Tidligere sognepræst: Tag alle de liturgiske badutspring I lyster. Men nye veje er ofte afveje

Frem for professorernes bovlamme analyser foretrækker jeg filminstruktør Christian Braad Thomsens uforsonlige aggressivitet, uanset hvor vild jeg mener, han er på kareten

Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen tager til genmæle, efter at Marianne Davidsen-Nielsen, Psykoterapeut MPF, forfatter samt menighedsmedlem og medlem af liturgiudvalget i Lindevang Kirke, i kronik den 3. maj  fremhævede, hvordan liturgien sagtens kunne ændres - stik i mod Johannes H. Christensens holdning.
Tidligere sognepræst Johannes H. Christensen tager til genmæle, efter at Marianne Davidsen-Nielsen, Psykoterapeut MPF, forfatter samt menighedsmedlem og medlem af liturgiudvalget i Lindevang Kirke, i kronik den 3. maj fremhævede, hvordan liturgien sagtens kunne ændres - stik i mod Johannes H. Christensens holdning. Foto: Leif Tuxen

Tak til Marianne Davidsen-Nielsen for kronikken om fornyelse af liturgien den 3. maj med kritik af min kronik fra den 27. januar. Tak også for anerkendelse af min filmkritik.

”Tiden er inde til at frisætte og modernisere gudstjenestens form. Nye tider kræver nye veje,” skriver Marianne Davidsen-Nielsen, som om gudstjenesten afsoner en tidsubegrænset fængselsdom, hvad den ikke gør. Den fejres frit og glædeligt i kirkerne hver eneste søndag og helligdag. Og de nye veje, som nye tider kræver, kan alt for let vise sig at være afveje. Københavns sporvogne blev af nye tider erstattet af busser. Det har mange siden beklaget.

For min skyld må man i Lindevang Kirke foretage alle de liturgiske badutspring, man vil. Jeg bor ikke i sognet, og gjorde jeg, kom jeg ikke i kirken. Hvad jeg anholder, er ordene ”hadefulde og voldsomme udsagn (i Bibelen, red.), som passer dårligt sammen med Kristus og barmhjertighed”. Al den snak om Kristus som en slags barmhjertig og alkærlig luksushippie (Grønbech), og at alle under ét er Guds børn, er efter min mening både sentimental og absurd. Og på tværs af Det Nye Testamente.

Alle mennesker – selv den mest perverse pædofile og den ædleste nobelpristager – er Guds skabninger, skabt i hans billede. Men ikke alle er over en kam Guds børn. Det bliver vi i dåben. Hvorfor ellers døbe? Hvorfor prædike?

Jesus skelner klart mellem lysets børn og verdens børn. Og det nytter ikke at bortforklare eller stryge passager, der ikke passer en moderne, narcissistisk bevidsthed.

Jesus praktiserer en langt mere brutal adfærd end den fredsommelige, men så udskældte Paulus.

Pladsen tillader ikke andet end henvisning til få skriftsteder: Matt. 5, 21-22, 27-28, 21, 12-17 (plus parallelsteder): 25, 41. Har man mon tænkt sig at stryge disse passager? Eller teksten til anden juledag: Om at hade far og mor (Matt. 10, 34-38, Luk. 14, 26-28). Der synes at forestå dem et krævende lugearbejde i Lindevang, og man kommer til at stå tilbage med mindre end lidt.

Foruden den urbane kritik af undertegnede udnævner Marianne Davidsen-Nielsen min gode ven Christian Braad Thomsen til Fanden selv, hvad han utvivlsomt vil tage som en kompliment. Han og jeg er ikke enige om noget som helst vedrørende kristendommen og har diskuteret den i årevis. Marianne Davidsen-Nielsen væbner sig imod ham med hele to teologiske professorer, hvad der minder om Baggesens bemærkning: ”Det er vanskeligt til gavns at slå en død ihjel.”

I professoral nedladenhed forklarer den ene, ”at der står mange frygtelige ting i Bibelen”. Javel, det gør der også i sagaerne og hos Shakespeare. Forestår der mon også et lugearbejde her? Som moderne (?) kristne, må vi ifølge Marianne Davidsen-Nielsen og professoren ”forsøge at forstå det (de grimme ting i skriften, red.) i dets historiske sammenhæng. Og så må vi forkaste det. Både anerkendelsen og forkastelsen er et must for vores intellektuelle redelighed.”

Som moderne kristne er vi altså klogere end evangelisterne og kan vælge og vrage, anerkende og forkaste, som det passer os. Det ”kræver vores intellektuelle redelighed”. Ærligt talt: Det er ret hovent sådan at tage patent på intellektuel redelighed.

Frem for professorernes bovlamme analyser foretrækker jeg Braad Thomsens uforsonlige aggressivitet, uanset hvor vild jeg mener, han er på kareten.

Johannes H. Christensen er tidligere sognepræst i Skovshoved.