Laura Ingalls Wilder er litteraturens største helt. Hun kæmpede for pionerånden

Laura Ingalls Wilder var en hverdagens heltinde, som ved hårdt arbejde og selvopofrelse og gennem familiesammenhold og tillid til Gud overlevede tragedier, som synes ufattelige, skriver sognepræst Nana Hauge

Tv-serien ”Det lille hus på prærien” er baseret på Laura Ingalls Wilders erindringer. Særligt kendetegnende for familien er evnen til selvopofrelse for fællesskabet, mener sognepræst Nana Hauge.
Tv-serien ”Det lille hus på prærien” er baseret på Laura Ingalls Wilders erindringer. Særligt kendetegnende for familien er evnen til selvopofrelse for fællesskabet, mener sognepræst Nana Hauge. Foto: NBC/ Ritzau Scanpix.

Litteraturen har mange helte. Nogle af dem er blevet beskrevet i Kristeligt Dagblads serie ”Helten i litteraturen”. Hvis jeg havde været redaktør på den serie, skulle Laura Ingalls Wilder selvfølgelig have været med. Pionerpigen, der altid glemmer sin solkyse, leger med drenge og tirrer lærerinden, er måske ikke umiddelbart, hvad man vil forbinde med en helt. For mig er hun dog en af de (litterære) skikkelser, jeg har hentet allermest opbyggelse hos.

Laura Ingalls Wilders beretning om sin barndom og ungdom i det store vilde land mod vest starter i Wisconsins skove i 1870’erne. Siden rejser familien vestpå i en prærievogn for at prøve lykken i de endnu næsten ubeboede præriestater. Men tilværelsen derude er hård. Høsten slår gentagne gange fejl. Hendes far, Charles Ingalls, må tage lønarbejde langt borte, og mor og børn må klare sig selv på prærien i lange perioder.

Efter flere år med fejlslagen høst, gæld, tørke, sygdom og et barn (storesøster Mary), der mister synet, bryder familien op igen. Denne gang bosætter de sig i Dakota.

De finder en jordlod ved nybyggerbyen De Smet i Dakota, og her begynder de ældste piger for første gang at gå regelmæssigt i skole. Her begynder familiens tilværelse at stabilisere sig.

Men så kommer ”Den lange vinter”. Hele det lille nybyggersamfund sner inde i syv måneder. Snestormene begynder i oktober, og først langt ud på foråret i april begynder det at tø, så der igen kan komme tog med mad og brændsel ud på prærien.

Efter ”Den lange vinter” uddanner Laura sig til lærer som blot 15-årig. Sit første arbejde får Laura i en nybyggerkoloni et stykke fra De Smet. Mens hun varetager lærergerningen, er hun på logi hos den dystre Brewster-familie, der er nedbrudt af det hårde liv på prærien.

Det er Almanzo Wilder, som Laura sidenhen giftede sig med, der redder hende fra at skulle tilbringe også weekenderne hos den triste familie. Hver fredag henter han Laura i kane i op til 40 graders kulde, og søndagen efter kører han hende tilbage. Laura og Almanzo gifter sig, og deres ægteskab bliver afslutningen på ”Det lille hus”-serien.

Sammen fik Laura og Almanzo datteren Rose Wilder Lane (1886-1968), der senere blev forfatter og journalist, samt en unavngiven søn, der døde som spæd. Efter mange år med fejlslagen høst, sygdom, der forkrøbler Almanzo, og en brand, der gør dem hjemløse, rejser de til Mansfield, Missouri, hvor de slår sig ned. Her bliver de boende resten af deres liv.

Det er her, Laura begynder at nedskrive sine erindringer. Vi er i tiden efter krakket i 1929, og Amerika er i gang med at etablere en velfærdsstat. Det bekymrede Laura Ingalls Wilder. Den udvikling mente hun ville ende med at gøre mennesker afhængige af staten, af markedet eller af magelighed, og friheden og den amerikanske drøm ville være tabt.

