Læreruddannelsen er en bureaukratisk dødsspiral. Initiativ i Herning kan genoplive folkeskolen

Skolen har historisk set skabt sammenhængskraft i vores samfund. Men vores læreruddannelse har udraderet folkeligheden. Nu må vi bygge et alternativ, inden vi glemmer vores pædagogiske rødder, skriver Iben Benedikte Valentin Jensen, der er folkeskolelærer, cand.pæd. og master.

Læreruddannelsen har brug for en åndelig dimension, for ellers kan mennesket ikke åbne op for verden, mener lærer Iben Benedikte Valentin Jensen. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.
Læreruddannelsen har brug for en åndelig dimension, for ellers kan mennesket ikke åbne op for verden, mener lærer Iben Benedikte Valentin Jensen. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Videnskabeliggørelsen op igennem 1900-tallet er med teknologien endt i en international datafiksering, der helt har elimineret en dansk pædagogisk tradition baseret på livsfilosofiske tanker om tillid, stemthed og det personlige møde. Grundtvigs livsoplysning, Kierkegaards eksistenstænkning og Løgstrups skabelsesteologi har tabt de teologiske tænder og forstås nu alene som ligegyldige poetiske bidrag til pædagogikken.

Læreruddannelsen kom med det 21. århundrede i et konkurrerende forhold til andre uddannelsesinstitutioner og denne angelsaksiske liberaliseringstendens har siden affødt diskussioner om, hvad læreruddannelsen kan til forskel fra andre uddannelsesinstitutioner. Herved kom det pædagogiske område ud i absurde positivistiske øvelser, der skulle dokumentere ”produktet” og ind i over-verbaliserede akademiske forsøg på at udvide det pædagogiske forskningsområde.

Kerneydelsen, undervisningen af lærerstuderende, er i den proces blevet nedprioriteret. Tiden går med at legitimere læreruddannelsens status udadtil, mens undervisningen indadtil bare er et biprodukt på ledermøderne.

Siden Georg Brandes i begyndelsen af 1900-tallet fusionerede den videnskabelige tankegang med humanistisk tænkning er vi blevet stadig mere sekulariserede.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men det behøver ikke ende i et knæfald for videnskaberne.

Mogens Pahuus pointerede så sent som i 1995 i ”Holdning og spontaneitet”, at pædagogikken ”som vejledning for en praksis må gå ud over videnskaberne”. I dag er den tankegang helt forkastet på læreruddannelsen. Her er der intet over eller under videnskaben.

Frigørelsespædagogikken i 1970’erne mente, at religionen var en menneskeskabt undertrykkelse af arbejderne og en illusion. Den ville elimineres af fornuften og erfaringen. Men kritisk tænkning er en protestantisk dyd og derfor (paradoksalt) nok en del af vores religiøse afsæt her i landet.

Martin Luthers opgør med katolsk tankegang var netop en kritisk forholden sig til autoriteter; ”medmindre jeg bliver overbevist af skrifterne eller almindelig sund fornuft – jeg accepterer ikke pavers og råds autoritet, for de har ofte modsagt hinanden – er min samvittighed underlagt Guds ord”.

Immanuel Kant fulgte senere op med de berømte ord: ”Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse.” Den kritiske holdning til autoriteter tog vi til os – men vi afskaffede samtidig Vorherre. Så en ny ”treenighed” opstod inden for pædagogikken i 1970’erne: Marx, Freud og Piaget. I dag er den afløst af Luhmann, Bourdieu og Foucault.

Ingen ønsker sig tilbage til korstog, heksebrænding og skyld og skam-fiksering. Moderne mennesker skal bekæmpe undertrykkelse og overtro. Men tro og viden er dynamiske modsætninger, ikke statiske modsigelser.

Psykologien og sociologien er, ifølge psykologisk-pædagogisk opslagsbog, ”det videnskabelige studium og læren om menneskers og dyrs adfærd og bevidsthed” og ”videnskab om menneskers adfærd i større grupper”.

Tro er nok noget andet end viden, men hermed også et supplement, et alternativ, en dialogpartner. En elementær luthersk pointe, som Grundtvig, Løgstrup og Kierkegaard udfoldede.

Tro betød for Kierkegaard ikke en institutionel dogmatik, men tro er forbundet med tvivlen og således en dimension i menneskets tilværelse – en del af vores virkelighed, vores søgen efter mening.

