Prøv avisen
Debat

Lad os gøre Valentinsdag til næstekærlighedens dag. Derfor skal du have et brev, sygeplejerske, for jeg elsker dig

Som gigtpatient og kørestolsbruger har Tina M.L. Campbell mødt mange sygeplejersker, og hun ønsker at hylde sygeplejersker for deres menneskelighed, kærlighed og omsorg. – Foto: Ulrik Jantzen/BAM/Ritzau Scanpix.

Tina M.-L. Campbell

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg håber, at alle I sygeplejersker, der er derude, får de bedste arbejdsvilkår. Jeg håber, at der kommer mere tid til patienterne og en højere løn, så vi kan få flere varme hænder. Mennesker har brug for mennesker, der er menneskelige. Hvis man har det godt på jobbet, så yder man også bedre, og man får mere overskud

Kære sygeplejerske. Nu er det valentinsdag, kærlighedens dag. Jeg vil gerne slå et slag for, at det er næstekærlighedens dag, og derfor skal du have et brev, sygeplejerske. Du er legemliggørelsen af næstekærlighed. Jeg ved godt, at det her måske kommer lidt pludseligt. Vi ses jo ikke så ofte, og du skal næsten altid bruge min journal for at kunne huske mit navn. Men nu siger jeg det altså bare: Jeg elsker dig. Og det har jeg gjort lige så længe, jeg kan huske.

Jeg har mødt dig mange gange med forskellige kitler, frisurer og smil. Du har været der. Med din omsorg, faglighed og menneskelighed. Uden dig og dine varme hænder havde jeg været et helt andet slags menneske: mindre menneskelig.

Jeg synes, du fortjener en dybtfølt tak og meget mere opmærksomhed. Så her kommer der en række eksempler på, hvordan du har været kærlig, menneskelig og professionel i en række håbløse situationer.

Jeg er vokset op i et hjem med en alkoholisk, psykisk syg og voldelig far og en invalid mor. Jeg fandt ud af, at jeg havde gigt som toårig og har været igennem et hav af operationer. Jeg troede, jeg skulle dø, da jeg var 27 år og var indlagt på terminalafdelingen. I dag har jeg to børn og en mand, og det er heller ikke helt uden problemer. Jeg elsker mit liv, men uden dig havde det liv ikke været muligt.

Første gang, jeg kan huske, jeg mødte dig, sygeplejerske, var jeg ikke specielt gammel. Jeg skulle til gigtkontrol, jeg var måske fire-fem år, og jeg stod ved trappen til lægehuset i Esbjerg. Min far hjalp min mor op ad trappen – hun kunne ikke gå så godt. Det kunne jeg heller ikke, men jeg var vant til at gøre det selv.

En sygeplejerske kom ud fra lægehuset og hun gik hen til mig, tog min hånd og hjalp mig ind. Hun satte sig ned på hug ved siden af mig, talte til mig og viste mig legetøjet i venteværelset. Hendes blide stemme og tid til mig gjorde mig til et barn. Derhjemme var jeg en lille voksen. Måske kunne hun se det.

Mit møde med dig, sygeplejerske, har nogle gange tvunget mig til at tage imod en hjælp, som egentlig var svær for mig at tage imod, men som jeg havde brug for. Når man, som jeg, er vokset op i et hjem med alkohol, vold og sygdom, har det nogle gange været lidt svært at tage imod kærlighed – jeg følte ikke selv, at jeg fortjente den.

For eksempel har du krammet mig. Alle de mange kram. Som da min far havde en psykose, og jeg var ved lægen med ham, kom en sygeplejerske med kommunefarvet hår i pagefrisure hen til mig, bukkede sig ned og gav mig et kram. Den kærlighed, der er i et kram – det var svært at tage imod, men jeg gjorde det. Jeg var slet ikke vant til krammene hjemmefra.

Eller da min mor faldt ned af trapperne, da jeg var 12 år. Hun slog hovedet, blodet flød ud fra en flænge i panden, og hun var bevidstløs. Ambulancen kom og hentede os. Min mor var den eneste, jeg havde. Vi var flygtet fra min far, der var voldelig. Da vi kom frem på sygehuset, blev min mor kørt ind med båren. Jeg stod bagved og rystede. Og der kom så sygeplejersken uden at sige en lyd og krammede mig.

Jeg husker krammene som en smule grænseoverskridende til at starte med, men så som en enormt stor anerkendelse af mig.

