Plejehjemsleder: Vi kan altid gøre noget for at skabe magi i sygehusvæsenet

Man ved, at en hospitalsafdeling fungerer, når lægerne kigger i øjnene og giver sig tid, og når sygeplejerskerne tager stilling til, om mennesker i sorg skal sige farvel på den ene eller den anden måde, skriver plejehjemsleder May Bjerre Ejby

Plejehjemsleder: Vi kan altid gøre noget for at skabe magi i sygehusvæsenet
Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Nu kommer jeg med et forslag,” siger sygeplejersken. ”Det er en tanke, jeg får, når jeg sidder her sammen med jer. Du må gerne lægge dig op ved siden af ham og sige farvel. Vi kan sagtens gøre plads, så du kan ligge der. Vi flytter alle ledningerne og slangerne over til siden, så du kan være der?”.

Det er en 22-årig datter, som har mistet sin far. Han lever endnu, men så alligevel ikke. Lægerne har erklæret ham hjernedød, og nu skal hun sige farvel. Det er en intensivafdeling, hvor man ustandseligt arbejder på højtryk. I denne situation ikke bare for at skulle redde et liv, men hvor omsorgen for dem, som sidder ved siden af sengen, er jævnbyrdig med det at redde liv. Det er en hospitalsafdeling i Odense, hvor alt fungerer til punkt og prikke.

Det ved man, når lægerne kigger en i øjnene og giver sig tid, og når sygeplejerskerne tager stilling til, om mennesker i sorg skal sige farvel på den ene eller den anden måde. Hvor alt kan lade sig gøre, selv når der er givet op i mere end klinisk forstand.

Han skal køres ned til operationsgangen, for hans organer skal videre til en anden krop. De kører ham ned ad gangen med alt apparaturet – ligesom de har gjort de mange gange, hoved og krop skulle scannes for at bedømme hans chancer. De har alle krydset fingre, hver gang kan lå i scanneren. Men nu kører han ned ad gangen med det allersidste formål her i livet.

”Mor! Jeg vil sige, jeg elsker ham. Det skal være det sidste, han hører.” Sygeplejerskerne er på vej til operationsstuen med ham, og de er næsten ude af afdelingen, da moderen løber ned og spørger forsigtigt, om hendes datter må komme ned til ham.

”Kom,” siger sygeplejersken med engle-lethed i stemmen. Datteren, som er pakket ind i et tæppe fra en kølig nats manglende søvn, løber ned ad gangen med tæppet svævende efter sig og når frem til sengen lige ved operationsstuen. ”Far, jeg elsker dig. Jeg elsker dig.” De venter tålmodigt alle sammen. Operationsholdet er på standby, og i et øjeblik ophæves alle hygiejneregler. Hun skal have tid til at få sagt det, hun ønsker.

Det er ikke ønsketænkning om vores sygehusvæsen. Det her er virkelighed. Sådan opstår der magi, og gad vide, om den er nøglen til alt. Magien, som fortryller der, hvor alt er håbløst. Jo, det her er et helt specielt tilfælde. Men det er måske lige netop det, som beviser, at vi altid kan gøre noget for at skabe magi.

May Bjerre Eiby er leder af demensplejehjemmet Dagmarsminde.