Danske islamforskere må føle sig trængt, når de kalder endnu en hirdmand til hjælp i et forsvar for forskning i tidlig islam ved danske universiteter. Min kollega lektor Martin Riexinger ved arabisk- og islamstudier ved Aarhus Universitet har sammen med professor mso Thomas Hoffmann og adjunkt Johanne Louise Christiansen begået en kronik den 27. april rettet mod min kritik af dansk forskning i tidlig islam.
Som professor Skovgaard-Petersen, der var den første til at tage til genmæle mod sognepræst Morten Rydals kritik af dansk forskning i tidlig islam, gælder det Riexinger. Han har ikke selv bedrevet forskning i tidlig islam, så hvad hans bidrag består i, forstår jeg ikke – men måske skal talmajestæten være garant for substansen i argumentationen. De mener, jeg uddeler ris og ros til dansk islamforskning. Dér tager de fejl. Jeg forholder mig til et problem, som det vil være befordrende at drøfte i stedet for at infantilisere debatten til et pro et contra personer. Som Hoffmann at miskreditere Rydals svar til Skovgaard-Petersen som en ”sviner” siger vist alt.
Enhver, som læste min kronik, ved, at jeg ikke drog eksistensen af Muhammed i tvivl, men jeg pointerede forskellen mellem den historiske Muhammed og senere mytologisering. Det samme gælder Jesus. Både den historiske Muhammed og Jesus er chifrer, som vi stort set ingenting ved om. Kilderne er mange, men de er senere og gennemideologiserede mytologiseringer, der ikke kan anvendes til historisk rekonstruktion af Muhammed eller Jesus. De siger primært noget om deres egen tid. Det har islamforskningen længe vidst, hævder mine kolleger, men hvorfor bruger de så i både undervisning og forskning inddelinger som mekkanske og medinensiske suraer og placerer dem i tid som tidlige eller sene?
Ingen gammeltestamentlere bruger overskrifterne om David til Davidssalmerne og lægger til grund for en kronologi. De er del af en mytologisering, der skal forankre teksterne i tid og rum. De har intet med den historiske baggrund for salmerne at gøre. Her forekommer mainstreamforskning i tidlig islam forbløffende naiv, sådan som også en række af de islamforskere, jeg henviste til, argumenterer.
Om Sean Anthonys nye bog bliver jeg belært, at den skulle jeg ikke have henvist til, for de tre kronikører har lært af Skovgaard-Petersen, at Anthony ikke er revisionist. Måske de vil gøre sig den ulejlighed at læse hans bog. Så vil de se, at han bekender sig til et revisionistisk paradigme trods drøftelsen af Sira-Maghazi-litteraturens potentiale til at sige noget om den historiske Muhammed. Man skal vist være islam-forsker for at bruge revisionisme som skældsord. Allerede i 1917 skrev den tyske nationaløkonom og sociolog Max Weber, at al videnskab står og falder med revisionisme, nemlig i evnen og viljen til løbende at revidere eksisterende viden, og da især den forudfattede.
De nævner tre lærde forskere fra det 19. og 20. århundrede. Glimrende – men problemet er et andet. Hvorfor har vi ikke en tekstkritisk version af koranen, som man har af den hebraiske bibel, den græske, og Det Nye Testamente? Er det, fordi der kun er én koran, eller at der i forskningen har været og er en træghed i brug af helt grundlæggende historisk kritik, som man kender det inden for bibelforskningen? Jeg spørger blot.
Anders Klostergaard Petersen er lektor, Aarhus Universitet,.