”DÉR SKAL DER VÆRE gråd og tænderskæren.”
Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at ordene gråd og tænderskæren er hentet direkte fra den aktuelle debat om Danske Bank. Lignelsen om de betroede talenter i Matthæusevangeliet kapitel 8 kan imidlertid gøre os klogere på sagen.
Slutningen på lignelsen har, lige fra jeg hørte den i kirken som barn, sat mig en skræk i livet. Her er ikke nogen tilgivelse at hente for den tjener, som i stedet for at sørge for at forvalte det betroede talent for sin herre graver det ned i et hul i jorden.
For et barn er lignelsen om de betroede talenter en dramatisk kontrast til lignelsen om den fortabte søn, hvor faderen slagter fedekalven for en døgenigt af en søn. Men lignelsen indfanger i høj grad, hvordan vi i vores kultur ser på talenter og viljen til at udnytte sit talent.
På en konference hørte jeg engang en af disse ledelsesguruer, som stadig huserer overalt i erhvervslivet, fortælle om sit syn på ledelse og talentudvikling. Jeg har glemt hans navn, men jeg husker hans indlæg, fordi han adskilte sig fra alle de andre ledelsesprædikanter ved at være teolog. Hans budskab var enkelt. Der findes egentlig kun to former for ledelse: Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente – om man så skal lede talenter eller talentløse.
Talent er noget frygteligt noget at spilde. Vi hører hele tiden i sport, i politik eller i erhvervslivet om mennesker, der spildte deres talent. Vi kender personligt alle nogen, som har spildt sit talent. Vi beder til, at vores børn bruger deres.
Hvert menneske har i vores kultur en selvstændig værdi og rummer unikke muligheder. Derfor hepper vi på Caroline Wozniacki og Bjarke Ingels. Derfor dyrker vi talentet, fordi vi gerne ser, at mennesker eller virksomheder udnytter deres muligheder og deres potentiale.
Det rigtige liv er imidlertid ligesom i lignelsen, hvor der ikke kun er stjerner – i lignelsen blot tre tjenere. Hvorfor er det så, at den tredje tjener skal kastes ud i mørket?
Svaret er at finde i starten af lignelsen, hvor hver tjener tildeles talenter ud fra sine evner. Den tjener, som kun skal forvalte ét talent, får med overlæg en mindre opgave end de to andre.
Vi taler i velfærdssamfundet tit om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Det sker netop i lignelsen. Nogle fodboldspillere er også dygtigere end andre. Nogle er bedre til at få penge til at yngle end andre. Nogle synger bedre end andre.
Men derfor kan jo godt forvente af hinanden, at vi ud fra vores evner gør os lige meget umage.
Den aktuelle uro om Danske Bank er et eksempel. Man hører mange kritisere bankens moral. I lignelsen om de betroede talenter føler tjeneren sig også i sin ret til at anfægte sin herres moral, og han siger, at herren er en hård mand, som høster, hvor han ikke har sået. Danske Bank og tjeneren er skyldige i den samme fejl. De gjorde sig ikke umage.
Det er derfor, at reaktionen bliver så ubønhørlig og hård. De fleste forstår, at Danske Bank ligesom tjenerne skal forrente aktionærernes og kundernes penge, men man forventer, at banken gør sig umage med hvordan. På den måde handler sagen om Danske Bank slet ikke så meget om moral.
At forvalte sit talent handler om at gøre sig umage – og som regel i forhold til andre mennesker eller samfundet, for ellers kunne man som i lignelsen netop nøjes med at grave sig ned i et hul.
Hvem har egentlig sagt det bedre end den danske filosof og præst K.E. Løgstrup (1905-1981):
”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin egen hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Man skal gøre sig umage.
Thomas Bernt Henriksen, cand.polit., vicedirektør og cheføkonom i tænketanken Axcelfuture. Kommentaren bygger på et indlæg ved natkirken i Stoense Kirke, Langeland, den 8. november.