For fire år siden var Donald Trump et mere ubeskrevet blad i politisk sammenhæng, men i dag har amerikanerne en embedsperiode at bedømme ham på, og det har vist sig, at Trump ikke har kunnet håndtere rollen som præsident.
Jeg har hele tiden hævdet, at der findes to udgaver af Trump. Det er dog ikke noget, jeg selv har fundet på. Den konservative kommentator Ben Shapiro har talt om, at der findes en ”good Trump” og en ”bad Trump”. Den gode Trump kom indimellem frem, men han blev overskygget i alt for stort et omfang af den anden. Jeg opfatter egentlig ikke valget som et, der står mellem Trump og Biden, men et mellem Trumps to inkarnationer, og konklusionen er klar: Verden og amerikanerne har brug for en ny amerikansk præsident.
Joe Biden er en middelmådig politiker, der hverken har Obamas karisma, Bill Clintons politiske tæft eller Hillary Clintons intellekt. Der er en skov af bedre egnede politikere end Joe Biden hos Demokraterne, men det er Joe Biden, vi er endt med. Og det er godt nok. Ikke fantastisk eller godt, men bare tilstrækkeligt.
Joe Biden er manges kandidat, fordi han er en bro væk fra alt det, Trump fik ødelagt på rekordtid. Biden er i bund og grund et udtryk for et ønske om at få normaliseret USA og dets bærende føderale institutioner igen. Det generer mig ikke det mindste, at Bidens bedste dage ligger bag ham. Biden vil aldrig blive til den destruktive kraft, som Trump er.
Der er ikke meget ved det moderne demokratiske parti, som jeg bryder mig om. Jeg håber inderligt, at Republikanerne beholder flertallet i Senatet, så man kan bremse de mest åndssvage aftapninger af den identitetspolitiske dagsorden, der løber gennem alt for meget af den politik, som Demokraterne nu omfavner. Alternativt må man sætte sin lid til, at den nye sammensætning af højesteret vil lægge en dæmper på den voldsomme føderalisme, som Demokraterne er indbegrebet af nu.
Trumps karakterbrister er for længst blevet belyst. Jeg har aldrig opfattet Trump som racist – i al fald ikke i den klassiske forstand – da jeg tror, Trump inderst inde hader alle, der ikke er hans nærmeste familie. Og det er de hadefulde angreb på alt og alle, der har været det mest deprimerende at være vidne til.
Trump har splittet USA, som det kun sjældent har været splittet tidligere. Hvis man elsker sit folk og sit land, så efterlader man ikke sit folk til en pandemis hærgen eller omfavner den ene despot efter den anden. Hvis man virkelig holder af USA, så tror man ikke mere på Putin end på sine egne efterretningstjenester.
Hvis man elsker dem, der passer på USA, så respekterer man veteraner som John McCain. Hvis man respekterer det politiske system, så udpeger man ikke sin nærmeste familie til topposter og ser til, mens datteren profiterer på særaftaler med Kina. Hvis man elsker fred, så underminerer man ikke nære allierede. Hvis man har et begreb om, hvad frihed egentlig er, så omfavner man ikke Erdogan i et forsøg på at få ejendomshandler i Tyrkiet til at falde på plads. Hvis man forstår, hvilken rolle USA historisk har spillet for Vesten, så forsøger man ikke at ødelægge Nato af pekuniære årsager. Og listen bliver bare ved og ved.
Når man ser ud over Trumps politiske hærværk, så er der selvfølgelig noget, der stikker mere ud end andet. Da covid-19 ramte USA, påstod Trump, at det ikke ville blive et problem. Det ville ramme få, og han havde styr på det, påstod han. Vi ved ikke, hvor i hundredtusinderne det endelige antal døde ender, men Trump er tydeligvis ligeglad og holder det ene vælgermøde efter det andet, hvor folk står på nakken af hinanden, men Trump påstår, at tallene er forkerte. Præcis som tallene altid er, når de ikke behager præsidenten.
