Paulus' landgang i Neapolis var det afgørende skridt i kristendommens udbredelse

Det Makedonien, Paulus kom til, var godt nok en romersk provins, men det var også et land med en flere tusind år gammel kultur, der satte sit præg på landet og folket, skriver lektor

Landgangen i Neapolis var en af kristendommens store øjeblikke, da den var det altafgørende skridt i kristendommens udbredelse fra øst til vest. – Arkivfoto.
Landgangen i Neapolis var en af kristendommens store øjeblikke, da den var det altafgørende skridt i kristendommens udbredelse fra øst til vest. – Arkivfoto.

I dag strides grækere og makedonere om retten til navnet Makedonien. Historisk spiller regionen i det sydvestligste Europa en central rolle i kristendommens historie. Det hele begyndte, da apostlen Paulus i år 49 e.Kr. kom til Makedonien på sin anden missionsrejse, fordi han havde fået en åbenbaring i form af en makedonsk mand, der sagde til ham: ”Kom over til Makedonien og hjælp os!”. Paulus tog synet alvorligt, og forsøgte straks at komme over til Makedonien, fordi han var overbevist om, at det var Gud, der havde kaldt ham til at forkynde evangeliet.

Paulus var sammen med disciplene Silas og Timotheos samt evangelisten Lukas, og de sejlede fra Troja på Lilleasiens vestkyst, hvor de undervejs gjorde holdt på øen Samothrake; men vi ved ikke, om de gik i land og besøgte mysterie-helligdommen, eller om skibet blot lå i læ natten over.

Valget af rejserute kan hænge sammen med den hellenistiske kulturkreds, hvor græsk kultur og filosofi spillede sammen med de mange kulturelle strømninger omkring den østlige del af Middelhavet, og Alexander den Store var en historisk skikkelse med guddommelig status. Paulus kan have ladet sig inspirere af Alexanders guddommelighed til at introducere en ny religion.

Paulus var jøde, og han var født i den tidlige del af de første 100 år e.Kr. i Tarsos i Kilikien i den sydøstlige del af det moderne Tyrkiet. Han var skriftlærd og udlært teltmager, og han var romersk borger. Tarsus i Kilikien var en del af et af de hellenistiske riger, der opstod i kølvandet på Alexander den Stores død. På trods af en senere romersk erobring var den hellenistiske påvirkning i Kilikien på Paulus’ tid fortsat stor. Paulus’ rejser er omtalt i Apostlenes Gerninger, der blev nedskrevet 80-100 e.Kr.

Landgangen i Neapolis var en af kristendommens store øjeblikke, da den var det altafgørende skridt i kristendommens udbredelse fra øst til vest. Paulus har måske ikke tænkt på det geografiske, for han var sejlet fra Troja til Neapolis, fra den ene romerske provins til den næste. Rejsen var fra Lilleasien til Makedonien, en rejse fra en verdensdel til en anden, fra Orienten til Europa. Paulus rejste med den anden missionsrejse fra et randområde i den hellenistiske kulturkreds, og han kom nu til et kerneområde, hvorfra Alexander den Store begyndte sit berømte togt mod øst.

Oldtidens Makedonien lå i det nordlige Grækenland omkring en stor, flad slette, hvor floderne Aliakmon og Axios løber igennem med vand hele året, før de løber ud i Den Thermaiske Bugt. Landet udgjorde en naturlig helhed, begrænset af høje og lave bjerge og havet.

Makedonien var et gammelt kongerige, der i over et halvt årtusind var blevet regeret af den samme kongeslægt. En slægt, der selv mente at nedstamme fra guderne. Makedonerne opfattede sig selv som grækere, og de havde en græsk kultur, sprog og religion, og havde i hele oldtiden en nær kontakt med det øvrige Grækenland.

Det Makedonien, Paulus kom til, var godt nok en romersk provins, men det var også et land med en flere tusind år gammel kultur, der satte sit præg på landet og folket. Indbyggerne har sikkert følt sig som makedonere og grækere, der formodentlig har præget de romerske tilflyttere, mere end disse har kunnet ændre på makedonerne.

I Makedonien har Paulus haft let ved at komme i kontakt med befolkningen, fordi han talte græsk. Det var måske ikke et græsk, som Homer eller Herodot talte og skrev på. De har måske mere talt et græsk, der minder om det, der i dag tales i såvel Makedonien som det øvrige Grækenland. De fleste veluddannede romere talte græsk.

