Prøv avisen
Debat

Lægeforeningen: Patienter med psykisk sygdom og misbrug skal have den rigtige hjælp

”Ligesom alle andre patienter har mennesker med både psykisk sygdom og et misbrug krav på et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb,” skriver speciallæge i psykiatri Kirsten Ilkjær. – Foto: Thomas Nielsen/Ritzau Scanpix 2018

Kirsten Ilkjær

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er brug for et markant løft og en konkret plan, hvis vi for alvor skal rykke på noget for disse sårbare patienter, skriver næstformand i Lægeforeningen

MANGE HAR familie eller venner, der lider af psykisk sygdom eller har misbrugsproblemer, og de ved godt, at det kan være svært at få den rigtige hjælp. For de, der hver dag kæmper med begge dele, er det endnu sværere.

Patienter med psykisk sygdom og samtidigt misbrug er en af de mest udsatte grupper i det danske sundhedsvæsen, og det har de været alt for længe. Det er patienter med komplekse problemstillinger, der er i risiko for at havne mellem to stole, fordi vi i dag ikke kan tilbyde et samlet behandlingstilbud. Det håber Lægeforeningen, at den kommende regering vil lave om på.

I slutningen af valgkampen, der kom til at handle overraskende lidt om sundhedsvæsenet, præsenterede Socialdemokratiet ”En 10 års plan for psykiatrien”, hvor partiet blandt andet foreslår netop et samlet behandlingstilbud for misbrug og psykisk sygdom. Det er positive takter, men der skal mere til end syv linjer i en overordnet plan.

Derfor var det også opmuntrende at høre, at Mette Frederiksen (S) på Folkemødet talte om en psykiatri, der skal hjælpe dem med størst behov.

Næsten hver anden patient med skizofreni har også misbrugsproblemer. Det samme gælder for mere end hver fjerde med depression og 4 ud af 10 med bipolar affektiv sindslidelse og personlighedsforstyrrelser.

Der er brug for et markant løft og en konkret plan, hvis vi for alvor skal rykke på noget for disse sårbare patienter. Derfor kom Lægeforeningen sammen med Dansk Psykiatrisk Selskab, Bedre Psykiatri og Danske Regioner for mere end et år siden med et fælles udspil med en række anbefalinger.

Der er brug for at gentænke organiseringen, så vi kan sikre, at flest mulige patienter får den behandling, de har brug for. Vi foreslår, at et nyt tilbud forankres i den regionale psykiatri, så patienter kan behandles så tæt på, hvor de bor, som muligt.

Tilbuddet skal indeholde lægelig behandling, men også indeholde psykoterapi, fysisk aktivitet og mulighed for at arbejde med den enkelte patients motivation.

Det kræver et højt fagligt niveau og kvalitetssikring, hvis vi skal sikre tilbud, der ikke kun hjælper i dag, men hele tiden udvikler sig og kan hjælpe de patienter fremover. Det øgede fokus på somatiske lidelser, der allerede i dag er stor opmærksomhed på, skal fastholdes og uddybes.

Ligesom alle andre patienter har mennesker med både psykisk sygdom og et misbrug krav på et individuelt tilrettelagt behandlingsforløb, der tager højde for den enkeltes ressourcer og problematikker.

Det kræver, at mange faggrupper samles og samarbejder om den enkelte patient. Et nyt, samlet behandlingstilbud bør derfor involvere psykiatere, specialsygeplejersker, specialpsykologer, fysio- og ergoterapeuter, misbrugsbehandlere, socialrådgivere med flere

Lægeforeningen ser frem til, at der i den kommende tid bliver lagt en konkret plan for, hvordan et samlet tilbud bliver en del af arbejdet med at løfte psykiatrien.

Kirsten Ilkjær er næstformand i Lægeforeningen og speciallæge i psykiatri.