Prøv avisen
Debat

Læge: Penge spildes på corona-henvisninger

Arkivfoto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Det er både penge- og ressourcespild, når man som læge kan tjene 40.000 kroner på en weekend ved at lave corona-henvisninger, skriver Marianne Mørk Mathiesen

Vil man testes for corona, kan dette gøres ved at bestille tid på www.coronaprover.dk. Men har man blot de mindste symptomer, lidt snot eller hoste, skal man testes et andet sted, og det kræver en lægehenvisning.

På lægevagten er en stor del af telefonhenvendelserne fra personer, der er snottede og ønsker en testhenvisning. Vagtlægen laver henvisningerne ved at trykke på en knap.

Der foretages ingen lægevurdering. Lægen tjener op til 125 kroner pr. henvisning (tryk). Dette er nemt og hurtigt gjort.

Der kan laves mange henvisninger på en time, hvorfor lægen opnår enorme timelønninger.

En weekend tjente jeg personligt 40.000 kroner – ikke på lægearbejde, men på at udføre et arbejde, som en ufaglært eller patienten selv kunne gøre.

Jeg har påtalt dette ressource- og pengespild over for regionens embedsmænd, men jeg blev negligeret.

Tro endelig ikke, at lægerne glædes over disse lettjente penge. De læger, jeg har været på vagt med, var frustrerede over proceduren. Lægerne vil hellere udføre rigtig lægegerning, selvom det giver mindre i lønningsposen.