Prøv avisen

Man oplever intet nyt - det er derfor, det hedder hverdag

Hverdag er kedsomhed, og kedsomhed er roden til alverdens ulykker, skriver Thomas Johannes Erichsen. Men hvis ikke man prøver, bliver det kun sværere at adlyde uret mandag morgen. Og måske det kunne lykkes at skabe noget, som virkelig battede. – Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Thomas Johannes Erichsen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliver folk virkelig aggressive i deres stilfærdige trummerum? Og ikke mindst politisk aggressive? Stemte millioner dybest set på Donald Trump, fordi de kedede sig? Svaret herfra er ja, skriver cand.mag. i moderne kultur og filosofi

HVERDAGEN. Det er heldigvis ikke hver dag. Men jo ældre man bliver, desto mere trænger den sig på. Den plager næppe de unge, teenagere vågner ikke op og tænker: ”Åh, nu er det hverdag igen”. Nej, den er reserveret 8-16-folket, arbejdsslaverne, enhver, der har passeret de 40, måske endda de 30.

Hverdagen. Den lille depression. Fordi man føler jo ingenting. Som i depressionen. Man oplever intet nyt. Det er derfor, det hedder hverdag. Man gør det, man plejer, hvad man gør til daglig, hvad man med få undtagelser beskæftiger sig med hver evig eneste dag.

Undtagelserne. Man sukker efter dem. Hvad de end indeholder. Hvordan skulle man overleve uden? Man arbejder sig frem mod weekenden, men prisen er høj – det meste af livet går med ingenting, det meste af tiden går med at få den slået ihjel. Ville det ikke være smartere bare at være død i den periode?

Så stop da! Sæt dog pris på tingene. Og så i velfærdssamfundet. Kig på verden og bliv klogere. Men det er netop i velfærdssamfundet, at hverdagen rammer. Det er hér, den virkelig trives. I rigere samfund, i højere sociale lag, er der for meget luksus til, at man kan tale om grå hverdag, og i de dele af verden, hvor man kæmper for føden, ville en kedelig hverdag nok være at foretrække.

HVERDAGSSAMFUND. Alt under kontrol. Vi er ikke verdens lykkeligste folk, vi er verdens tryggeste. Men giver trygheden ikke mulighed for at være sammen med de mennesker, vi elsker, for de nære relationer, for kærligheden? Jo, men er det sådan, vi lever? Når vi dejser omkuld i sofaen om aftenen, når vi endelig har et øjeblik til børnene, når der pludselig ikke er flere praktiske ting at snakke med partneren om?

Rum-ubehaget, sagde en forretningskvinde engang om det stressende karriereliv i erhvervstoppen. Det samme kunne siges om hverdagen. Der er meget, man skal bide i sig. Men vi har vænnet os til det. En af menneskets største fejl, sagde Dostojevskij, er, at det kan vænne sig til hvad som helst.

Et interessant forsvar for hverdagen siger, at den ganske rigtigt ikke altid er spændende, men omvendt er den et tegn på, at tingene fungerer. Efter en ulykke eller krise bliver det ”hverdag igen”, dagligdag med fast grund under fødderne, hverdagen som et sundhedstegn. Måske. Men det ændrer ikke på, at den er kedelig, og hvis målet med livet er at holde sig fri af problemer, så ror man næppe langt ud på det hav.

HVOR LÆNGE KAN MAN holde det ud? Det kan man måske heller ikke. En dag får man nok, råber ad chefen, kyler vasketøjet ud på gaden, drikker en flaske vodka, hæver de knyttede hænder mod himlen. Kan hverdagen være farlig? Som det mest ufarlige af alt? Måske netop derfor.

Den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama har faktisk profeteret, at hverdagen eller tomheden i det daglige kan føre til store problemer. Livet i det moderne, velpolstrede demokrati kan blive så fattigt på udfordringer og kampe, at folk begynder at opsøge dem selv.

Det er også et hovedtema i Michael Moores film ”Fahrenheit 9/11”. Men bliver folk virkelig aggressive i deres stilfærdige trummerum? Og ikke mindst politisk aggressive? Stemte millioner dybest set på Donald Trump, fordi de kedede sig? Svaret herfra er ja.

Hverdag er kedsomhed, og kedsomhed er roden til alverdens ulykker. Der var soldater, som meldte sig til Første Verdenskrig af ren og skær kedsomhed. Og mon ikke det samme i en grad gør sig gældende i dag, når man lader sig hverve? Et lille krigseventyr? I modsætning til trædemøllen herhjemme?

Fukuyama bygger sine teorier om kedsomhedens konsekvenser på filosoffen Friedrich Nietzsches tanker. Tyskeren med det enorme overskæg, der muligvis skulle holde kvinderne væk, så han kunne koncentrere sig om filosofi, mente, at menneskeheden var i færd med at degenerere til et pak af konfliktsky og overdemokratiske småborgere. Men det behøvede ikke være sådan.

Dét, som vi ifølge Nietzsche har mistet, er evnen til at sætte værdi. Og hvad betyder det så? Jo, ligesom de kristne, Nietzsches yndlingsaversion, ikke formåede at tilskrive værdi til denne verden, så har moderne mennesker stadig den kristne desavouering af livet i blodet. Værdier opstår ikke af sig selv, og at skabe dem er ikke for amatører.

Men hvis ikke man forsøger, så er der ikke meget tilbage at leve for. Hvis ikke man prøver, bliver det kun sværere at adlyde uret, der ringer mandag morgen.

Og hvem ved, måske ved en kraftanstrengelse kunne det lykkes at skabe noget, som virkelig battede i tilværelsen.

Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur og filosofi.