Folkekirken er mange steder blevet en åndsforladt institution, som med overdreven berøringsangst og høflig hensyntagen står passivt tilbage og uden egentlig handlekraft.
Sådan har situationen i hvert fald været de seneste år, og argumenterne imod en statsfinansieret kirke har oftest lydt, at folkekirken ikke længere kan følge med sit folk, den er blevet for gammeldags på den ikke særligt fede måde – og vil desuden lige så stille af sig selv dø ud, hvis man spår om dens fremtiden.
Men en sådan dødsdom behøver slet ikke få overtag over den danske folkekirke. Ikke hvis skibet bliver vendt i tide.
Coronatiden har gjort, at folkekirken har været nødt til at henvende sig til folket på en anderledes og mere direkte måde end hidtil set i form af digitale gudstjenester og online salmesang.
Fællessangen, som før var folkekirkens kendetegn, har ligefrem vundet indpas på DR i bedste sendetid fredag aften. En folkelig oplivelse, ville Grundtvig måske kalde det. En oplivelse af åndslivet og fællesskabsfølelsen, som ligger meget tæt op ad, hvad den danske folkekirke i mange år har ønsket sig.
Derfor ligger det også til højrebenet, at det for folkekirken gælder om hurtigst muligt at tage del i denne opblomstring og – når hverdagen vender tilbage på både statskanalen og hos danskerne – videreføre denne åndelige oplivelse og ikke lade den gå tabt.
Folkekirken har indtil nu haft tendens til kun at blive brugt, når det moderne menneske selv mener, det har behov for den. Dette gør sig for et eksempel gældende ved fødsel og død. Men min påstand er, at en folkets kirke også skal kunne gøre sig relevant, når mennesket ikke er klar over, at det har brug for den.
Den danske folkekirke skal ikke stå passivt klar til aktion og kun vise sit ansigt, når der bliver bedt om det. Folkekirken skal tage aktivt del i det moderne, levende samfund, som vi lever i. Kirken skal bidrage til samfundet med den ånd, som den jo i bund og grund står for.
Det er i mine øjne en misforståelse, at ånd nødvendigvis behøver at have religiøse rødder. Men netop fordi vi tænker, ånd er lig religion, er vi blevet berøringsangste over for åndslivet. Ånd er blevet en mangelvare i vores samfund. Dette kan også ses i den stigende instrumentalisering, der præger det danske skolesystem, som vi alle går og bilder os ind er inspireret af Grundtvig.
Hvis folkekirken skal kunne bidrage til folkets åndsliv og tage aktivt del i samfundet, kræver det kreativitet.
Coronakrisen lader til at have blæst bølgerne i en ny retning, men hvis skuden for alvor skal vendes, kræver det en stor indsats og fortsat nytænkning i fremtiden.
Folkekirken skal turde tale om ånd, kærlighed og fællesskab på andre tidspunkter end klokken 10 søndag formiddag og andre steder end inden for kirkens mure.
Den skal ligeledes turde at udbrede sit publikum – og ikke begrænse det til kun at være for dem over 60 år og dem under 10 år; den skal indeholde andet end klassiske søndagsgudstjenester og baby- og børnelege.
Jeg tror på, at skibet kan sejle evigt, hvis der padles – og jeg holder håbet højt. For alt andet er vel åndsforladt?
Freja Gru er lærerstuderende.