Prøv avisen

Leder af Løgstrup-arkiv: Nej. Han havde ikke et hjerte for Hitler, førerskab og nazismen

Arkivfoto. Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Bjørn Rabjerg, ph.d. og adjunkt ved afdeling for teologi på Aarhus Universitet og daglig leder af Løgstrup Arkivet samme sted

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Den danske filosofs K.E. Løgstrups eftermæle diskuteres heftigt disse dage, efter disputats gik filosoffens forhold til nazismen på klingen. Her tager leder af arkiv Løgstrup til forsvar

AF DEN AKTUELLE debat om lektor, ph.d. Esther Oluffa Pedersens disputats om K.E. Løgstrup kunne man få den tanke, at Løgstrup i 1930’erne skulle have haft sympatier for nazismen og en fascination af Hitler. Det lyder jo forlokkende, hvis man gerne vil have gravet lidt skandale frem. Men hvad mente Løgstrup mon om nazismen og Hitler? For at tage det sidste først publicerede Løgstrup nærmest intet om Hitler; vil man finde udtalelser i den retning, må man gå til hans efterladte papirer, hvor han blandt andet skriver følgende: ”Hitler er Europas største idealist.” Hvordan det så skal forstås, vender vi tilbage til om lidt, men det lyder jo lidt inkriminerende.

Nazismen skriver Løgstrup imidlertid om i tre kronikker i 1936, hvor han lige er vendt hjem fra Tyskland med sin (delvis jødiske) hustru efter ved selvsyn at have overværet Hitlers magtovertagelse i 1933. De forhold rimer jo ikke så godt med nazistiske sympatier. Det gør de tre kronikker heller ikke, hvis man gør sig den ulejlighed at læse dem (og her skal man holde tungen lige i munden, for det er ikke ’easy reading’). Budskabet er – i meget koncentreret form – at nazismen er livsfarlig, fordi den er baseret på en fører, der føder en idé og med magt fører den ud i livet. Nazismen er altså udemokratisk: ”I Nationalsocialismen skaber Føreren og Filosofen Begivenhedernes Idé og leder ved Idéens Magt deres Gang. Det er Filosofi, hvor der er nok af Højtidelighed og Mystik og hvor Skulderbredden ikke er det allermest ligegyldige,” skriver Løgstrup i kronikken ”Nazismens Filosof”, og selvom Løgstrup også lidt sarkastisk skriver, at ”Demokratiet har hverken Fører eller Filosof, men kun Politikere og Professorer i Filosofi”, er der ingen tvivl om, at hans sympatier ikke ligger hos nazismen. Her er også alt andet en end ”fascination af ’Førerskab’”, som Hans Hauge citerer Pedersen for at skrive.

Og så var der Hitler, som jo er den ”største idealist”. I en af sine notesbøger (sandsynligvis fra 1938) skriver Løgstrup: ”Hitler er Europas største idealist. Og at netop det fører til de uhørte pogromer viser netop, at idealisme gør et menneske uimodtageligt. Idealisme lukker et menneske inde i sig selv og ude fra verden, ude fra medmennesket – ude fra ogsaa kulturen. Det gælder i dag om at gøre sig klar over forskellen mellem idealisme og menneskeforstaaelse eller livsforstaaelse. Politik skal ikke være idealistisk, den skal ikke være baaret af ’ideer’, men af en menneskeforstaaelse. Og det er noget ganske andet. Livsforstaaelsen skal bevare modtageligheden – aabenheden. Der ligger i virkeligheden uhyre meget i den forskel mellem idealisme og livs- og menneskeforstaaelse.”

Man skal have et helt ualmindeligt dårligt gehør for den ideologi- og idealisme-kritik, der lå i tidens åndsliv i 1920’erne og 1930’erne i Danmark (og oppositionen i Tyskland), hvis man ikke fanger, at det at være en idealist – endda Europas største – ikke er noget adelsmærke, men tværtimod! For Løgstrup var idealismen den helt store modstander allerede fra begyndelsen af 1930’erne, så når han betegner Hitler på denne måde i sine egne notesbøger, kan det kun understrege, at der bestemt ikke var nogen fascination af hverken førerskab eller Hitler og ej eller nogen nazistiske sympatier. Der er således heller ikke noget at hente her, som Løgstrup burde tage afstand fra senere i forfatterskabet, som Pedersen ellers lader til at antyde, at han burde gøre.

Nu kender Esther Oluffa Pedersen næppe ovenstående citat, og dette er heller ikke i første omgang ment som en kritik af hendes disputats, som jeg ikke har læst. Men det er ment som en tydelig understregning af, at skulle man få den tanke, at Løgstrup måske havde et lille hamsunsk (eller værre) bankende hjerte for Hitler, førerskab og nazismen, så kan det meget klart afvises. Modsat mange andre intellektuelle i de år var Løgstrup tydeligt modstander af nazismen og Hitler – og det længe inden det begyndte at komme for dagen, hvor galt det kom til at gå.

Bjørn Rabjerg er ph.d. og adjunkt ved afdeling for teologi på Aarhus Universitet og daglig leder af Løgstrup Arkivet samme sted.