Den pionerånd, der havde skabt Amerika, var truet, men det var ifølge Laura netop den ånd, altså den indstilling til tilværelsen, der var nybyggernes, der ville kunne bygge Amerika op igen efter krakket. Pionerernes gammeldags dyder; mod, kristentro, selvbeherskelse og selvhjulpenhed (selfreliance), var det, der skulle til for at klare de hårde tider. Når vi tænker på, siger Laura i en tale fra 1937, at det, der i dag forekommer os som trange tider, ville have været nemt for vores forfædre, bør vi være ved godt mod i den situation, vi er i nu. Det var jo netop mod, selvbeherskelse og selvhjulpenhed (selfreliance), der havde bragt Laura og hendes familie, sammen med tusindvis af andre familier, igennem tilværelsen på prærien. Det ville Laura vise med sine bøger.

Selvbeherskelsen er særligt tankevækkende for læseren i dag, der jo lever i en verden, hvor alle følelser skal rummes og udtrykkes. Hvis Lauras familie hver især havde påberåbt sig deres følelser hele tiden, var det gået helt galt, det er let at se. I stedet undertrykker de deres følelser og behov, en kamp, som Laura meget ærligt skildrer i sine bøger.

Der er jalousi mellem søstrene og intriger i skolen, og Laura har heller ikke lyst til at komme hjemmefra og være lærerinde som 15-årig. Hun er syg af hjemve, mens hun opholder sig hos den forfærdelige Brewster-familie, men hun beklager sig ikke en eneste gang over for sine forældre. Hun skal klare det, for de 40 dollars, hun kan tjene, kan hjælpe til at sende søsteren Mary på blindeskole.

Ligesom den voksne Laura er skeptisk over for den moderne velfærdsstat, brød hun sig som barn heller ikke om moderne pædagogik. Hun mindes således sin egen skoletid og lærerinden Eliza Jane, der underviser efter ”nye metoder”. Eliza Jane tror ikke på, at straf virker. Hun vil herske med kærlighed og ikke frygt. Hun kan lide dem alle sammen, siger hun, og er sikker på, at de kan lide hende.

Laura og resten af skolen krymper sig under denne tale, som da også viser sig at dække over en magtesløshed, der siden kommer til udtryk i en ret så uretfærdig og grænsende til grusom behandling af Lauras svagelige lillesøster, Carrie.

Laura fik ikke nogen lang uddannelse set med nutidens øjne. Alligevel kunne hun godt forstå Bibelen og reflektere over den. Laura lærte gennem sit liv mere end 100 bibelvers udenad, og hvis man tror, at hendes tro var sødladen, kan man godt tro om igen. Laura er sig pinligt bevidst, at ”det er mennesket selv, der avler elendighed” (Job 5, 7), og at ren godhed findes kun hos Gud.

Det allerbedste sted i Laura-bøgerne er ordvekslingen mellem Almanzo, der senere skulle blive Lauras ægtemand, og vennen Cap Garland. Cap Carland er en biperson i bøgerne, men ikke desto mindre en vigtig biperson. Han er nemlig, med livet som indsats, sammen med Almanzo med til at hente hvede hos en overvintret nybygger på prærien – noget, der under den dræbende vinter er nødvendigt, for at det lille bysamfund ikke dør af sult.

Ordvekslingen falder en vinterdag, da Almanzo står over for at skulle beslutte sig for, om han skal tage ud og hente Laura hos den forfærdelige Brewster-familie. Der er 40 graders kulde, og det blæser. Almanzo betragter termometeret, hvis kviksølv er helt i top. I det samme kommer Cap gående. Han ser Almanzo, tøver foran termometret, og idet han passerer, siger han med et underfundigt grin: ”Gud hader en kryster!”.

Almanzo tager af sted.

”Gjorde du det, fordi han udfordrede dig?”, spørger Laura efter turen, der nær kostede dem begge og hestene livet. ”Nej, jeg gjorde det, fordi jeg synes, han havde ret,” svarer Almanzo.

Mon ikke den bibelstærke Laura med dette bastante udsagn har tænkt på englens advarsel til menigheden i Laodikea om, at den lunkne skal udspys af Guds mund?

Lunken var Laura selv i hvert fald ikke. Hun var en hverdagens heltinde, som ved hårdt arbejde og selvopofrelse og gennem familiesammenhold og tillid til Gud overlevede tragedier, som for mig synes ufattelige.

Nana Hauge er sognepræst i Hårslev-Padesø Pastorat.