Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Lektor: Journalister leverer urimelig kritik af Kristendemokraterne

Selv i Kristeligt Dagblad kritiseres Kristendemokraterne for ”at glide af” på visse spørgsmål. Kritikken er ikke rimelig, mener jeg – ikke set i relation til det, andre partier kan slippe af sted med, skriver lektor. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Jørgen Ravn Elkjær

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det provokerer journalister, at Kristendemokraterne ikke vil indpasses i deres ”blå blok”-”rød blok”-logik, som er egnet til at give politik et let forståeligt skær af en fodboldkamp, skriver lektor

Efter at have hørt en del valgudsendelser er min konklusion klar. Journalisterne har gennemgående en animositet og berøringsangst over for Kristendemokraterne, som de ikke har over for andre partier. Det provokerer dem også, at partiet ikke vil indpasses i deres ”blå blok”-”rød blok”-logik, som er egnet til at give politik et let forståeligt skær af en fodboldkamp.

Andre partier bliver ikke klynget op i timevis på, hvad der blev sagt for tyve eller fyrre år siden, uden at det aktuelle partiprogram kommer ind i samtalen.

Noget andet er, at meget af det, partiet stod for ved stiftelsen, måske ikke var så tåbeligt endda. Personligt ”skammer jeg mig som dansker”, når jeg efter passage af grænsen fra Tyskland til Danmark ad landevejen ser et dominerende skilt med teksten ”sex shop” som det første møde med Danmark. Det generer mig af æstetiske grunde, ikke moralske, og det syn må bekræfte en del udlændinges fordomme om Danmark. VKR-regeringens forslag på det punkt var i sin tid velbegrundet, ingen tvivl om det, måske kunne loven have været diskuteret lidt mere indgående og på den baggrund udformet, så danskere var blevet skånet for i årevis at blive betragtet som dybt provinsielle og ukultiverede i den stærke grad, som tilfældet var.

Jeg kunne nævne rigtig mange eksempler på reaktioner i udlandet og fra udlændinge, ulemperne ved den lov er der imidlertid ingen, som i dag bebrejder VKR-regeringens partier.

Et andet stort spørgsmål, som forbindes med Kristendemokraterne, går givet så tæt på mange mennesker, at det er svært at diskutere. Forslaget om rådgivning forekommer rimeligt under visse former, på den anden side skal rige personer og familier heller ikke på det punkt have et valg, som økonomisk mindrebemidlede ikke har, og vi skal under ingen omstændigheder hverken påføre kvinder skyld eller tilbage til ”fosterfordrivelse” udført af kvaksalvere i en baggård.

Selv i Kristeligt Dagblad kritiseres Kristendemokraterne for ”at glide af” på visse spørgsmål. Kritikken er ikke rimelig, mener jeg – ikke set i relation til det, andre partier kan slippe af sted med.

Den onde mekaniske er, at konkrete forslag har en tendens til at skabe mere uvilje end velvilje i vælgerhavet; måske af den grund er flere partier enten mindre konkrete eller direkte enkeltsagspartier – og de bliver efter prognoserne at dømme tydeligvis belønnet for det af vælgerne.

Det beklagelige er, at det koster tilslutning at være klar i mælet på mere end nogle få punkter. Det undrer mig, at i visse kredse anses Kristendemokraterne ofte for at være for verdslige eller direkte ugudelige. Synspunktet minder om ultraortodokse jøder, som ikke anerkender staten Israel, fordi den ikke er oprettet af Gud. ”Drømmen om det ideelle er det godes værste fjende”, lyder en kendt aforisme af relevans for det politiske liv.

I Kristeligt Dagblad skriver Mikael Wandt Laursen torsdag den 23. maj under overskriften ”Stem personligt. Den enkelte politiker er vigtig”, at man som vælger skal finde ud af, ”hvad den enkelte står for”.

Jeg har haft den fornøjelse af hilse på Stig Grenov fra Kristendemokraterne for nogle dage siden. Han arbejder hårdt for sagen – alt for hårdt, det er tydeligt. Han og hans venner har hjertet på rette sted, det er jeg ikke i tvivl om.

Derfor skal han og hans parti have chancen i Folketinget for at vise, hvad de kan. Lad ikke visse journalisters berøringsangst og fordomme om ”kristne” afspore den mulighed.

Jørgen Ravn Elkjær er lektor, cand.polit. og ph.d.