En god barndom er den bedste start på livet. Det er der intet nyt i. Men takket være et nyt studie, så ved vi nu også, at en socialt belastet barndom kan få fatale konsekvenser for barnets kommende år. Det triste fundament til et liv med misbrug, fattigdom og i værste tilfælde en tidlig død kan blive lagt i barnets tidlige år. Og de udsatte børn findes desværre i et stort omfang i vores samfund. Kristeligt Dagblad har den seneste tid skrevet om de socialt udsatte og den nye store undersøgelse fra Københavns Universitet, der fortæller os, at tre procent af alle danske børn udsættes for tunge belastende oplevelser igennem deres barndom. De negative oplevelser betyder, at børnene har fire en halv gange større risiko for at dø, inden de fylder 36 år, end børn, der ikke har haft disse oplevelser. Det er alvorligt, og vi har alle et ansvar for at hjælpe de tre procent. Børnene har brug for vores hjælp, for hvis vi ikke hjælper dem, så er der ingen, som gør det. I min tid som socialminister mødte jeg mange socialt udsatte. Unge som gamle, der levede et hårdt liv på gaden, og som var kommet så langt ud, at vejen tilbage til et normalt liv ikke længere var en mulighed.
Jeg husker mine ture med gadejuristen på Vesterbro, hvor jeg talte med socialt udsatte, som var endt i hjemløshed, fattigdom og misbrug. Når man spurgte dem, hvordan de var havnet dér, så begyndte deres livshistorie ofte med fortællingen om en hård barndom. Det kunne være en far, som slog dem. At de havde mistet en forælder. At de blev udsat for psykisk vold som barn. At de blev udstødt af familie, venner og samfundet generelt. Måske var det oplevelsen af at blive frataget sin familie og anbragt i en institution eller hos en plejefamilie, der stadig sad som et sår dybt i dem.
Forklaringerne på deres ulykke kunne være mange, men meget ofte strakte det sig tilbage til deres barndom. Ofte sad såret så dybt, at det ikke kunne heles. Det var blevet en del af deres identitet, deres livshistorie – og forklaringen på, hvorfor de aldrig har kunnet gennemføre en uddannelse eller være stabil nok til at varetage et arbejde.
Det lærte mig også, at der ikke findes én løsning for alle vores socialt udsatte borgere, som har brug for vores hjælp. Men barndommen var et godt sted at starte – og derfor vedtog vi vores 1000-dagesindsats.
Barnets første 1000 dage kan være helt afgørende for, hvad det er for et liv, som venter de mange kommende år. Da vi i den tidligere regering satte en milliard kroner af til det såkaldte 1000-dagesprogram, så var det netop de 0-2-årige børn fra udsatte familier, som vi ville ramme. Vi ville ændre børnenes livsbane, og vi skulle have tidligere fat i familierne, når de havde brug for vores hjælp og vejledning. Flere besøg fra sundhedsplejen var en af løsninger, som skulle ruste familierne bedre, når tingene var svære. For hvis sundhedsplejen kan screene forældrene bedre, så kan den også støtte dem bedre.
Det er i barnets første leveår, at problemerne i den socialt udsatte familie vokser sig større. Vi satte penge af dengang til en større indsats, men vi er langt fra i mål. Indsatsen skal øges, og vi skal fortsætte med at arbejde for, hvordan vi sætter tidligt ind og støtter de familier, som har det svært.
En stor del af 1000-dagesprogrammet blev målrettet vores institutioner og skoler, som har mange børn fra udsatte familier. Den nye undersøgelse fortæller os, at pædagoger og dagplejere kan redde menneskeliv, hvis de handler korrekt, og de har uddannelser og ressourcer til at yde den rette indsats i tide. Jeg var den første, som fik gennemført sociale normeringer på børneområdet. Det fik jeg gennemført som minister i erkendelse af, at det gør en forskel, når en uddannet pædagog i institutionen kan støtte barnet fra en udsat familie.
