Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Landbruget er forgældet og til salg. Måske er det en idé at købe det og lave det helt om

"Vi har behov for en ny investeringspolitik og en folkebevægelse, hvor vi alle sammen bliver gårdejere i fællesskab," skriver de to skribenter blandt andet Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Rasmus Willig og Kim Qvist

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

"Vi er på vej ud i en plantebaseret fremtid, samtidig med at der reelt ikke findes nogen specialiserede uddannelser i at dyrke. Det giver ingen mening." De to skribenter gennemgår her flere problemer og løsninger, de ser, inden for landbrug og bæredygtighed

Dansk landbrug skylder over 250 milliarder kroner og er ekstremt konjunkturfølsomt. Det ene øjeblik falder kiloprisen på skankerne, det næste øjeblik kornpriserne. Økonomien i landbruget er lidt ligesom det omskiftlige vejr, vi oplever, i takt med at klimakrisen tager til.

Vi ved, at landbruget og vores forbrug af madvarer har et enormt CO2-aftryk, og at det skal nedbringes drastisk. Problemet er imidlertid, at store dele af gælden er bundet i et forældet produktionsapparat, der primært bygger på stor effektivitet, så priserne kan holdes nede, for vi lever nemlig af at forsyne et verdensmarked med fødevarer til marginale priser.

Men når vi ser ind i fremtiden, vil vi ikke kun spise mindre kød og mere plantebaseret, vi skal også levere på både klima- og biodiversitet, hvis vi skal i mål med 70 procent reduktion inden 2030.

Et andet problem er, at den danske landmand er tæt på pensionsalderen, og vi har svært ved at se, hvem der som nyuddannet landmand har lyst til at købe sig ind i de store gældstyngede landbrug. Det er for svært at rejse så stor en kapital som ungt menneske – og spørgsmålet er også, om det i det hele taget er formålstjenstligt, når vi ser, hvilken samlet opgave vi står overfor. Egenkapitalkravet til en ny landmand er i dag omkring 20 procent, og prisen på et godt landbrug er ofte over 25 millioner kroner. Og så er man en del af en branche med en afkastningsgrad på under fem og ofte tæt på nul. Nogle gange minus.

Et tredje og helt overset problem er, at der ikke er nogen specifik uddannelse i at dyrke bæredygtige og økologiske grøntsager. De unge mennesker, som i dag går på Den Økologiske Landbrugsskole, skal selv ud at finde praktiksteder, hvor mindre lokalproducenter dyrker lidt mere forskelligartet end store landbrug, som har specialiseret sig i en enkelt afgrøde. Og de få praktiksteder, der findes med stor alsidighed og rige læringsmiljøer, er ikke godkendte i uddannelsessystemet.

Vi er altså på vej ud i en plantebaseret fremtid, samtidig med at der reelt ikke findes nogen specialiserede uddannelser i at dyrke grøntsager i så store mængder og så forskelligartet, at det er interessant for landmand og forbrugere. Det giver ingen mening.

Et fjerde problem er, at udenlandske investorer og kapitalfonde er ved at få øje på dansk landbrug og har købt voldsomt op de seneste år: cirka 66.500 hektar ifølge et notat fra Danmarks Statistik. For at sætte det i relief er Fyn lige over 300.000 hektar.

Vi skal være de første til at byde velkommen, og vi kan altid lære af vores udenlandske kollegaer, men uden at ville lyde som konservative landsromantikere må vi fastholde, at fremtidens fødevarer skal produceres lokalt, så CO2aftrykket mindskes. De skal også helst produceres i såkaldte kunde-bondeforhold, hvor vi sammen tager ansvaret for, at al produktion sker under ordnede forhold, og hvor vi deler risikoen og fortjenesten. I takt med, at klima- og biodiversitetskrisen vil tage til, bliver vi nødt til at finde nye veje.

Helt konkret er der behov for, at vi går sammen om at købe den danske landbrugsjord, så den ikke kommer på udenlandske hænder. Er den først afhændet, vil det blive for svært at drive dansk, grøn klimapolitik på det, der ikke længere er vores.

Vi har behov for en ny investeringspolitik og en folkebevægelse, hvor vi alle sammen bliver gårdejere i fællesskab. Vi har ikke mindst behov for at gentænke alle former for modeller for, hvordan vi kan få langt flere til at købe sig ind og eje jorden, så den kan omlægges og begynde at binde CO2 i stedet for at udlede den. Det skylder vi vores børn og børnebørn.

Vi har også behov for at starte nye former for landbrugsskoler op. Den yngre generation er interesseret i såkaldt permakultur og regenerativt landbrug, hvor der dyrkes efter helt andre principper end i vores eksisterende landbrug. Vi kan se, at disse former for landbrug i langt højere grad er med til at forøge biodiversiteten. Vi kender dog ikke økonomien i dem, men vi kan konstatere, at forgængeren, økologien, har vist vejen med markedsefterspørgsel og vækstrater, der vil noget.

Desuden har vi behov for en jordbrugsreform, hvor unge bønder, som vil dyrke jorden langt mere bæredygtigt, end vi gør i dag, får mulighed for at komme let og billigt ind i landbruget og starte deres eget op. Det kan ikke passe, at de skal være stavnsbundet af en enorm gældsbyrde, inden de overhovedet er begyndt.

Rasmus Willig er formand for Andelsgaarde, og Kim Qvist er direktør for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.