Hvad er på spil i Det Radikale Venstre? Jeg ved det. Svaret finder man i et digt fra 1932.
Digtet er en hyldest til den tyske teolog Karl Barth. Det handler om, hvordan et stort ”Guds Nej” kan afstedkomme et kæmpe ”Ja” til livet. Karl Barth var hovedinspirationskilde til den teologiske bevægelse Tidehverv, som ville redde Gud efter skyttegravene, og som fik afgørende indflydelse på dansk åndsliv og politik via et sammensurium af hjemlige inspirationer fra Kierkegaard, Grundtvig og det moderne gennembrud.
Dette digt bærer De Radikales konflikt i sig. Hvordan det?
Digtet er skrevet af Bodil Koch (1903-72), som sagt i 1932. Koch blev efter krigen socialdemokratisk kirkeminister og kulturminister, og hun var stærkt kvindepolitisk engageret. Hun var også teolog og desuden gift med Hal Koch, som selv var teolog og en slags dannelsesprins for centrum-venstre efter krigen, ikke mindst på grund af hans opfattelse af demokrati som en livsform med rødder hos både Sokrates, Jesus og Grundtvig.
Koch-ægteparret stiftede Krogerup Højskole, hvor de nye venstretidehvervske principper skulle udleves. Blandt lærerne var ægteparret Else og Mads Lidegaard, som var interesseret i Grønland, Grundtvig og mange andre ting. Kort sagt: toppen af poppen.
Der er altså en dyb forbindelse mellem Tidehverv og det moderne centrum-venstre som åndsbevægelse.
Else og Mads fik sønnerne Bo og Martin Lidegaard. Bo blev chefredaktør for den radikale avis Politiken, mens Martin blev decideret politisk aktiv hos de radikale. De to brødre voksede op på Krogerup Højskole, hvor Else og Mads boede og underviste i Bodils og Hal Kochs ånd. Ude i samfundet slyngede reformpædagogik og grundtvigianisme sig om hinanden.
Flere af Auken-folkene var også i omegnen, blandt andet Gunvor Auken, som var gift med Informations venstrefløjs-grundtvigianer Ejvind Larsen, og Margrete Auken. De var VS’ere og SF’ere. Også de var knyttede til Tidehvervs tankegods omkring den grundtvigsk-moderne Studenterkredsen, som havde eksisteret siden forrige århundrede som en slags motor for ”åndsfrihed”, der jo stadig er nævnt i folkeskolens formål. Og Svend Auken var vistnok også med i kredsen, selvom han ikke var teolog. Ida Auken skrev endda bogen ”Dansk” forrige år, hvor hun talte varmt om danske teologiske traditioner, og broderen, Sune Auken, skrev disputats om Grundtvig.
Tidehverv blev ganske vist spaltet i 1960’erne. Udbryderne blev til 1970’erne og 1980’ernes centrum-venstre. Løgstrup var iblandt dem. Det var kort sagt grundtvigianerne. De endte hos SF, Socialdemokratiet og De Radikale, og de fik en vis indflydelse på skolereformerne i 1975 og 1993 og på de folkelige bevægelser på venstrefløjen. Det var sekulariseret ånd. Det store Ja, men dog nej til EF. De tilbageværende tidehvervsfolk var Kierkegaard-folk, endda den sene Kierkegaard. De skabte Dansk Folkeparti. Her var det ”Nej’et”, der fik overhånd.
Martin Lidegaard og Ida Auken er altså ud af hele denne venstretidehvervske sammenhæng, som selv har rod i Tidehverv fra 1920’erne og videre tilbage til det grundtvigske i 1800-tallet.
Sidst denne sammenhæng markerede sig, var for et par år siden på Folkemødet. I Højskolernes Telt endte Sørine Gotfredsen og Ida Auken i den helt store forbrødring, mens klapsalverne rungede i flere minutter. For en kort stund samledes det gamle Tidehverv igen. Det var yndigt.