Mange husker sikkert TV 2-programmet ”Daginstitutioner bag facaden”, hvor man med skjult kamera fik et indblik i, hvordan nogle børn er overladt til sig selv og ikke får den opmærksom, som de burde. Der blev talt og skrevet meget om den opsigtsvækkende dokumentar, og ligesom med indsatsen mod de udsatte familier så findes der heller ikke én løsning til samtlige af landets institutioner. Dengang udtalte jeg som minister, at minimumsnormeringer ikke var løsningen – og at jeg troede på den pædagogiske faglighed. Det gør jeg stadig. Men jeg erkender også, at institutioner med en høj andel af børn fra udsatte familier har brug for støtte og styrke til at hjælpe børnene. For det er også i vores institutioner, at livet i den forkerte løbebane kan starte.
En dårlig institution kan skyldes mange ting. Det kan være ledelse, som ikke er sit ansvar bevist. Og det kan også være kommunen, som ikke reagerer på dårlige tilsynsrapporter, som Københavns Kommune måtte ud at undskylde efter TV 2’s afsløring af forholdene i institutionerne. For det enkelte barn er forklaringerne underordnede. I sidste ender handler det om omsorg, og det skal vi som samfund kunne levere.
Det frivillige Danmark binder os sammen. Foreningsdanmark skæver ikke til indkomst eller social arv, og man kan ikke undervurdere den frivillige indsats, når det kommer til at hjælpe vores socialt udsatte. For børn fra udsatte familier spiller især Børnetelefonen og Mødrehjælpen en stor rolle. Også Ungdommens Røde Kors gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe børn og unge, som har det svært.
I min tid som socialminister så jeg talrige eksempler på, hvordan børn blev hjulpet ud af deres problemer ved hjælp af frivillige ildsjæle. Nogle kom så godt igennem, at de selv meldte sig som frivillige efterfølgende. Lovgivning og flere offentlig ansatte er ikke altid løsningen alene.
Jeg tror på, at vi skal støtte og hjælpe vores frivillige så meget som overhovedet muligt. Vi skal styre foreningslivet i Danmark. Vi har så mange gode foreninger og frivillige i Danmark, som gerne vil gøre en forskel for dem, som har brug for hjælp. Den tidligere socialminister Palle Simonsen (K) er kendt for at have sagt, at et samfund er karakteriseret ved, hvordan man behandler de udsatte. Det er jeg meget enig i, og jeg vil tilføje, at vi også bør kende det gode samfund på, at det er tilgængeligt for alle borgerne – ikke bare fysisk, men også holdningsmæssigt. Vi har brug for, at alle er med. Vores opgave som politikere er derfor, at vi giver foreningerne de bedst mulige arbejdsvilkår.
Jeg er bekymret for de mange tusinde børn, som går igennem en svær barndom og dermed må kæmpe med at finde deres rette hylde de kommende år. Går det galt fra starten, så får det følgevirkninger langt op igennem skoleårene, og måske bliver det aldrig godt.
Derfor savner jeg også at se mere handling fra regeringens side. Hvad blev der af ”børnenes statsminister”? Hvor er planen for at give vores børn fra udsatte familier et bedre liv? Står det til Det Konservative Folkeparti, så er der behov for, at vi får kigget på et nyt 1000-dagesprogram. Indsatsen for børnene stopper aldrig. Tiden med corona har ikke givet færre konflikter i de hjem, hvor familierne har det svært. Tværtimod. Og socialminister Astrid Krag (S) valgte så at brandslukke før sommerferien ved at tilbyde de udsatte familier en sommerlejr. En sommerlejr! Det er for slapt, og der skal en langt større indsats til, før vi får nedbragt antallet af børn i udsatte familier. Alt taler for, at vi sætter tidligt ind.
Det Konservative Folkeparti er klar til at gå ind i konstruktive forhandlinger. Det skylder vi de mange børn, som har det svært. Og det er vores ansvar, når vi nu ser endnu en undersøgelse, der dokumenterer sort på hvidt, hvor galt det kan gå, hvis man udsættes for svigt igennem barndommen.
Mai Mercado er folketingsmedlem, gruppeformand og tidligere børne- og socialminister for Det Konservative Folkeparti.
Læs de andre artikler i serien her:
Mor til 36-årig misbruger: Jeg er ikke bange for, at han dør tidligt. Jeg ved, at det sker
Hvor skal der sættes ind for at undgå, at mennesker med en belastet barndom dør for tidligt?