Det konservative flagskib National Review var blandt de første borgerlige i USA, der tog afstand fra Donald Trump. Magasinets korrespondent Kevin D. Williamson udtrykte i al sin enkelthed, da han argumenterede mod Trumps genvalg: ”The case against Trump in 2020 is a lot like the case against Trump in 2016, but bolstered by the accumulation of evidence and experience.” Ethvert håb man i sin tid kunne have næret om, at Trump ville vokse med opgaven, er for længst fordampet.
Joe Biden er ikke et tilvalg, så meget som han er et fravalg af Donald Trump. Det har Biden tydeligvis hele tiden vidst. Derfor er Bidens hovedbudskab et angreb på Trumps evner som leder – især set i lyset af, hvorledes præsidenten håndterede covid-19. Af samme grund taler Biden meget lidt om det politiske program, som han fik stykket sammen, da han vandt nomineringen hos Demokraterne.
Biden er i bund og grund moderat, men har på grund af socialisten Bernie Sanders og de progressive venstreorienterede som Alexandria Ocasio-Cortez og Elizabeth Warren måttet bevæge sig langt til venstre fra den position, han har indtaget i snart en menneskealder. Politik kan ikke udmøntes, hvis man ikke vinder, og Biden forstod, at han, som Demokraterne er nu, var en truet dyreart. Det siger egentlig ikke meget flatterende om Biden, at han så let opgav det, han altid havde stået for, da han fik mulighed for at gribe ud efter magten.
Ser man på Biden gennem småstatens prisme, så finder man det mest appellerende ved ham. Biden tror på, at USA har en rolle at udfylde som Vestens leder, og at internationalt samarbejde er den eneste måde, hvorpå man kan håndtere tidens største udfordringer: klimakrisen, Kinas vækst og Rusland og Tyrkiets regionale ødelæggelser.
Danmark er en småstat. Vi har mange interesser på spil ved et amerikansk præsidentvalg. USA er nu vores største marked, men vigtigere er det, at der ikke findes andre, der kan garantere os vores sikkerhed. Og her er Biden langt at foretrække sammenlignet med Trump, der gerne ville købe det meste af Rigsfællesskabet. Det er ikke sådan, man er allieret, og selvom det danske forsvarsbudget lader meget at ønske, så er det få nationer, der har været en lige så god allieret som os. Når amerikanerne har kaldt på os, har vi været parate til at ofre det mest dyrebare, vi har, for at opretholde allianceforholdet til USA.
Bidens vigtigste opgaver er at få samlet ikke bare det amerikanske folk igen, men også det Vesten, som Trump i sin ”America First”-rus fik splintret. Det kan kun lade sig gøre, hvis man er pragmatisk af sind og har et ægte ønske om at skabe konsensus. Netop det at skabe konsensus er nøglen til at forstå Bidens mange år i politik. Uanset hvem Biden var i lokale med, så har han gennem tiden vist, at hans principper og politikker altid er til salg for et langtidsholdbart kompromis. Det er ikke så slemt, som det lyder.
Jeg tvivler på, at Nato ville kunne overleve endnu en embedsperiode til Trump. Jeg tvivler på, at landene omkring Det Sydkinesiske Hav kan vente endnu fire år på, at man afbalancerer Kinas ønsker om at dominere sit nærområde både militært og økonomisk – og jeg tvivler på, at Sydkorea vil forblive en af USA’s vigtigste allierede, hvis den behandling, Trump har udsat dem for, fortsætter.
Der er få ting, Trump efterlader sig, som Biden bør samle op, men de findes. Biden skal fastholde presset på Europa, når det handler om at bidrage til vores eget forsvar. Han skal videreføre den robuste inddæmning af Iran, og han skal videreføre den normaliseringsproces, Israel har fået med sine naboer og genboer.
Det er nok de færreste, der forestiller sig, at Biden vil have Obamas evne til at få verden til at forelske sig i USA. Men mindre kan gøre det. Mindre had, mindre smålighed, mindre grådighed og meget mindre uordentlighed. USA kan og må være meget mere for mange flere, end det vi har været vidne til i de seneste fire år.
Mads Fuglede er USA-analytiker og medlem af Folketinget for Venstre.