Det er ikke ligefrem folkeligt at fordybe sig i liturgiske spidsfindigheder.
Det var ikke desto mindre til den opgave, biskop Marianne Gaarden i begyndelsen af 2018 havde nedsat Lolland-Falsters Stifts liturgi-debat-gruppe: to præster, en organist og to lægfolk, der oprindeligt var blevet engageret gennem et dåbsforberedelses-forløb. Gruppen skulle engagere lægfolk i liturgi-debat.
Det var startet med udgivelsen af rapporten ”Folkekirkens liturgi mellem frihed og fasthed”, forfattet af det fagudvalg, biskopperne havde nedsat i 2016. Marianne Gaarden ønskede at brede debatten ud, så liturgi ikke bare blev en sag for en snæver gruppe af fagfolk, men en folkesag.
Hvordan får man overhovedet gjort folk interesseret?
Det viste sig som ventet at være lidt svært at løbe i gang. I februar 2018 inviterede biskoppen via stiftets hjemmeside under overskriften ”Hvem skal bestemme over gudstjenesten i folkekirken?”. Ingen respons. I juni gik der igen invitation ud på landemode. Samme resultat. I juli udsendtes et nyhedsbrev ud via stiftets mailliste. Samme resultat. I januar 2019 gør to præster reklame i appetitlig video ud på hjemmesiden. Ingen respons.
Så kom de to lægfolk på den idé, at de da også kunne stå for invitationen: ”Vi har lavet et godt tilbud til jer! Det er ikke billige dyner eller fire Viborg-dæk, der er tale om, men et udsøgt tilbud om at komme ud til jer cirka en halv time til et møde og lave en lille brainstorming: Hvorfor kommer vi ikke i kirken, trods det høje medlemstal? Skal gudstjenesten være ens i hele landet? Må man synge ”Himmelhunden” til en begravelse? Invitationen var underskrevet af Tina Schrøder Pedersen, sygeplejerske, og Jens Chr. Been, intern sælger.
Så skete der noget. I løbet af de næste måneder fik vi i alt 10 henvendelser fra i alt 17 sogne om at komme ud og debattere enten med menighedsråd eller til sognemøder. Og vi besluttede at møde to mand fra gruppen til hver debat.
Hvordan faciliterer man liturgi-debat?
Vi besluttede, at debatterne skulle have en fast form og stram styring. Én var mødeleder og én tog referat. Vi besluttede, efter en kort introduktion til emnet, at stille deltagerne to spørgsmål, til overvejelse og debat:
1. Hvordan synes du forholdet skal være mellem frihed og fasthed? (Det vil sige foretrækker du, at gudstjenesten er den samme, om du er hjemme eller på ferie i Grenå, eller ønsker du at hvert sogn skal have udstrakt frihed til at lave lige den gudstjeneste, der ”passer til os”). En stund til fordybelse.
2. Hvad er, for dig, højmessens vigtigste led (salmer, prædiken, velsignelse med mere), det vil sige et led, som hvis det udgår, ophører det med at være en gudstjeneste. Nævn kun ét, eventuelt to, maksimalt tre led. Og er der led, du sagtens kunne undvære? En stund til fordybelse.
Derefter tog vi så en kort debat. Det var mødelederens opgave at spørge ind til hver enkelt, indtil hans/hendes udsagn stod så skarpt som muligt. Den teknik gjorde, at mangfoldigheden i holdninger kom til at stritte i alle retninger. Holdninger, som alle havde det tilfælles, at de var dybt personlige, båret af et kort eller langt livs erfaring med gudstjeneste og resultat af den netop overståede stund til fordybelse.
Og hvad kom der så ud af det?
Først og fremmest en energifyldt og lidenskabelig debat. Debatterne viste nemlig, at vi alle har noget meget vigtigt og forskelligt på spil, når det kommer til gudstjenesten. Alle steder fik vi respons som: Hvor har det været spændende. Tænk, sådan har vi aldrig talt sammen før. Det kunne vi have talt om i timevis.
Og dertil en perlerække af personlige udsagn: ”Det vigtigste er trosbekendelsen, det fællesskab, der opstår.” ”Jeg elsker, når præsten vender sig om og beder til Gud, så falder det hele på plads.” ”Når jeg rejser mig for at gå op til nadver, ophører jeg med at eksistere. Så bliver jeg ét legeme sammen med de andre, indtil jeg igen sidder på min plads.” ”Prædikenen er det, jeg kommer for, og som giver mig noget med hjem.” ”Syngestykkerne (=kor-svar) kunne jeg altså godt undvære!” ”Hvis ikke vi får velsignelsen, kan vi lige så godt lade være med at komme!” ”Det vigtigste er, at vi synger sammen. Læsningerne kunne jeg såmænd godt undvære.”
Hvad lærte vi så? For det første, at hvis vi skal have folk i tale, skal initiativet og invitationen komme nedefra.
For det andet, at hvis vi skal høre folks mening, skal vi kirkefolk tie stille. Helt stille. Meget stille. Og bare facilitere og lytte.
For det tredje, at der er enormt megen energi og mange dybe erfaringer i samtalen om liturgi og gudstjeneste.
Vi har nu afsluttet arbejdet og afleveret rapport. Men processen har været så fornøjelig for alle parter, at vi varmt kan anbefale til andre at gå i gang. Det er så berigende, sjovt og spændende.
God fornøjelse.
Mette Marie Trankjær er sognepræst, Flemming Chr. Hansen er organist, Tina Schrøder Pedersen er sygeplejerske, Jens Chr. Been er intern sælger og Hans Maaløe er sognepræst.