Denne artikel er en del af serien "De nye ældre". Få en mail hver gang, der udkommer en ny artikel i serien, ved at skrive dig op her.
I 1967, da jeg gik i 4. klasse, fik min storebror Beatles-lp’en ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” i julegave. Den med Paul McCartneys ”When I’m Sixty Four”. Eftersom jeg endnu ikke havde engelsk, måtte min storebror forklare, at den handlede om at elske den samme, selvom man blev 64 år og tyndhåret. 64 år… en fjern og ubegribelig alder, men melodien var god, og Paul McCartneys øjne fik mit 10-årige hjerte til at blafre, så jeg hørte den igen og igen.
Jeg hører den stadig gerne, men nu tilsat en del synkebevægelser. For lige rundt om hjørnet fylder jeg selv 64 år. Hvilket er endnu mere ubegribeligt i betragtning af, at det mellemliggende halve århundrede føles som et klip i en af den slags film, hvor en gammel og grå hovedperson tænker tilbage.
Jeg føler mig hverken gammel eller grå, selvom mit hår for mange år siden passerede stadiet ”grå stænk”, og knæene dagligt minder mig om, at det nok var en god idé at indtage lidt færre kalorier.
I det store hele fungerer maskineriet dog. Langt bedre end hos mine forældre, da de var i samme alder.
Hvor jeg netop har planlagt årets strømløse cykelferie i de sydfynske alper, havde mine forældre i samme alder overgivet sig til slumretæppe og busrejser. Min far blev tidligt ramt af Parkinsons sygdom, og som 64-årig var min mor mere sygeplejerske end hustru. Det var så også det, hun havde uddannet sig til som ung, men ikke praktiseret siden brylluppet i 1952. ”When I’m Sixty Four” kan tage mange former.
Jo ældre, jeg bliver, des mere ondt gør det at tænke på, hvordan mine forældres liv nærmest gik i stå ved de 60 år, og at ingen af dem blev nær så gamle som deres ophav. På nær min morfar, hvis hjerte stoppede midt i en krydsogtværs i en alder af 72 år, blev mine bedsteforældre mellem 90 og 100 år og var åndsfriske til det sidste. Til trods for, at de levede størstedelen af deres liv før 1960’ernes overflod. Eller måske netop derfor?
Under researchen til min seneste bog om ”Jutlandia”-ekspeditionen slog det mig, at mange af deltagerne, der var jævnaldrende med mine forældre, døde for tidligt. Især lægerne, men også en del sygeplejersker. Det ligger lige for at tænke rygning, alkohol og nem adgang til medicinskabet. Min mor skød altid skylden for sin livslange afhængighed af sovepiller på ungdommens mange nattevagter.
På ”Jutlandia” tyede de også til sovemedicin. Det var udbredt praksis, og hvordan ellers redde sig lidt søvn under otte dages nattevagt på et støjende skib? På billederne fra skibets salon hænger røgtågerne tæt under loftet, ligesom der blev drukket ganske meget. Eller som en sygeplejerske noterede i sin dagbog ombord: ”Vi lever et hårdt liv på ’Jutlandia’.”
I dag ville alle advarselssignaler have blinket rødt, men det gjorde de ikke dengang. ”Jutlandia” var en spejling af den tids måde at håndtere psykisk pres. Man stod det igennem med smøger og sjusser. Først senere meldte regningen sig med nedbrudt helbred og tidlig død. Det kender jeg også i min egen branche, især blandt ældre kolleger i mine tidlige journalistår. For tidlig død blev nærmest et kendemærke for dem, der var unge under Besættelsen og i de første efterkrigsår.
Men hvad med mig selv? Hvorfor føler jeg mig langtfra færdig som 64-årig og er fortsat i relativt god form? Det er der ikke nogen entydig forklaring på. Jeg rører mig uden tvivl for lidt, men ryger ikke og har det, man kalder et afslappet forhold til alkohol, hvilket vil sige et dagligt glas vin til maden. Om sommeren bruger jeg megen tid på haven og golfbanen, men om vinteren – og da særligt i dette corona-år – fylder Netflix for meget.
