Læser: Hvorfor skal en flok sex-forskrækkede spelt-kvinder ødelægge dygtige mænds karrierer?

Vi er ikke i USA, hvor MeToo, massehysteri, dårlig ledelse, manglende demokrati og kriminalitet i enhver afskygning er på dagsordenen. Lad os klare os selv

'Dette skal ikke være en kamp mellem kønnene, vi er sat på jorden til glæde for hinanden. Men det er da egentlig mærkeligt, at ingen mænd står frem og kommer med anklager', skriver Søren Egemose i debatindlægget Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Nu må det da slutte med MeToohysteriet, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Jeg kan ikke forstå, det kan være meningen, at en flok sexforskrækkede speltkvinder skal ødelægge dygtige mænds karrierer. Det ender med, at anklager bliver grebet ud af den blå luft, hvis der er en mandsperson, man ikke synes om – da det tilsyneladende er mænd, der er i farezonen her. Hvad med kvinder, der har lyst til sex eller en flirt? De ved da helt klart, hvilken kontakt på manden, der skal trykkes på. Sådan er det bare, og det har det været siden Adam og Eva. Gensidig tiltrækning kan vækkes ved berøring.

Der har altid været det pikante spil mellem mænd og kvinder. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de berørte kvinder ikke har stået frem for længe siden. Svaret er da klart, de har følt sig attraktive, og et nej tak lukker videre handling.

Den årlige julefrokost har altid bragt kolleger ”tættere” på hinanden. Jeg har selv oplevet en kollega, som blev lidt glad for mig. Da hun begyndte at pille ved knappen i mine bukser, sagde jeg pænt nej tak. Og det var det. Der er garanteret nogen, der går hjem fra julefrokosten med dårlig samvittighed.

Det er op til folk selv, men den dårlige samvittighed skal ikke udmønte sig i en hetz.

Dette skal ikke være en kamp mellem kønnene. Vi er sat på jorden til glæde for hinanden. Men det er da egentlig mærkeligt, at ingen mænd står frem og kommer med anklager.

Vi er ikke i USA, hvor MeToo, massehysteri, dårlig ledelse, manglende demokrati og kriminalitet i enhver afskygning er på dagsordenen. Vi er så domineret af dette forbandede land. Lad os klare os selv.

I et læserbrev i Kristeligt Dagblad i går omtalte H.C. Enevoldsen de tre uheldige mænd Morten Østergaard (R), Frank Jensen (S) og Jeppe Kofod (S) som ”gerningsmænd”. Hvad er det dog for et ordvalg. De er ikke kriminelle, de har bare haft den ”søde kløe”. Hvad utroskab angår, er det op til den enkelte, om han eller hun vil bedrage sin ægtefælle, og det er da bestemt ikke pænt.

Jeg har sågar hørt udtrykket seriekrænker. Hvor er vi henne? Er det for yderligere at kriminalisere lovlydige borgere.

Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, skrev i en klumme her i avisen i går, at der er en skala, som går fra den kiksede flirt til traumatiserende overgreb. Hun konstaterer, at der er flest af de første, og det er i denne kategori, de tre uheldige mænd, der nu ligger for had, befinder sig.

Der er langt til voldtægt og andre kriminelle handlinger af seksuel karakter. Det gælder overgreb mod både børn og voksne. Jeg tager naturligvis kraftig afstand fra sådanne handlinger.

Coronaen er over os og generer os på mange områder. Det er da kedeligt, at den også sætter en stopper for alle herligheder mellem mænd og kvinder.

Søren Egemose er kunstmaler.