De to aarhusianske emeritusser, Svend Andersen og Hans Hauge, ønsker at beskytte den tolkning af K.E. Løgstrup, som de har brugt et helt liv på at bygge op. De er gamle nok til at have kendt Løgstrup personligt, og de er præget af det billede, som Løgstrup omhyggeligt havde skabt af sig selv. Det skal de jo have lov til.
Deres angreb på Esther Oluffa Pedersen bygger imidlertid på fuldstændig grundløse påstande, forvrængede citater og på aldeles ubeføjede anklager om ”uredelighed”.
Forudsætningen for en akademisk samtale er, at man kan gengive sin modstanders synspunkt retvisende, og det evner hverken Andersen eller Hauge. Deres beskyldninger falder direkte tilbage på dem selv. Og hvis Hauge synes, at det lyder som noget fra skolegården, kan han tage det som et vink.
Hvad angår substansen i sagen, kunne læserne i fredagens avis heldigvis se dokumenteret, hvad Løgstrup faktisk skrev om Heidegger og nazismen i 1936. Denne kronik skal naturligvis læses i sin kontekst og ses i lyset af, hvad Løgstrup ellers skrev på samme tid.
At læse hans øvrige offentliggjorte arbejder fra samtiden kan føre et stykke af vejen til at forstå Løgstrup, før han blev løgstrupianer.
Sandheden er imidlertid, at vi ved relativt lidt om, hvad han mente og især gjorde før 1945 i forhold til, hvad vi kunne vide. De biografier, der indtil videre er skrevet om ham, bygger i overvejende grad på de små erindringsskitser, som han selv udgav, og ikke mindst den fortolkningstradition, der bygget op i de aarhusianske mindestuer.
På Rigsarkivet i København ligger Løgstrups velordnede privatarkiv med langt over 100 arkivpakker, herunder 30 pakker med breve. Bortset fra et udvalg af brevene til Hal Koch, som senest er udgivet på forlaget Klim, er dette arkiv så godt som uudnyttet.
Om ikke andet kunne denne debat tjene som anledning til, at vi fik den første videnskabelige biografi om K.E. Løgstrup baseret på det foreliggende kildemateriale.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie, Københavns Universitet.