Prøv avisen

Lars Sandbeck er en hædersmand - han siger det, de fleste præster kun tænker

Dåb i folkekirken er kommet til debat efter en kronik i Kristeligt Dagblad den 9. januar af lektor Lars Sandbeck. – Foto: Leif Tuxen

Claus Thomas Nielsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Som det er i dag, bruger de fleste præster ritualer og bønner, som ganske åbenbart modsiger det, de i øvrigt forkynder og står for. Kun de nyeste salmer forkynder den nye postkristne religion, som tager udgangspunkt i mennesket i stedet for i Gud. Sandbeck kan ikke roses nok for at påpege dette, skriver præst

LARS SANDBECK ER en hædersmand. Han siger i kronikken i Kristeligt Dagblad den 9. januar åbent, hvad alle dominerende teologer og – så vidt jeg kan forstå – samtlige biskopper mener.

Det er jo ganske korrekt, at folkekirken ikke har et pædagogisk problem. Folkekirken har ikke et formidlingsproblem. Folkekirken har kun et indholdsproblem.

Al tale om ny musik, nye salmer, nye bønner og så videre handler alene om, at man vil have en ny teologi, det vil sige en ny religion, ind i kirken. Et religion uden en almægtig, enevældig Gud, uden arvesynd, uden Jesu offerdød, uden Guds vrede, uden dommedag.

Som det er i dag, bruger de fleste præster ritualer og bønner, som ganske åbenbart modsiger det, de i øvrigt forkynder og står for. Kun de nyeste salmer forkynder den nye postkristne religion, som tager udgangspunkt i mennesket i stedet for i Gud. Sandbeck kan ikke roses nok for at påpege dette. Når det er sagt, skal også de åbenlyse fejl i Sandbecks kronik påpeges:

1) Såvel Luther som Augustin – og med dem al traditionel kristendom – understreger, at mennesket ikke blot, som Sandbeck også skriver, fødes som synder, nej det undfanges i synd. Arvesynden kommer ind i mennesket allerede ved undfangelsesakten. Det er denne arvesynd, som skal drives ud af mennesket, så det atter kan blive, hvad det er skabt til at være: Guds barn. Derfor har dåben altid indeholdt en eksorcisme, det vil sige en djævleuddrivelse. Det gør næsten alle kristne dåb ude i verden stadig i dag.

Så vidt jeg husker, var Grundtvig en af dem, som stærkt beklagede, at eksorcismen blev taget ud af dåben i folkekirken. Forsagelsen er den sørgelige rest af eksorcismen.

2) Det er forkert, når Sandbeck skriver: ”Den lutherske tanke er ikke, at vi er skabt med gudbilledlighed og derfor naturligt elsket af Gud, som var vi hans børn”. Jo, vi er alle – ifølge Luther og al traditionel kristendom – skabt i Guds billede og naturligt elsket af Gud. Det er derfor, han ønsker vores frelse.

Vi er ganske vist alle ved syndefaldet faldet bort fra Gud, men vi har for det første bevaret noget af gudbilledligheden. For eksempel i vores fornuft, i vores higen efter sandhed, i vores viden om godt og ondt, i vores evne til at elske og i det hellige ægteskab. For det andet kommer gudbilledligheden til udtryk derved, at også vores syndighed er i Guds billede: Synden ikke er noget i sig selv, den er et forvrænget spejlbillede af gudbilledligheden. Vores dæmoniske afgudsdyrkelse er for eksempel et forvrænget udtryk for vores længsel efter Gud.

3) Det er forkert, når Sandbeck skriver, at dåben for traditionel kristendom ikke er nok til frelse. Det døbte menneske er ifølge Luther og den samlede kristne tradition 100 procent frelst. Men man kan naturligvis falde bort fra dåben. Man kan falde over bord fra kirkens skib, således som det uvægerligt sker, når man lever uden bøn og gudstjeneste og uden den himmelske rejsemad, det vil sige uden den hellige nadver. Men når man atter omvender sig, så er det dåben, man vender tilbage til. Man vender tilbage til kirkens skib. Det vil sige, at når man atter er frelst, så har man ikke dåb plus gode gerninger. Man har igen kun dåben.

4) Sandbeck skriver: ”Men det er først og fremmest min opfattelse, at ritualet er baseret på en teologi, som stort set ingen mennesker i dag vil være i stand til at tro på eller opleve som meningsfuld”.

Dette kan kun være sandt under den præmis, at indholdet i dåbsritualet er usandt. Intet er så meningsfuldt som sandheden. Mennesket kan forhærde sig imod sandheden, og kirken kan komme til at bestå af kun to mennesker, men det ville ikke gøre sandheden mindre sand eller meningsfuld. Alle er ”i stand til at tro” på kristendommen. Det handler ikke om evner, men om ønske. I stedet for at forlade kirken ønsker postkristne præster at fylde kirken med deres postkristne livsanskuelse.

Først og fremmest skal Sandbeck dog have ros for at understrege det helt åbenbare: Ønsket om at ændre formen dækker altid over et ønske om at ændre indholdet. Ønsket er at gøre kirken til en postkristen religionsanstalt, der tager udgangspunkt i mennesket og ikke i Gud.

Claus Thomas Nielsen er sognepræst i Stauning.