FORLEDEN STØDTE JEG på historien om en dame, der engang i 1970’erne gik rundt i den rumænske hovedstad, Bukarests, gader med en åben paraply – på trods af at der var høj sol og skyfri himmel. Da en tilfældig mand udbad sig en forklaring på hendes adfærd, svarede hun: ”Fordi det regner i Moskva.”
I en vis forstand var Rumænien i kommunismens tid jo styret fra Moskva, men ligefrem at lade sin adfærd diktere af vejrforholdene i en fjerntliggende by frem for af forholdene dér, hvor man faktisk befinder sig, er vel at gå til yderligheder.
Måske var det en absurd protest imod det kommunistiske tyranni? Eller omvendt en situationistisk støtteerklæring til Moskva? Måske var hun bare ikke helt velforvaret. Hvem ved? Det melder historien ikke noget om.
Men der findes måder at tænke og agere på, som forhindrer os i at tage bestik af vores egen virkelighed. Og det er farligt. For hvordan skal man så orientere sig? Virkeligheden er der jo, om man vil kendes ved den eller ej. Enten regner det, eller det regner ikke. Det er ikke noget, jeg ved min tankekraft kan bestemme. Derom er vi vel enige.
MERE UFARLIGT VAR DET, da jeg søndag morgen, hvor temperaturen her ved Viborg som i hele Danmark var nået op over de 20 grader, besluttede mig for i det dejlige sommervejr at køre ind til Viborg Tennisklub, hvor medlemmer, som er uden fast makker, plejer at mødes til et slag ”søndagformiddagstennis” – en sportslig sammenkomst, jeg som klubmedlem ofte er forhindret i at deltage i, da jeg på det tidspunkt som regel er på arbejde.
Jeg var imidlertid eneste fremmødte, og det undrede mig såre, for kunne man forestille sig bedre tennisvejr? Det gik så op for mig, at sæsonen var dekreteret tilendebragt den 1. oktober, og at vi rent officielt nu befandt os i vinterhalvåret. Problemet var bare, at det jo var sommer.
Ganske vist var skoven falmet, og da jeg i går gik mig en tur langs Flyndersø ved en af Danmarks hengemte og mest pragtfulde oaser, nemlig Sevel, kunne jeg nyde det skønne syn af rødbrune farver i solglansen mild, men det var immervæk sommer- og badevejr og da helt sikkert tennisvejr.
Men ak, sådan bliver man forvirret af løvfaldssommeren: Der er noget, der ikke hænger sammen. Skal man følge vejret eller kalenderen? Skal man for at blive oplyst om vejret læse vejrudsigten, eller skal man kigge ud ad vinduet? Skal man rette sig efter virkeligheden eller efter Moskva?
Når Gud lader sin sol bage hedt midt i oktober, over retfærdige såvel som uretfærdige, bedsteborgere og afvigere, hvem er vi så til at sige, at Gud burde følge kalenderen? Bør man ikke med kyshånd tage imod og glæde sig over undtagelsen? Er det ikke en trøst, at Gud om ikke andre gør, hvad der passer ham? Det er lige før, det ville være gudsbespottende at gå rundt i efterårsfrakke og med paraply, blot fordi vi er godt inde i oktober. Det skal man da også være lettere excentrisk for at ville insistere på.
JEG HAR LIGE LÆST den tyske jurist Carl Schmitts lille bog ”Politisk teologi”. Man skal et godt stykke ind i denne retsfilosofiske tekst for at begribe, hvorfor den efter titlen at dømme skulle dreje sig om teologi. Der gives for Schmitt en udvikling af magt- og suverænitetsbegrebet i den europæiske retstænkning, der svarer fuldkommen til udviklingen af gudstanken. I takt med den naturvidenskabelige verdenstilgang og de liberale demokratiers fremvækst skrider historien frem i en negation af enhver undtagelse, for denne udgør en magt, som juraen i sidste ende ikke formår at dominere.
Der er altid en reel magt hinsides den legale, som kan tilhøre den, som kan definere, hvornår der er tale om en undtagelse. Denne magt tildeler Jesus tydeligvis sig selv i evangelierne.
Undtagelsen som det gode, regeltænkningen af al magt vil forhindre, er i flere henseender også historien om Jesus, der igen og igen mødes med kravet om at indordne sig under regler. Han bøjer sig dog ikke det mindste, men fortsætter kompromisløst med at udleve undtagelsessituation, hvilket koster ham livet. Kampen imod regelrytteriet formulerede han selv således: Sabbatten blev til for menneskets skyld og ikke mennesket for sabbattens.
Hans liv blev ikke langt. Hans lykke var ham vel end ikke et relevant spørgsmål; men livet turde han give bort, fordi han vidste, at han ikke kunne miste det. Så intimt var hans forhold til livets kilde. Han var undtagelsen. Det er mildest talt ikke en intimitet og overbevisning, vi andre har fornøjelsen af. Vi kan kun dele den ved at anerkende ham som Herre. ”Livet er langt, lykken er kort; salig er den, der tør give det bort.”
DET KAN SYNES en smule overfacetteret i så kort en tekst at ville tumle rundt i både tennis, sommervejr, Carl Schmitt, Jesus og Kim Larsen. Lad det være en ren undtagelse.
Men sådan lød det såmænd sidste søndag meget apropos i Vroue Kirke ved Viborg, hvor vi også oplevede en undtagelsessituation. Der var fællessang til minde om Kim Larsen. Kirken var mere fuld end til juleaften og konfirmation, og det er jo glædeligt, men ikke forudsigeligt, for skal man improvisere og undtagelsesvis stable noget på benene med meget kort varsel, er det ikke til at sige, hvor mange der overhovedet ved besked om, at begivenheden finder sted. Undtagelsen er i sagens natur altid risikobetonet.
I Vroue Kirke sang vi hele 20 sange, og det er jo ikke så ringe endda. Vi kunne dog have sunget mange flere, for christianshavnerdrengen Kim af Danmark var yderst produktiv. Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke fik sunget konfirmationssangen ”Susan Himmelblå”, så her får I lidt af den: ”Hvis nogen si’r det hele går ad helvede til. Så tro dem ikke.” For hvis det ikke beskriver virkeligheden, der, hvor du er, ja, så er det jo netop ikke ”det hele”. Og hvis det regner i Moskva, så lad moskovitterne og ikke os andre åbne paraplyerne.
Caspar Wenzel Tornøe er sognepræst og musiker.