Lærer: Voldelige elever i folkeskolen kalder på flere varme hænder og forskellige skoletilbud

Opskriften på at undgå vold i skolen handler altså ikke bare om lærernes kompetencer og ansvarlighed, forældrenes ressourcer og vilje eller skoleledernes slagkraft. Vi kan ikke lukke øjnene for, at det ofte koster både tid og penge at skabe et godt klassefællesskab for alle, skriver lærer

Inklusion er ikke lykken for alle børn. Nogle vil trives og lære meget bedre i et andet skoletilbud. Og deres kammerater vil få en bedre og mere tryg skolegang uden dem i klassen. Det må vi turde erkende og sige til hinanden, skriver lærer Mette Frederiksen.
Inklusion er ikke lykken for alle børn. Nogle vil trives og lære meget bedre i et andet skoletilbud. Og deres kammerater vil få en bedre og mere tryg skolegang uden dem i klassen. Det må vi turde erkende og sige til hinanden, skriver lærer Mette Frederiksen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix/arkiv.

Vold florerer på nogle folkeskoler. Elevers vold mod lærere. Elevers vold mod andre elever. Senest har det været fremme i medierne, at elever bliver skubbet ned ad trappen, bundet fast og slået, og at der bliver kastet med mursten på en skole i Hellerup.

Skal folkeskolen rumme voldelige elever? Hvordan hjælpes disse elever bedst? Er folkeskolen til for alle børn? Debatten om vold i folkeskolen raser. Og der er mange bud på, hvordan problemet løses: Folkeskolen finder sig i for meget. Forældrene skal tage et større ansvar for deres børns adfærd. Lærerne skal være dygtigere og mere ansvarlige. Skolelederne skal slå hårdere ned på upassende adfærd.

Udfordringerne er sammensatte, og der findes ikke ét entydigt svar på, hvordan vold kan afværges. Det afhænger selvfølgelig af den enkelte elev og klasse. Men fælles for flere af løsningsmulighederne er, at de kræver flere varme hænder og mere tid.

Nogle elever kan inkluderes i fællesskabet og stoppe den voldelige adfærd, når rammer og grænser gøres særligt tydelige, og når reglerne hele tiden ekspliciteres. Det kræver et udvidet samarbejde mellem lærere, pædagoger, forældre og skoleledelse. Man skal skrive sammen, tale sammen og mødes tit. Det tager tid.

Andre elever har brug for hyppige og regelmæssige samtaler med en lærer eller pædagog for at blive vejledt og trænet i, hvordan man navigerer i samværet med de andre elever. Og samtalerne skal følges op af en indsats i klassen. Det tager tid.

Hvis jeg som klasselærer skal holde sådanne samtaler, kan det meget vel betyde, at der ikke bliver tid til at forberede de næste to dages undervisning. Og skal en anden voksen gøre det, skal der selvsagt være ressourcer til det også. Det er der langt fra altid.

Endelig er andre elever igen nødt til at have en voksen ved deres side i mange eller alle timer og frikvarterer for overhovedet at kunne være sammen med de andre på en nogenlunde ordentlig måde. Det er der langtfra de fornødne ressourcer til.

Opskriften på at undgå vold i skolen handler altså ikke bare om lærernes kompetencer og ansvarlighed, forældrenes ressourcer og vilje eller skoleledernes slagkraft. Vi kan ikke lukke øjnene for, at det ofte koster både tid og penge at skabe et godt klassefællesskab for alle. Desuden skal man også have blik for, at det ikke altid kan lykkes. Inklusion er ikke lykken for alle børn. Nogle vil trives og lære meget bedre i et andet skoletilbud. Og deres kammerater vil få en bedre og mere tryg skolegang uden dem i klassen. Det må vi turde erkende og sige til hinanden.

I disse tilfælde er løsningen altså ikke inklusion, men eksklusion. Ingen skal gå i skole eller på arbejde og udsættes for trusler eller vold. Og alle børn skal tilbydes en skolegang, der giver dem de bedste muligheder for at trives, lære og udvikle sig.

Mette Frederiksen er folkeskolelærer.