Det er de færreste danskere, der har problemer med kvindelige præster – i hvert fald ikke flere problemer end med de mandlige af slagsen. Derfor vækker det selvfølgelig opsigt, når en kristen friskole melder afbud til et arrangement med en kvindelig præst, sådan som det for nylig skete på Jakobskolen i Aarhus.
At skolen både undskylder for beslutningen og forklarer, at den ikke har nogen holdninger til spørgsmålet om kvindelige præster, men blot ville undgå, at en gruppe forældre fritog deres børn fra arrangementet, ændrer selvfølgelig ikke ved, at sagen optager mange politikere, præster og skolefolk.
For os at se er det i sig selv hverken overraskende eller problematisk, at Jakobskolen er blevet kritiseret fra flere sider i kølvandet på denne sag. Tværtimod. Det er vigtigt, at vi konfronterer og kritiserer hinanden, når vi er uenige, og at vi heller ikke holder os tilbage, når det for eksempel handler om køn, identitet og tro.
Men nogle af reaktionerne på sagen har alligevel været problematiske – nemlig dem, som direkte eller indirekte har stillet spørgsmålstegn ved, om man skal kunne drive friskole i Danmark, hvis man er imod kvindelige præster.
Hvis man tager retten til at drive friskole fra folk, der mener, at bestemte religiøse embeder er forbeholdt mænd, så lukker man ikke bare en lang række katolske, muslimske og jødiske friskoler. Man gør også helt grundlæggende op med den danske friskoletradition, som jo indebærer, at en friskole gerne må have et politisk, pædagogisk, religiøst eller andet holdningsmæssigt ståsted og endda forsøge at præge eleverne i retning af dette ståsted. Også selvom det pågældende ståsted kun deles af en lille minoritet i samfundet.
Friskolerne skal selvfølgelig bidrage til den åndsfrihed, som de selv lever godt af. De skal forberede eleverne på at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre, som det blandt andet hedder i friskoleloven. Men det betyder altså ikke, at en friskole ikke må have et ståsted, der afviger ganske markant fra flertallets. Så længe, selvfølgelig, at man respekterer – og lærer sine elever at respektere – dem, der har et andet ståsted end en selv.
Ingrid Ank, formand for Foreningen Åndsfrihed, Hans Jørgen Hansen, foreningen af Kristne Friskoler og Michael Agerbo Mørch, ph.d.-stipendiat.