Fra Neapolis vandrede Paulus de godt 15 kilometer ind til Filippi, der var grundlagt og opkaldt efter Filip II. Oprindeligt var byen en guldgraverlejr, som Filip II udbyggede for at beskytte guldminerne i de nærliggende bjerge. Filippi var på Paulus’ tid en romersk koloni, der i et vist omfang har været præget af kolonister og hjemsendte soldater.

Det var ikke alle indbyggere i Filippi, der var lige begejstrede for Paulus budskab. Paulus fik skabt så megen uro, at han blev pågrebet og slæbt ind på forum, hvor han blev idømt slag med en stok eller pisk for at udbrede ugudelige skikke. Som romersk borger kunne Paulus ikke idømmes en sådan straf, men der var en ophidset stemning, hvor Paulus’ eventuelle protester blev overhørt. Paulus blev sat i fængsel, hvorfra han kunne være flygtet under et jordskælv, men han blev i fængslet, fordi han ønskede at få en undskyldning. Undervejs omvendte han alle i fængslet til kristendommen. En romersk cisterne fra det 2. århundrede e.Kr. udpeges fejlagtigt på stedet som Paulus’ fængsel. Fejlen skyldes en fejllæsning af den romerske forfatter Vitruvs bog om arkitektur, hvor fængslet skulle ligge tæt på byens forum.

I Filippi grundlagde Paulus den første kristne menighed i Europa, og efter at han var løsladt, vandrede Paulus videre mod vest ad Via Egnatia, der var en af oldtidens vigtigste romerveje, der forbandt øst med vest. Den var en forlængelse af Via Appia, der gik fra Rom ned til Brindisi.

Paulus fulgte Via Egnatia til Thessaloniki, og han kom hermed ind i det centrale Makedonien. Thessaloniki var i oldtiden Makedoniens tredje hovedstad. Den blev grundlagt i 315 f.Kr. af den makedonske konge Kassander, der opkaldte byen efter sin dronning, der var Alexander den Stores halvsøster. De to ældre hovedstæder var begge blevet opgivet i takt med Makedoniens voksende magt og fortsat behov for kontakt med havet. Den ældste hovedstad, Aigai, havde fortsat en central betydning, fordi de makedonske konger fortsat blev begravet her. Aigai er identisk med landsbyen Vergina, hvor Filip II’s grav blev fundet i 1977. Den næstældste hovedstad, Pella, blev også opgivet, da forbindelsen til havet sandede til.

I Thessaloniki har Paulus boet i det jødiske kvarter, hvor han kom i synagoen om lørdagen. Men hvor præcist dette var i oldtidens Thessaloniki, vides ikke. Den moderne by ligger oven på oldtidens Thessaloniki, hvilket er et problem for arkæologerne. Det meste af den gamle bymur står stadig, selvom den mur, der kan ses i dag, er et resultat af senere udbygninger. Bevaringen af oldtidens bymur har været med til at bevare den oprindelige byplan, hvor de moderne gader i det store og hele følger gaderne fra oldtiden. Således løber oldtidens Via Egnatia under fortorvet til den moderne Odos Egnatia tværs igennem byen.

Paulus mødte heller ikke i Thessaloniki den store sympati for sine synspunkter. Men han fik dannet en menighed, inden han en nat måtte forlade byen og vandre videre til Veria. Veria er den samme by som Berøa i Apostlenes Gerninger (17, 10-13). Det moderne by ligger som Thessaloniki oven på oldtidens Veria.

Veria er fortsat en driftig handelsby midt i et stort landbrugsområde. Der er ikke mange rester fra oldtiden at se ud over spredte rester af vejforløb, stenblokke og søjlestumper. Men det er muligt at se den trappe, hvorfra Paulus, ifølge den lokale tradition, prædikede under opholdet nær Odos Kolokotroni.

Da der også blev uro i Veria, rejste Paulus videre mod syd ned til Dion, der var en gammel makedonsk helligdom for grækernes hovedgud Zeus; Dion er græsk for Zeus. Herfra forlod Paulus Makedonien og sejlede til Athen.

Paulus glemte ikke menighederne, han havde grundlagt i Makedonien, og han sendte menigheden i Thessaloniki to breve fra Korinth i 51 e.Kr., ligesom han i perioden 60-62 e.Kr. sendte et brev til menigheden i Filippi fra Efesos.

Thyge C. Bro er ekstern lektor, mag.art.