Lærer: Skab åndehuller for børnene i folkeskolen

En ny regering dufter af forandringer. Jeg håber, vores nye undervisningsminister vil se på den usunde præstationskultur i folkeskolen og huske på, at børn har brug for åndehuller, skriver folkeskolelærer Anne Hammer

Lærer: Skab åndehuller for børnene i folkeskolen
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Med den nye undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), blæser der nye vinde over folkeskolen. Hun varsler et opgør med både inklusionsreformen og styringsredskaber.

Jeg håber, at man i fremtidens folkeskole vil skabe flere åndehuller for børnene.

Åndehuller, hvor børnene ikke bliver målt eller vejet. Skolen har alt for længe været præget af en ”du får, hvad du måler”-tankegang. Så når børnene er for dårlige til dansk og matematik, så måler vi dem i det. Med folkeskolereformen ville man styrke elevernes trivsel – ved at måle den. Vi måler blandt andet udgifter per elev, karaktergennemsnit, klassekvotienter, antallet af elever, der starter på en ungdomsuddannelse, skolernes elevtal, elevfravær og antallet af timer, der dækkes af en lærer med kompetencer i det pågældende fag. Der er altså ikke grænser for, hvad vi måler, men til trods for det, ser vi et stort antal lærere, der søger væk fra folkeskolen, og et stort antal børn, der ikke trives.

Jeg tror desværre, at folkeskolen bidrager til en præstationskultur, der har konsekvenser for børnenes mentale sundhed. Antallet af børn, der bliver diagnosticeret med angst eller depression er fordoblet de seneste 10 år.

Sidste skoleår tilbragte jeg den første onsdag i hver måned i den lokale kirke med min 5. klasse. Her sang vi fire sange, og præsten fortalte en god historie.

Eleverne skulle her være sammen om at synge, og der var ingen tvivl om, at de fleste nød at synge sammen og lytte til en fortælling, som de ikke nødvendigvis ville støde på andre steder.

Desværre er den slags åndehuller stort set forsvundet fra folkeskolen. Morgensangen, lejrturene, fastelavnsfesten og klassens time er ikke længere en fast del af den danske folkeskole.

Det er sparet væk til fordel for flere timer og et større fokus på boglighed. Eleverne skal jo måles og testes, og det skal helst gå bedre end sidste gang. Manglen på nærvær er slående. Der bliver gang på gang stillet for store krav til børn, der går hjem med ondt i maven.

Selv de kreative fag i folkeskolen – madkundskab, billedkunst, musik, håndværk og design – som mange elever tidligere så frem til, er nu lavet til obligatoriske prøvefag, hvor eleverne igen skal præstere. Her var der ellers plads til, at de børn, der havde det svært i dansk og matematik, kunne udfolde sig kreativt.

Børn, der har lange skoledage, mangler også fritid. Det åndehul, der engang fandtes efter skole, er i den grad blevet afkortet. Jeg oplever jævnligt børn, der må halse ud af klasselokalet klokken 15.40 eller 14.55, fordi de ellers kommer for sent til fodbold eller svømning. De lange skoledage blev i sin tid præsenteret med en ambition om at skabe mere varieret undervisning, men samtidig blev rammerne for forberedelse forringet. Det er også værd at huske på, at det, der er sjov og afvekslende undervisning for nogle, er uforudsigeligt og stressende for andre.

Vi er nødt til at kigge på rammerne i folkeskolen. Jeg tror på, at børn har brug for en hverdag med nærhed, fritid, fællessang og aktiviteter, der ikke afholdes for testens skyld.

En ny regering dufter af forandringer. Jeg håber, vores nye undervisningsminister vil se på den usunde præstationskultur i folkeskolen og huske på, at børn har brug for åndehuller.

Anne Hammer er folkeskolelærer.