NATURLIGVIS SKAL DER både undervises i kristendommen og i andre religioner og livssyn i folkeskolen. Det er alle enige om. Men hvad er fagets centrale anliggende – dets kerne – som skal afgøre fagets navn?
Nogle vil mene, at faget først og fremmest skal være et sted, hvor vi drøfter almenmenneskelige spørgsmål. Det kan være kærlighed, venskab, døden, etiske spørgsmål og så videre – emner, som religioner og livssyn er fælles om at arbejde med. Det er ikke så vigtigt, om eleverne får en forståelse af hver religion for sig.
Andre vil mene, at faget skal give eleverne forståelse for en såkaldt religiøs dimension i tilværelsen. Man antager, at alle religioner på forskellig måde er konkretiseringer af denne religiøse dimension. Igen er den enkelte religion ikke så vigtig i sig selv.
Så er der dem, der mener, at faget først og fremmest skal være et religionskritisk fag, som skal åbne elevernes øjne for, at alle religioner er i modstrid med en sekulær, videnskabelig tilgang til verden. Folkeskolens sekulære grundlag forstås som et antireligiøst livssyn, som faget skal formidle til eleverne.
Atter andre vil mene, at faget først og fremmest skal give eleverne orientering om forhold i vores lokale, nationale og globale samfund. Her er religionerne hver for sig vigtige at få kendskab til. Og kristendommen må naturligvis fylde mest.
Endelig er der dem, der mener, at faget først og fremmest skal være et kulturformidlende fag, som skal gøre eleverne fortrolige med kristendommen som en væsentlig faktor i dansk kultur: bibelske kernefortællinger, jul og påske, dåb og begravelse, kristne symboler og kristendommens mangfoldige bidrag til sproget, litteraturen, malerkunsten, musikken og ikke mindst til etik og livsforståelse. Kulturelt set skiller kristendommen sig så afgørende ud fra andre religioners bidrag til dansk og vestlig kultur, at det giver mening med en klar skelnen mellem kristendommen og religionerne. Alle elever uanset religiøs baggrund har brug for at blive fortrolige med kristendommen som et væsentligt kulturelement i Danmark. De elever, der hører til andre religioner, skal så hjælpes til at forstå kristendommen på baggrund af deres forforståelse i en anden religion.
De fire første forståelser af faget kan bruge religion eller medborgerskab som navn på faget. Den kulturformidlende forståelse lægger op til navnet ”kristendomskundskab”. Andre religioner og livssyn har fået plads i faget som det mest naturlige sted for denne undervisning. Den finder dog sted på andre præmisser, nemlig behovet for kendskab til forhold i vores lokale, nationale og globale verden og for at kunne indgå i gode fællesskaber med hinanden. Det er så måske ikke helt rimeligt at undervise om kristendommen og om andre religioner og livssyn under én fælles betegnelse. Måske kan faget kaldes for ”kristendomskundskab med religion og livssyn” eller KRL i de større klasser, sådan som det blev kaldt i Norge?
Hvornår skal eleverne så møde andre religioner og livssyn? Det gør de helt automatisk fra 0. klasse via klasselærerens samtaler med klassen om emner, som børnene er optaget af: ramadan, computerspil, flagdagen, halloween, psykisk sygdom, klima, landskamp, guldbryllup, folketingsvalg og så videre. Klasselæreren tager hånd om elevernes fællesskab og almen orientering om ting, som ikke har en specifik faglig sammenhæng i deres skema. Og mon det så ikke fra midtvejs i skoleforløbet kunne give rigtig god mening med egentlig undervisning om islam og jødedom?
Birgitte Kjær er lærer på Frederiksberg.