan skyld ikke placeres inden i et menneske, men må forstås som en konstruktion af alle deltagere i det givne fællesskab. Derfor bliver det så forbandet fordummende, når en hånd på låret skygger for de deciderede overgreb, som foregår hver eneste dag – men som går ud over folk, der ikke har ressourcer eller kræfter til at råbe op i den offentlige debat.

Det klinger naturligvis lidt hult, når fremtrædende personer fra politiske partier, der kæmper for etik og værdier i fællesskabet, har svært ved at mærke andres personlige grænser. Men ”seriekrænkere”, forbrydere eller dårlige mennesker – det er de altså ikke! At blive personligt hængt ud i den offentlige og rablende vanvittige gabestok – det er til gengæld en fælles overskridelse af deres personlige grænser. Og er vi så ikke lige vidt?

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi bruger vores skønne demokratiske kræfter de rigtige steder. At vi holder øjenene på bolden og undersøger, hvordan vi i fællesskab kan blive dygtigere til at fornemme hinandens personlige grænser og agere hensynsfuldt og venligt.

Dette i stedet for, at vi i ligestillingens navn polariserer kønnene yderligere og regredierer til hekseforfølgelser og offentlige udskamninger af enkeltpersoner.

Frank Jensen får de sidste ord: ”Hvis vi ikke kan tilgive hinanden for fejl og dårlig opførsel, kommer vi ud i alt for mange uløste konflikter og had. Det er ikke det, den nye tid skal bruges til.”

Wilma Walther-Hansen er cand.mag. i anvendt filosofi.