Det, jeg altid har lagt mest mærke til ved dig, sygeplejerske, er dine hænder – hænder, der rækker ud, holder om og holder fast. De åbne, varme hænder. De menneskelige hænder.

For hvad er det, der gør et menneske menneskeligt? Det er næstekærligheden – evnen til at sætte sig i andres sted, at kunne se ud over egne behov og være kærlig mod sine næste. Og her er kroppen vigtig – at man har en menneskekrop, der tør være tæt på en anden menneskekrop. Er man synligt syg som jeg, så har man helt sikkert prøvet, at folk tager afstand. De ved måske ikke, hvad de skal stille op med smerten, gigten eller kørestolen.

Jeg har mange gange forsøgt at få kontakt til Gud. Jeg har været helt derude, hvor det virkede som min eneste vej frem. Jeg havde brug for at kalde på noget større end mig selv. At finde en mening. Og at få en smule omsorg, når jeg var enormt bange.

Jeg husker, da jeg var 27 år og dødeligt syg. Det var oktober 1999. Lægen troede ikke, jeg ville overleve årtusindskiftet. Jeg vejede under 30 kilo og kunne ikke holde noget inde. Ingen vidste, hvad der var galt med mig. Jeg ledte efter Gud, og fandt hans bud om næstekærligheden i sygeplejerskerne, der plejede mig.

Noget af det mest helende var, at du, sygeplejerske, havde overskud til at joke med mig i den situation. Du gav mig alt det, jeg overhovedet havde lyst til at spise. Du rystede puden lidt ekstra og tog dig tid til mig. Det var dig, sygeplejerske, der foreslog, at jeg blev tjekket for Aids – og det viste sig, at jeg havde otte forskellige slags i fuldt udbrud, og at det var dét, der var galt – jeg fik medicin, først en slags, så en anden og sidst en tredje, der endelig virkede. Mit liv var reddet.

Jeg har altid været vant til at have overblik over, hvad der sker. Det giver mig ro at vide, hvad der foregår. Men når jeg har været syg, og kontrollen, over hvad der skal ske, er ude af mine hænder – så har det været fantastisk at mærke, hvordan du, sygeplejerske, har taget dig tid til at forklare og vejlede.

Jeg husker sygeplejersken på hospitalet, som forklarede, hvordan mine blodprøver skulle tages inden endnu en knæoperation. Jeg var barn og vidste ikke, hvad der skulle ske. Hun viste alt, jeg stillede spørgsmål, hun tog sig tid. Jeg følte, at jeg var mere i kontrol i situationen – at operationen var et indgreb, ikke et overgreb, som det kunne føles som, når man ikke ved, hvad der foregår.

Eller de sygeplejersker, der hjalp, da jeg netop havde født vores første barn tre måneder før tid. Hun var indlagt på neonatal, og jeg anede ikke, hvad der foregik. Da hun netop var udskrevet, og vi skulle hjem og leve vores liv, var det en sygeplejerske, der havde overblikket – hun kontaktede en ergoterapeut, for at jeg kunne få hjælp til hjælpemidler, socialrådgiver, så jeg kunne blive sygemeldt i barslen, og min mand kunne få den i stedet, og sørgede for, at sundhedsplejersken havde alt den information, hun skulle bruge, så vi ikke skulle forklare alting forfra, når hun kom på besøg.

Jeg kunne komme med mange flere eksempler på, hvor mange gange jeg har været i kontakt med vores sundhedssystem og ikke mindst dig, sygeplejerske. Vigtigst af det hele er, at jeg har det godt i dag. Jeg forsøger at hjælpe andre, at yde næstekærlighed hver eneste dag. Hvis I ikke havde været der, så ved jeg ikke, hvor jeg skulle have lært det henne.

Jeg håber, at alle I sygeplejersker, der er derude, får de bedste arbejdsvilkår. Jeg håber, at der kommer mere tid til patienterne og en højere løn, så vi kan få flere varme hænder. Mennesker har brug for mennesker, der er menneskelige. Hvis man har det godt på jobbet, så yder man også bedre, og man får mere overskud. Og det er i overskuddet, den ekstra omsorg ligger: Berøringen, krammet, vittigheden og vejledningen. Det er godt for hele samfundet, at sygeplejerskerne har det godt.

Så tak for din omsorg, sygeplejerske. Jeg er beæret og imponeret over din menneskelighed. Der er brug for dig – for det er ikke alle, der får den kærlighed, du udviser, i hjemmet.

Så, kære sygeplejerske – glædelig valentinsdag. Jeg elsker dig.

Tina M.-L. Campbell er foredragsholder.