I FLERE MÅNEDER havde jeg ventet på en helt særlig børnelæge, som var kendt for at hjælpe søvnbesværede børn, og som skulle undersøge min søn Titan og forhåbentlig finde svaret på, hvorfor han ikke sover om natten. Et svar, jeg har ventet på i to et halvt år.
Desværre bød lægen os velkommen med følgende ord:
”Hej med jer. Jeg har lige læst journalen, og jeg beklager, men jeg tror ikke, der er meget, jeg kan gøre, for din læge har skrevet, at du ikke vil have medicin.”
Øhh. Vi havde ikke engang sat os ned, og lægen – den dygtige, tidligere overlæge – konkluderede straks, at han ikke kunne hjælpe? Jeg var mildest talt forarget, skuffet og meget vred.
Det skjulte jeg dog og valgte i stedet at høre på hans anbefaling. Han forklarede, at han havde læst, at jeg jo havde prøvet alt det ”naturlige”, og forklarede så, at der findes noget medicin, der hedder Melatonin, men at det, som er godkendt til børn i Danmark, og som ville virke på Titan, skulle sluges i hele piller. Og da han ikke kan det, anbefalede lægen mig, at jeg selv måtte skaffe pillerne hjem fra udlandet.
Lægen fortalte mig endda, at hans nabo var SAS-pilot og altid havde en masse forskellige pakker med hjem til folk, for de fandtes både som tyggepiller og endda i to forskellige varianter. Den ene slår barnet omkuld, og den anden slags udløses gennem natten og får barnet til at sove. Jeg udtrykte min skepsis, og lægen ”beroligede” mig med, at melatonin er et hormon, som dannes i hjernen, og som fremkalder søvnighed, og pillerne altså ”bare” var en syntetisk form heraf og meget brugt mod jetlag.
HELE DENNE SNAK FANDT STED, før lægen overhovedet havde undersøgt Titan.
Da jeg efterlyste dette, målte og vejede han ham, og bagefter trykkede han på og trak i ham og konkluderede, at Titan er ekstremt hypermobil – det vil sige, han har meget bløde og eftergivende led. Og når man samtidig er et meget aktivt barn, som Titan er, betyder det, at han sikkert overanstrenger sin krop meget i løbet af dagen og formentlig vågner grædende om natten, fordi leddene gør rigtig ondt. En smerte, han først mærker, når han er stille og rolig.
En omstændighed, der kan forklare, hvorfor min lille dreng oftest nægter at gå op ad trapperne til anden sal, hvor vi bor, når han kommer hjem fra vuggestue. Og altså ikke bare er en træls møgunge, som hans mor nogle gange har tænkt.
Det forklarer også, hvorfor jeg netop nogle gange har oplevet, at han har sovet, efter jeg har givet ham Panodil i afmagt, når gråden har stået på i flere timer.
Men det vil jeg da ikke medicinere imod? Jeg vil da hellere tale med pædagogerne om at hjælpe mig med at tvinge ham til at holde pauser. At skabe ro omkring ham. Passe på hans krop, så den ikke ødelægges, og se, om vi på den måde ikke kan forbedre hans nætter og dermed også hans dage. At vi lever i et land, hvor en børnelæges første løsning er medicin, før årsagen overhovedet er fundet, er dybt forkasteligt.
Heldigvis er jeg mor, og er der to ting, jeg vil kæmpe for at lære mine børn, så er det, at årsag kommer før løsning, og at vi oftest selv har svaret i os selv, når vi tør lytte til vores følelser og vores inderste. Det er nemlig desværre sådan, at sproget nogle gange blokerer for følelser.
Min følelse med Titans søvn har altid været, at det var noget, jeg ikke kunne løse, men at nærvær, accept og trøst var det bedste, jeg kunne byde ind med. Og efter besøget hos børnelægen er jeg slet ikke i tvivl om det. Heldigvis.
Nicola Voss er journalist.