Videnskaberne beskæftiger sig, naturligvis, ikke med troen, metafysikken eller det transcendentale. Hvis de gør, er det som psykologiske og sociologiske fænomener.

Derfor er det katastrofalt alene at basere pædagogik på videnskaben – det undlader fænomener som ånd, stemthed og intuition. Hvis kritisk tænkning udelukkende baseres på videnskaben, er der ikke plads til eksistentiel tvivl og tro. Det ses tydeligt i den aktuelle skråsikre pædagogiske dataforskning. Men tvivl og tro er en del af menneskets grundvilkår og derfor en del af folkeskolens arbejdsområde.

Kierkegaard hævdede, at ”Mennesket er en Synthese af det Sjelelige og det Legemlige. Men en Synthese er utænkelig, når de Tvende ikke enes i et Tredje. Dette Tredje er Aanden”. Hvis sjælen og kroppen overhovedet skal kunne forholde sig til hinanden, skal der være noget tredje. Nemlig det, at de forholder sig. Uden ånd er der ingen forbindelse mellem sjæl og krop, for ånden er, at en forbindelse overhovedet er mulig.

Det her skal ikke romantiseres – ånden forholder sig til sig selv og til sin betingelse som angst. Den er jo vores bevidsthed, vores refleksion, at vi har mulighed for at forholde os til det at forholde os. Og det kan man som bekendt blive sindssyg af, men også lykkelig. Det er det, der gør os forskellige fra dyret. Det er ikke sjælen eller legemet, men ånden der gør forskellen.

Derfor konstaterede Kierkegaard følgende, der har konsekvens for al pædagogisk arbejde: ”Ethvert Menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor underordnet hans Stilling i Livet end er, har en naturlig Trang til at danne sig en Livs-anskuelse, en Forestilling om Livets Betydning og dets Formaal.”

Det ved alle med sund fornuft. Ethvert menneske, der er i krise, har åndelig vejledning behov. Dette udelukker ikke, at en sjælelig eller legemlig behandling kan hjælpe, men krisen er altid også åndelig. Dette er ikke en modsætning til reformpædagogikkens fokus på naturlighed, men netop en del af den menneske-lige natur.

Hvis vi forstår mennesket som alene et fysisk eller psykisk dyr, så objektgøres alle. Selv den freudianske psykoanalytiker Erich Fromm skrev i ”Psykoanalyse og religion”, at ”der nødvendigvis må være en magt eller et væsen uden for mennesket, fordi vi kan konstatere, at mennesket rummer en uudryddelig længsel efter at have forbindelse med noget uden for sig selv (...). Det menneske, som fuldstændigt har mistet evnen til en sådan forbindelse, er sindssygt”. Med en ensidig fokusering på mennesket som alene et socialt dyr bliver vi ikke alene forarmede, men syge. Det ses tydeligt i dag, hvor elevdiagnoser eksploderer i antal.

Religionssociolog Lars Bo Bojesen skriver ligeledes i ”Fænomenet ånd” fra 2001: ”At nægte åndeverdenens faktiske over-individuelle virkelighed, som postmodernisterne gør, og i stedet beruse sig i deres Jegers evindelige forskellighed, svarer til at blive høj på et vakuum, på en iltmangel. Ånden er en virkelighed; men vilkåret for vores tilnærmelse til den er Jeget og dets grænser.”

Vi bliver altså nødt til i denne sekulariserede, kritiske, (post)moderne verden igen at nærme os den åndelige dimension, fordi den er en del af virkeligheden så vel som den legemlige og den sjælelige dimension. Uden denne dimension kan mennesket ikke åbne op for verden; vi isoleres.

Tager vi ikke denne dimension alvorligt, så bliver mennesket ikke menneske, så bliver mennesket aldrig ”sig selv” og i værste fald sindssygt, nemlig ude af ”sig selv”. Det er noget, enhver behandler, lærer og pædagog må besinde sig på. Både privat, personligt og professionelt.

Skolen bærer ritualer, historiebevidsthed, menneskelige fællesskaber og erkendelse af vores åndelige dimensioner. Det skaber sammenhængskraft i vores samfund. Vores læreruddannelse har udraderet denne folkelighed, og vi må nu bygge et alternativ, inden vi glemmer vores pædagogiske rødder.

Iben Benedikte Valentin Jensen er folkeskolelærer, cand.pæd. og master.