Fra 1990’erne voksede et teknokratisk opgør, som var præget af konkurrencestatstemaer, frem hos De Radikale. Det startede i det små med Uffe Elbæks deltagelse i Kompetencerådet og med Vestagers tid som undervisningsminister, men disse bevægelser blev i starten holdt i skak af Marianne Jelved, som jo var ud af den seminarietradition, som lå tæt på Koch, Lidegaard, Ole Vig Jensen og Auken. Partiet stemte da også imod den teknokratiske folkeskolereform i 2006. Men teknokratiet fortsatte i dybden hos cand.scient.pol.’en Morten Østergaard og hos hans cand.scient.pol.-væbnere Zenia Stampe og Sofie Carsten Nielsen, hvor traditionen var totalt fraværende. I forbindelse med diskussionerne af 2013-skolereformen, som var en forstærkning af 2006-reformen, var De Radikale da også fyr og flamme. Det var sørgeligt. Et politisk parti uden fortid og pædagogik kan ikke være politisk.
Bodil Koch tabte i den forstand stafetten i 2007 og endnu mere i 2013, hvor De Radikale blev til et banalt teknokratisk konkurrencestatsparti. Kvinden tabte til det ”feminine”. Få år senere røg Martin Lidegaard helt ud af ledelsen.
Det, der skete med Østergaards afgang, er blot, at teknokratiet har forstærket sig selv med en identitetspolitisk og nidkær regnskabs-feminisme som ledsager, hvor hele verden er fyldt med ond ”kultur”. Denne forstærkning kunne ikke bruge Østergaard til noget, så ud med ham. Så i stedet for teknokrati får vi feministisk teknokrati. Med ondt skal ondt fordrives. Det er en slags moderne gennembrud i en radikal forfaldsform, som kaldes for identitetspolitik og verdensmål og med åndstraditionen i Marianergraven. Det er et frontalt opgør med det historisk-poetiske, som elsker kønnenes og det sociale livs udtryksformer. Faktisk står Jens Rohde efter eget udsagn for en mere klassisk Brandes-linje, og med sin støtte til Lidegaard holder han jo også på Bodil Koch-linjen i den aktuelle sammenhæng. I sit Facebook-opslag den 15. oktober skriver han ganske vist, at Auken er tilhænger af ”den gamle udgave af Grundtvig”. Men det passer ikke. Hun tilhører den grundtvigske modernisme, som netop har indoptaget det moderne gennembruds dyder, det vil sige ånden fra Bodil Koch. Så snart han opdager det, får han det lettere.
Bodil Kochs stedfortrædere forsøgte for et par dage siden at stille op med Martin Lidegaard som alternativ til Carsten Nielsen, men scient.pol.-damerne fik kuppet ham ud af sideporten ved at kolportere nogle luftbårne rygter, sådan lidt a la pigegruppen i folkeskolen.
Men så svarede den virkelige prinsesse, Bodil Koch, igen, nu via Ida Auken, som i går – formodentlig i fuld forståelse med Jelved og Lidegaard – satte sit venstretidehverv/Hal Koch/seminarie-angreb ind på teknokratiet, endda i en nyfeministisk sprogdragt.
Man må da håbe, at Auken/Jelved/Rohde/Lidegaard vinder. Det er dansk essens mod identitetspolitisk teknokrati.
Hvad med partiets landsformand, Svend Thorhauge? Ja, han er splittet. Han er selv ud af højskoletraditionen, men var i sin studietid optaget af Niklas Luhmanns systemteori, som ledsagede de teknokratiske 00’ere, og som jo stod for et frontalopgør på den grundtvigske tradition. Derfor er han faktisk mest til Østergaard plus lidt skønsang efter min vurdering.
Bodil Kochs digt fra 1932? Jeg fandt det i Studenterkredsens blad fra maj 2020. Det vidner om en stadig og tavs struktur i landets politiske og åndelige liv. De centrale strofer lyder således:
Jeg læser en bog, en bog der ved,
at over alt dette står der skrevet et nej.
Guds nej over hver ting, jeg holder af.
Hver ting jeg holder af.
En bog der ved, at ud af dette nej
fødes et ja, som er det eneste.
Et ja til det umulige, det ikke-værende,
det ikke værende
som er.
Thomas Aastrup Rømer er lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet.
