Prøv avisen
Debat

Hans Hauge: Filosof påstår uden belæg, at Løgstrup var for glad for nazismen

På billedet ses K.E. Løgstrup (1905-1981). Filosof mener i ny bog, at Løgstrup havde en fascination af ”Førerskab”, det vil sige Hitler. Det er en grov mistænkeliggørelse, skriver Hans Hauge. – Arkivfoto.

Hans Hauge

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er en grov mistænkeliggørelse, at K.E. Løgstrup skulle have været alt for glad for nazimen, skriver lektor Hans Hauge om en ny disputats fra RUC

En filosof fra RUC, Esther Oluffa Pedersen, har fået udgivet en ”let” bearbejdet udgave af sin disputats, som blev forsvaret i 2019. Den har en lang titel:

”Fremkaldte kulturrum: Diskussioner om demokrati og diktatur, humanisme, ansvar og videnskab i tiden omkring Anden Verdenskrig.”

Hun diskuterer deri de ”intellektuelle”, som hun kalder dem, der skrev om de nævnte emner. Hun indleder med en påstand om, at det er ”selvindlysende”, at demokrati og humanisme er ”væsentlige danske kulturværdier”.

Kort efter skriver hun det modsatte; at disse værdier ikke er selvindlysende. Det var de heller ikke 1930’erne, siger hun. Altså ligner vor tid 1930’erne. Især er der i dag ”brydninger om humanismens værdi”, og de peger tilbage på mellemkrigstiden.

For partier fra Socialdemokratiet over Venstre til Dansk Folkeparti er demokrati og humanisme ikke selvindlysende. ”Vi begynder igen at stille spørgsmål til en grundlæggende humanistisk forståelse,” og dette ”vi” er således alle partier på nær venstrefløjen.

Esther Oluffa Pedersen skriver, at ”der stod storm” om demokratiet i 1930’erne. Ja, det gjorde der jo. Der var også kritik af humanismen, men den kritik var ikke dengang begrundet i et ønske om at sikre danske værdier mod flygtninge og indvandrere, sådan som tilfældet er i dag. Hermed kan enhver vist se, hvilket politisk projekt hun har.

Hun diskuterer indledningsvis debatten om demokrati kort efter krigen, og hun omtaler de samme personer og debatter som for eksempel Henning Fonsmark i ”Historien om den danske utopi”, som hun ikke henviser til. Hun har et specielt syn på humanisme, som hos hende også betyder ”humanistiske videnskaber”. Det er ikke et udtryk, man ellers bruger. Man siger ofte humaniora. Meningen er vist nok, at når man læser for eksempel dramaturgi eller fransk på et universitet, er man som humanist også automatisk demokrat.

En af hendes helte er den klassiske filolog Franz Blatt, som var professor i Aarhus indtil 1972, mens jeg læste. Hans kone, Thora Blatt, havde jeg som lærer. Hun blev ansat på RUC, og det blev ikke nogen succes. Hun var ekspert i dramaet før Shakespeare, men den slags humanistisk videnskab satte de ikke pris på på RUC. Hun blev i 1973 sat til at lede grupper om bevidsthedsformer, hvad hun protesterede imod.

Den form for humaniora eller filologi, som Blatt-parret repræsenterede, er i dag helt forsvundet. Og mon det er deres form for humanisme, som hun vil tilbage til? En anden ”helt” er en anden klassisk filolog, Carsten Høeg, der var fortaler for et elitedemokrati.

En stor del af afhandlingen handler om teologi, men det er for hende tydeligvis en helt fremmed verden. Hun tildeler således Søren Holm, der var professor i systematisk teologi i København, en central rolle, men hun ved intet om hans status i den teologiske verden. Hun skriver frejdigt om K. Olesen Larsen, som hun benævner Kristoffer Olesen Larsen, ganske som hun konsekvent omtaler K.E. Løgstrup som Knud Eiler (han hed Ejler) og Poul Georg Lindhardt.

Det er en detalje, der virker morsom, men det viser hendes manglende fortrolighed med disse skikkelser. Hun har også meninger om biskop Chr. Baun, som, siger hun, var biskop i Viborg Stift, det vil sige over, og om de første kvindelige præster, hvor hun dog glemmer Maren Sørensen.

Bogen har en pseudo-tese om, at det var kampen mellem Luther og katolikken Erasmus, der udspillede sig i 1930’erne. Teologer som Hal Koch og Løgstrup kæmpede mod humanismen, fordi de var kristne. Men er det mon den Erasmus, der fastholdt, at Kristus døde på korset for os, som hun tænker på? Næppe. Det er den Erasmus, som findes i Stefan Zweigs roman om ham fra 1934, hvor Erasmus er kosmopolit og europæer.

Det ubehageligste ved bogen er hendes anklage mod Løgstrup for at være alt for glad for nazismen. Hun påstår, at Løgstrup i 1930’erne og 1940’erne havde skrevet tekster, som han efter krigen fandt ”prekære og ubelejlige”.

Det har hun intet belæg for, at han mente. Hvad var prekært og ubelejligt? Det var tre aviskronikker, som han i 1936 havde skrevet om Heidegger som ”nazismens filosof” og om, at Hitler ikke var diktator, men fører. Og disse kronikker udtrykte ”forholdsvis gængse borgerlige intellektuelle holdninger i 1930’erne”. Det var altså gængs i borgerlige kredse at udvise sympati over for nationalsocialisme og Hitler. Det lyder som kommunistisk propaganda fra 1930’erne. Og det er det også.

Hun skriver, at i 1930’erne var Løgstrup ikke nogen kendt person, hvilket er sandt nok, men efter krigen blev han. Han blev først kendt, skriver hun, da han havde udviklet sig bort fra sin ”fascination af ’Førerskab’”. Han ”forbigik” sine tidlige ytringer i ”tavshed”. Der var heller ikke nogen, der ”konfronterede ham med disse tekster”. Og endelig påstås det, at disse tekster fra mellemkrigstiden ikke blev en del af ”diskussionen af Løgstrups senere teologisk-filosofiske forfatterskab”.

Nu endelig kan filosoffen fra RUC konfrontere os med disse tekster og afsløre hans fascination af ”Førerskab”, det vil sige af Hitler, hvad hun ikke skriver, for det ville trods alt være for plat.

Kort sagt: Hun mener, at Løgstrup skjulte noget. Det er en grov mistænkeliggørelse. Det er sandt, at Løgstrup ændrede mening. Han ophørte med at være tidehvervsk. Han blev tidehvervsgrundtvigianer påvirket af Kaj Thaning, som ikke er med i Pedersens bog. Ham kender hun ikke.

Løgstrup burde have ”taget stilling til sine tidligere holdninger til Heidegger, nazismen og ’Førerskabet’,” skriver hun. Hvad i alverden mener hun? Skulle Løgstrup have sagt undskyld? Og hvad var Løgstrups holdning til nazismen i 1930’erne? Hun aner det ikke.

Hun antyder, at han var smittet – ”fascineret”, som hun siger – men inden da skal det siges, hvad hun ikke gør, at Løgstrup var gift med en kvinde, Rosemarie Pauly, der var klassificeret som ”Halbjüdin”, hvis familie var forfulgt, og hvoraf nogle døde i en koncentrationslejr. Den slags hører vi intet om hos Pedersen. Så hvad var mon Løgstrups holdning til nazismen? Det siger næsten sig selv. Men nu er Løgstrup mistænkeliggjort af den ”humanistiske videnskab”.

Hans Hauge er lektor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet.