Ikke alle kvinder i Danmark høster frugterne af rødstrømpernes kamp om ligestilling og retten til egen krop. Det er et faktum, som vi med medmenneskelige øjne ikke kan være bekendt at ignorere, ligesom vi med samfundsøkonomisk indsigt bør gøre op med konventioner, som er begrænsende for kvinder i visse grupperinger.
”Kvindernes internationale kampdag” er en titel, som nærmest kan karakteriseres som et manifest. Ligestilling og lige rettigheder for kvinder. En selvfølge, tænker flertallets Danmark, men som ordlyden i ”kvindernes kampdag” antyder, så har det været en kamp, der har kostet blod, sved og tårer. Der er behov for den årlige markering, der er behov for denne påmindelse, da visse ting aldrig må gå i glemmebogen. Kampen er dog slet ikke begyndt for mange af vores kvindelige medborgere, og vi med overskud og historien med i rygsækken, skal alliere os og gå arm i arm med kvinderne. Ingen må lades i stikken uanset køn, religion eller kultur, for ligestilling er et menneskeligt krav og en betingelse for at indgå i fællesskabet.
På trods af at vi i Danmark mener, at ligestilling er en selvfølge, oplever vi samfund i samfundet, hvor uformelle regler definerer livet. Manglende frihed til at definere eget liv forværres ved en eksklusion fra det danske fællesskab. Hvis netværket er reduceret til at være medlemmer med konventioner om kvinden som underlagt manden, er det svært og næsten umuligt at løsrive sig. Der er brug for en stærk håndsrækning, der kan provokere, informere og tage om.
Selv har jeg kæmpet. Hårdt. Jeg er stærk, men uden hjælp fra de mennesker, som jeg mødte på min vej, var det aldrig lykkedes mig at bryde fri af de fængslende socialt-kulturelle lænker og udfordringer, som forhindrede mig i at være et frit menneske og interagere med det øvrige samfund. Jeg var hverken blevet maskinmester eller forfatter. Nu, hvor jeg står på den anden side, har jeg flere gange hørt kolleger og venner, mænd såvel som kvinder, ytre ordene: ”Jeg har kæmpet for det, så det må andre også gøre.” Nej, kære venner. Husk næstekærligheden. Hvis vi oprigtigt ønsker fuld ligestilling, bliver vi nødt til at kæmpe sammen og for hinanden. Tænk i stedet: ”Jeg har kæmpet for det, så det bliver lettere for andre at gøre det samme.” Vær stolt og gavmild og del ud af dit overskud. Lad os benytte mangfoldighedens fulde potentiale og ubrugte ressourcer til at styrke og berige samfundet, som vi alle sammen er en del af.
Hvis vi skal lykkedes med at opnå fuld ligestilling, skal vi, der har de bredeste skuldre, invitere flertallet med til at løfte de samfundsmæssige opgaver. Alle har krav på at deltage på lige fod, og Danmark har brug for os alle.
Ahmad Mahmoud er forfatter og debattør.