Siden demokratiseringen, som tog fat for en halv snes år siden, er der sket meget i Myanmar. Ikke at der er tale om en ren solstrålehistorie. Militæret har været med i vognen under hele rejsen, og selvom økonomien gradvist er blevet mere åben, er uligheden det også. Store dele af indbyggerne i Myanmar er ludfattige.
Men den demokratiske proces har alligevel åbnet for nye tiltag. Fagbevægelsen i Danmark har gennem Ulandssekretariatet støttet Myanmars hovedorganisation CTUM, Confederation of Trade Unions of Myanmar, i årevis. Helt tilbage til dengang, hvor organisationen var i eksil på den anden side af grænsen til Thailand. I 2011 blev CTUM lovlig, og siden har fagbevægelsen organiseret sig i fabrikkerne – ofte med arg modstand fra udenlandske fabriksejere og et verdensmarked, der er godt tilfreds med lønninger til syersker på 500-600 kroner om måneden.
Nu er situationen spidset til i Myanmar siden militærkuppet, og befolkningen demonstrerer. Sundhedspersonale på hospitaler har protesteret, og på (de delvist nedlukkede) sociale medier deltager fagforeningsmedlemmer i arbejdstøj i den civile ulydighedskampagne. Blandt andre mine-, bygge-, transport- og fødevaresektorerne er ramt af strejker og protester.
Folk i hele nabolag banker løs på potter og pander – som for at uddrive dæmonerne. Det er meget modigt. Det er risikabelt at leve i et militærdiktatur, hvis nogen skulle være i tvivl. Ulydighedskampagnen har indtil videre kostet mindst tre demonstranter livet.
Vi synes, det er indlysende, at den danske fagbevægelse har udstrakt globalt ansvar og international solidaritet med arbejderne i Myanmar.
Det er et stærkt signal, at fagbevægelsen i Myanmar har trukket sig fra (treparts-)forhandlinger med regeringen, og sympatien er strømmet ind fra den internationale fagbevægelse. CTUM ønsker ikke at blive taget til indtægt for at legitimere militærregimet. I stedet opfordrer CTUM til national og international nålestiksboykotter af bestemte fabrikker og varemærker, som er knyttet til militærregimet.
Desuden er fagbevægelsen i kontakt med store internationale varemærker, især inden for tekstilindustrien, om at lægge pres på regeringen. Det kan lade sig gøre, fordi fagbevægelsen – med dansk støtte – har vokset sig til en stærk stemme i civilsamfundet i Myanmar.
Det bør vi lytte til – vi skal ikke lade Myanmar i stikken nu. Danmark har tidligere støttet demokratiske kræfter, blandt andet gennem Den Danske Burma Komité og Ulandssekretariatet, med organisering, kapacitetsopbygning og for eksempel radiostationer, som sendte fra eksilet ind i Burma. Det er et stykke arbejde, som både adresserer fattigdommen, arbejdsmarkedet og demokratiforkæmperne i civilsamfundet. Det er en støtte, som kan etableres igen, hvis militæret ikke bøjer sig for presset i Myanmar og internationalt.
Set fra fagbevægelsens synspunkt giver det fuldkommen mening at tilbyde støtte til den syerske, som ikke selv er i stand til at rejse krav. Ikke fordi hun ikke selv er stærk, men fordi man bliver stærkere af at løfte i flok.
Vi vil opfordre til, at man skruer op for støtten til civilsamfundet – og ikke mindst tænker civilbefolkningen ind i ligningen. Man skal true med at blive, ikke med at gå.
Vi kan se, at fagbevægelsen har en vigtig rolle at spille på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet, fordi den tilbyder en struktur og organisering, som har potentialet til at lægge vægt bag kravene både til regering og på arbejdsmarkedet.
Kuppet kan hurtigt vise sig at være en stakket frist for generalerne, og det er derfor afgørende at vise Myanmars lønmodtagere, at verden støtter dem. Gør vi ikke det, risikerer vi, at de fremskridt, arbejdsmarkedet har opnået, går tabt.
Bente Sorgenfrey er næstformand for FH og formand for Ulandssekretariatet. Jørgen Juul Rasmussen er formand for Dansk El-Forbund, næstformand for Ulandssekretariatet og tidligere formand for Den Danske Burma Komité.