Hvordan kan vi bedst give en stemme til de kristne, som dagligt må leve i frygt for overgreb og forfølgelse? Paradokset er, at vi let ender med at svigte dem, hvis vi giver dem forkert og for voldsom opmærksomhed. Derfor må vi overveje, hvordan vi griber ind på en klog og strategisk måde.
Vi har brug for et mere velunderbygget og gennemtænkt forsvar for alle dem, som uretfærdigt og på grund af deres religiøse tro er blevet bragt til tavshed. Et sådant forsvar indebærer nogle faldgruber på vejen mod en seriøs, faktuel korrekt og upartisk forståelse af den komplekse virkelighed i Mellemøsten og andre områder af verden, hvor mennesker bliver forfulgt på grund af deres tro. Fejler vi her, risikerer vi at gøre mere skade end gavn.
Internationale kommentatorer har identificeret nogle faldgruber, som vi skal være opmærksomme på, når vi giver stemme til forfulgte kristne. Jeg vil pege på fem af dem:
Faldgrube 1:
Problemet med forfølgelse ignoreres. Et af de største problemer er, at forfølgelse af kristne ofte bliver ignoreret. Det har også været tilfældet i Danmark, men der er heldigvis sket ganske meget i de senere år, hvor der er kommet større politisk opmærksomhed på religiøst forfulgte, herunder forfulgte kristne.
Udenrigsministeriet har fået etableret et nyt kontor for tros- og religionsfrihed under ledelse af ambassadør Michael Suhr. Det er afgørende, fordi danske repræsentanter og diplomater dermed kan få den nødvendige specialviden, der skal til for at kunne arbejde for forbedringer.
Faldgrube 2:
Problemet overdrives. Mange fortalere for forfulgte kristne har en tendens til at overdrive ved at give upræcise oplysninger eller bruge upræcise betegnelser. I praksis er det vanskeligt at tilvejebringe præcise tal og evidensbaseret viden i det hele taget, når det gælder forfølgelse af kristne. Der findes heller ingen fælles definition af, hvad det i det hele taget vil sige at være ”forfulgt”. Derfor skal man være præcis med tal og begreber.
Faldgrube 3:
Ukritisk partiskhed. En stor del af den aktivistiske litteratur tager ukritisk parti for bestemt religiøse grupper, som favoriseres. For eksempel er det sjældent et tema, at kristne også selv bidrager til sociale spændinger og udviklingen af et fjendtligt forhold mellem et lands autoriteter og kristne mindretal. I det hele taget gør man klogt i altid at holde sig for øje, at virkeligheden ofte er langt mere kompliceret, end det umiddelbart kan se ud.
Faldgrube 4:
Forfølgelse af ikke-kristne bagatelliseres. Ethvert overgreb mod et menneske må betragtes som en krænkelse af det kristne syn på menneskets værdighed. Derfor er det afgørende, at kirken udøver fortalervirksomhed for alle forfulgte troende uden forskel. Alle forfulgte grupper har krav på opmærksomhed.
Derfor er det vigtigt at hjælpe forfulgte minoriteter til på tværs af religiøse traditioner at adressere uretfærdighed. Her kan vi sammen med lokale kirkepartnere spille en vigtig rolle i opbygningen af lokale og regionale netværk for minoriteter.
Faldgrube 5:
Overtagelse af forfølgernes retorik. Det gør livet vanskeligere for forfulgte kristne, når vestlige aktivister eller politikere anvender samme retorik og argumenter, som undertrykkende regimer. Disse regimer hævder ofte, at kristne – eller i de mindste visse grupper af kristne – ikke kan være loyale borgere, fordi de repræsenterer en fremmed kultur, som står i modsætning til værdierne i samfundet. Her gælder det om at holde fast i, at tros- og religionsfrihed er frihed for den enkelte, og at denne frihed er en umistelig individuel frihed.
Vi kan kun være troværdige og effektive fortalere for forfulgte kristne og andre religiøst forfulgte, hvis vi bryder tavsheden og formidler en seriøs, faktuel korrekt og upartisk fortolkning af virkeligheden. Det er en vanskelig opgave, men det er vores ansvar som samfund og kirke. Hvis vi svigter de religiøst forfulgte, svigter vi Kristus selv.
Thomas Bjerg Mikkelsen er leder af Menighedsfakultetet, formand for Evangelisk Alliance og medlem af Tænketanken for forfulgte kristne.