”DER ER INTET HÅB for mit liv. Mit liv er overstået. Jeg lever kun for, at mine børn kan få en fremtid.”
Sådan sagde en udpint patient for nylig i vores behandlingscenter. Han havde i årevis kæmpet med ar fra krigstraumer uden at få tilbudt den nødvendige hjælp. Det eneste, som fik ham op af sengen om morgenen, var hans børn. Hans historie er langtfra enestående.
Op mod en tredjedel af alle flygtninge i Danmark kæmper dagligt med traumer, men det er langtfra alle, der får adgang til den behandling, de har brug for. Og de, der gør, skal vente alt for længe på den. Vi har i et nyt studie undersøgt fem danske centre, der behandler traumatiserede flygtninge, og resultatet er enormt nedslående. 80 procent har været udsat for tortur, og der går i gennemsnit omkring 15 år fra deres ankomst til Danmark, til de overhovedet kommer i behandling.
Det er uacceptabelt, at mennesker i Danmark skal gå i så mange år med ubehandlede fysiske og psykiske traumer, som ødelægger deres funktionsevne og værdighed. Hertil kommer, at ubehandlede traumer er en meget stor barriere for uddannelse og inklusion på arbejdsmarkedet.
Traumatiserede flygtninge døjer ofte med varige skader, depression, posttraumatisk stress, angst, søvnbesvær og social isolation. Læg dertil somatiske symptomer som hjertebanken, smerter og ubehag. Mange kæmper en daglig kamp blot for at holde tilværelsen ud.
Rigsrevisionen har påpeget, at mens 51 procent af flygtningene er registreret med psykiske problemer i asylfasen, så har kommunerne kun modtaget oplysninger om psykiske problemer for fem procent af dem, når de ankommer i kommunen. Mange bliver altså screenet, men et sted i processen bliver disse mennesker tabt på gulvet. Desuden ser vi ofte, at læger og kommunale sagsbehandlere mangler forståelse for de fysiske og psykiske konsekvenser af disse menneskers traumer.
DER ER BEHOV FOR EN KONKRET politisk handlingsplan fra regeringen.
For det første bør alle flygtninge igen få tilbudt en straks-screening for tortur og traumer senest fire uger efter ankomsten i kommunen.
For det andet må der sikres den fornødne kapacitet, så ingen skal vente mere end tre måneder på specialiseret behandling for traumer.
For det tredje skal frontpersonalet i kommuner og regioner klædes bedre på til at løfte opgaven, så de kan bidrage til både effektiv opsporing af traumer og god håndtering af diagnosticerede traumeramte familier.
For det fjerde er der brug for udvikling af specialiserede behandlingstilbud til traumeramte familier. I flygtningefamilier, hvor begge forældre kæmper med ptsd, har børnene 75 procent større risiko for at havne i behandling i den offentlige psykiatri, før de fylder 18 år, end børn af flygtninge, som ikke har ptsd. I familier med traumatiserede forældre er der ofte et højt niveau af vold. Børnene er i større risiko for radikalisering eller for at havne i en kriminel løbebane.
Den udvikling skal vi bremse, og vi har i vores arbejde set flere eksempler på, at det sagtens kan lykkes. Vi gør klogt i at løfte opgaven nu, så ingen traumatiserede flygtninge skal gå ubehandlet med store sociale, økonomiske og menneskelige omkostninger til følge. For traumatiserede flygtninge læger tiden ikke alle sår – tværtimod bliver de kun værre.
Rasmus Grue Christensen er direktør i Dignity – Dansk Institut Mod Tortur, og David Oehlenschläger er psykolog og leder af Dignitys rehabiliteringsafdeling.