Flemming Møldrup: Måske får Mick Øgendahl rent faktisk flere til at læse

Per Øhrgaard leverer den sædvanlige sang om, at litteratur kun må behandles af eksperter og dem, der ved noget om den, skriver Flemming Møldrup

”Måske det bare er den sædvanlige sang om, at litteratur kun må behandles af eksperter,” skriver Flemming Møldrup (th.) om kritikken af Mick Øgendahl (tv.) og litteratur programmet ”Øgendahl og de store forfattere”.
”Måske det bare er den sædvanlige sang om, at litteratur kun må behandles af eksperter,” skriver Flemming Møldrup (th.) om kritikken af Mick Øgendahl (tv.) og litteratur programmet ”Øgendahl og de store forfattere”. . Foto: Agnete Schlichtkrull/DR og privatfoto.

I avisen i fredags kritiserede Per Øhrgaard DR’s nye litteraturprogram ”Øgendahl og de store forfattere” i sin eftertanke ”Det kulturløse Danmark”.

Jeg er bange for, at ”Øgendahl og de store forfattere” inspirerer flere nye læsere til at komme i gang med at læse bøger (hvilket jeg tænker er en præmis for programmet), end Per Øhrgaards idé om et specialiseret litteraturprogram for dem, der allerede elsker litteratur og allerede læser mange bøger. Og som allerede har masser af litteraturdækning i aviser og radio. Sådan en boglæser som for eksempel Per Øhrgaard.

Jeg tænker ikke, at Per Øhrgaards idé om litteratur på tv for eksempel ville få min 10-årige datter til at stille nye spørgsmål om H.C. Andersen og Dan Turèll – og ikke mindst begynde at læse lidt Tove Ditlevsen og ovenikøbet være glad for det. Eller få skoleklasser over hele landet til at kaste sig med fornyet interesse over de forfattere, der portrætteres i programmet.

Så måske det hverken er seerne eller programmet, der er dumt.

Måske det bare er den sædvanlige sang om, at litteratur kun må behandles af eksperter og dem, der ved noget om den, måske er det den holdning, der er dum.

Og måske, og bare måske, er der både plads til og brug for begge former for formidling, hvis der skal rekrutteres flere og nye læsere. Leg lidt med den tanke. Jeg synes slet ikke, den er så dum.

Flemming Møldrup er livsstilsekspert, børnebogsforfatter og tidligere vært på DR K’s bogprogram ”Vild med bøger”.