Udviklingschef: Lad os ikke lukke øjnene for racisme i Danmark. Jeg har kæmpet hårdere end mine hvide venner

Første skridt til at bekæmpe racediskriminationen og forskelsbehandlingen er, at vi erkender, at vi har noget at arbejde med – også i Danmark, skriver udviklingschef Amélevi Hounou Rathleff

Her ses Black Lives Matter-demonstration i Aalborg den 9. juni. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
Her ses Black Lives Matter-demonstration i Aalborg den 9. juni. – Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Jeg oplever i disse dage, hvordan mine afrikanske venner, kolleger, brødre og søstre reagerer med sorg på de uroligheder, der har fulgt i kølvandet på mordet på George Floyd i USA. Og jeg oplever, at mange andre mennesker uanset race er dybt påvirkede af tragedien, som med al tydelighed viser os den racediskrimination, forskelsbehandling, forfølgelse og brutal vold, som afroamerikanske borgere udsættes for.

Men spørgsmålet er, om vi i Danmark kan sige os fri for racisme. Bliver danske borgere af anden etnisk baggrund udsat for diskrimination og forskelsbehandling?

Det er nok et spørgsmål, mange ville svare nej til.

Personligt har jeg oplevet racismen på egen krop – ikke i meget alvorlig grad heldigvis – men jeg har oplevet den.

Og jeg har adskillige gange enten været vidne til, fået fortalt eller læst om, hvordan mennesker med anden etnisk baggrund diskrimineres i Danmark.

For eksempel når publikum på stadion råber racistiske skældsord efter fodboldspillere, når etniske danskere hygger sig med jokes om hudfarve og etnicitet, eller når politiet stopper eller endda anholder mennesker på baggrund af hudfarve frem for en konkret mistanke om kriminel adfærd og så videre.

Og hver eneste gang vækker det en stærk følelse af uretfærdighed at måtte indse, at ens hudfarve skal have en betydning for ens tilværelse. Det er smertefuldt at opleve.

Igennem hele min opvækst og mit liv har jeg oplevet, at jeg har måttet kæmpe hårdere end mine etnisk danske venner og veninder for at klare mig. Jeg føler, at jeg har skullet være dygtigere og yde langt mere end mine hvide venner for at bevise, at jeg er lige så meget værd som dem. Jeg ved, at det er en oplevelse, jeg ikke står alene med.

Der er formentlig etnisk danske borgere, som ikke kan genkende dette billede, eller som mener, at det er overdrevet eller usandfærdigt. Men spørgsmålet er, om de ville ønske at bytte position med os? Det tvivler jeg stærkt på.

Fra mit perspektiv er der altså ingen tvivl om, at vi har et problem i Danmark.

Et problem, vi ikke tør adressere. Et problem, vi ikke vil se i øjnene. Et problem, vi ønsker at negligere. Et problem, som er tabubelagt.

Derfor står det for mig klart, at første skridt til at bekæmpe racediskriminationen og forskelsbehandlingen er, at vi overhovedet erkender, at vi har noget at arbejde med – også i Danmark. Både på det samfundsmæssige og på det personlige plan.

Før vi kan gøre os håb om at skabe forandring, skal vi turde tale om det problem, vi har. Vi skal nedbryde tavsheden. Vi skal stå sammen og sige fra, når vi oplever, at mennesker udsættes for forskelsbehandling på grund af hudfarve, kultur og etnicitet.

Jeg tager gerne kampen op for at stoppe diskriminationen. Men jeg har brug for, at samfundet, mine kolleger, venner, fagfæller og netværk hjælper med at adressere og anerkende dette problem.

Lad os sammen skabe en forandring nu i Danmark, som bygger på mangfoldighed og kærlighed.

Black lives matter! All lives matter!

Amélevi Hounou Rathleff er udviklingschef i Memox, multietnisk mentorordning og familiebehandling.