Nogen sundhedsapostel er jeg med andre ord ikke – faktisk siger de 12 bibelske af slagsen mig væsentligt mere end dem på hylderne for selvhjælpslitteratur. Jeg går jævnligt i kirke og er med i en læsegruppe, der på skift læser teksterne fra Det Gamle Testamente. Om man holder sig ung af det, aner jeg ikke, men begge dele kan anbefales.
Grundlæggende har jeg fået en god start på livet. En stabil opvækst uden skilsmisser, arbejdsløshed og uventede dødsfald. Med forældre, der begge arbejdede i den lille familievirksomhed og i et nærmiljø, hvor alle kendte alle og fulgte med i hinandens liv. På godt og ondt, men dog mest det første. Jeg er et produkt af en tid, hvor de familiebårne erhverv udgjorde en grundpille i samfundet, og det er ikke nogen dårlig ballast, når man som jeg er sin egen arbejdsgiver. At klare sig som solist i medieverdenen kræver købmandskab, omstillingsevne og selvdisciplin, og det har jeg fået med hjemmefra.
Afgørende er selvfølgelig også de uddannelsesmuligheder, der blev min generation til del. Vi, der voksede op efter væg til væg-udrulningen af centralskolerne og gymnasierne, fik et forspring i forhold til dem, der blev født blot 10 år tidligere, og både min bror og jeg blev kraftigt tilskyndet til at gøre brug af hele pakken. Jeg kunne godt være blevet journalist uden studentereksamen, men har altid været glad for, at jeg tog den.
Det gjaldt ikke mindst, da jeg for 10 år siden realiserede en drøm om at læse en kandidat i historie og kulturformidling. Det var bare at sende ansøgningen, så var jeg eksamensnummer 310638 på Syddansk Universitet. Hvilket jeg klart kan anbefale alle over 50 år, som drømmer om at gøre noget for sig selv, hvis der er luft i økonomien og familielivet til det. Det ryster posen på øverste etage, og jeg følte aldrig aldersforskellen til mine medstuderende som et problem.
Til at begynde med undrede jeg mig ganske vist over, hvordan de magtede at tage notater, surfe på eBay og række hånden op under forelæsningerne, når jeg havde nok at gøre med at fange lingoen, men til gengæld havde jeg nemmere ved at skære opgaver til – og skille skidt fra kanel. Det første er der en del af i den akademiske verden. Desuden udjævnedes ethvert tilløb til generationskløft, når kantinen serverede tarteletter med hønsefyld.
Efter årtier med yngelpleje og et for hidsigt hamsterhjul, som på et tidspunkt sendte mig til tælling med en stressudløst depression, var studiet ren con amore. Og at gennemføre det nærmest som en genfødsel. Men desuden tjente det et karrierefremmende formål. Jeg var som 51-årig debuteret som forfatter til kulturhistoriske bøger og tænkte, at en kandidat på cv’et ville gøre det nemmere at få historiske institutioner i tale om fælles formidlingsprojekter. Strategien virkede: Jeg har siden lavet flere bøger i samarbejde med museer og historikere.
Ville jeg kunne gøre det samme i dag? Det føler jeg mig ret sikker på. Jeg har det ganske vist med at glemme navnet på ”ham, der spiller den du ved nok i den der film, som jeg ikke kan huske navnet på”, men det gør de fleste over 60 år. At tage nyt stof ind har jeg derimod ingen problemer med, og det skal da udnyttes.
Jeg har derfor ingen planer om at stoppe med at arbejde foreløbigt. Mit arbejdsliv er også mit hjemmeliv, men først og fremmest min passion.
Jeg føler mig dybt privilegeret ved at have fået en ny karriere som forfatter og foredragsholder i en forholdsvis sen alder, men uden at skulle stræbe efter tinderne – og ved siden af glæden ved at følge en voksende flok børnebørn. Det er ren bonus.
Heldigvis har min mand det lige sådan. Han har gang i så mange projekter, at pensioneringen er sat på standby, og det er faktisk befordrende for parforholdet. Vi løber aldrig tør for samtaleemner.
Så mon ikke, det er på tide, at Paul McCartney komponerer et nyt hit med titlen ”When I’m Seventy Four”?
Helle Juhl er journalist, forfatter og foredragsholder.