Prøv avisen
Debat

Mange indvandrerkvinder må ikke blive skilt. Jeg var fanget i et ægteskabeligt jerngreb som ung

Halime Oguz (SF) bliver bedrøvet af at konstatere, at indvandrerkvinder stadig har svært ved at bryde ud af dårlige ægteskaber. Hun har selv oplevet indvandrerkvinder, som ikke formåede at bryde ud af dårlige ægteskaber, og det er både gået ud over dem selv, børnene og ægtemanden. Derfor må vi gøre op med det, mener hun. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Halime Oguz (SF), medlem af Folketinget

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har ved selvsyn oplevet de indvandrerkvinder, der ikke formåede at bryde ud af et dårligt ægteskab, og konsekvensen har været en tiltagende brug af psykofarmaka til skade for dem selv, børnene og måske ikke mindst ægtemanden. Det er en uholdbar situation, som vi må få gjort op med, skriver folketingsmedlem Halime Oguz (SF)

Jeg kunne simpelthen mærke humøret synke og hjertet drage et dybt suk, da jeg i tirsdags bladrede om på første side af Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds nye rapport om muslimske kvinder, der er fanget i deres ægteskab. Om Samira, der fik kidnappet sine børn, og om Wafa, der blev afvist af en imam, der sagde, at han ikke kunne opløse hendes ægteskab – det kunne kun Wafas mand, som krævede hendes datter til gengæld.

Vives rapport undersøger det muslimske begreb ”nikah”. Det er et begreb, der kan tolkes og forklares på mange måder, men for mange, især arabiske, kvinder, er konceptets funktion at understrege, at det reelt er manden og manden alene, der bestemmer, om et ægteskab kan opløses eller ej.

Da religionen trumfer det verdslige, er det for så vidt ligegyldigt, om parrets ægteskab er opløst efter dansk lov. Selv imamen kan sjældent gribe ind – kun en religiøs autoritet i kvindens hjemland kan muligvis rangere over manden i dette pseudojuridiske hierarki.

Jeg var selv fanget af dette ægteskabelige jerngreb i min ungdom. Det var næsten umuligt for mig at slippe ud af min partners forestilling om vores fortsatte ægteskab – men det handlede lige så meget om det miljø, jeg befandt mig i, og deres forståelse. For mange etniske kvinder, der sidder fast i et uønsket ægteskab, opretholdes illusionen om det fortsatte bånd mellem parret nemlig af deres omgivelser.

I min omgangskreds var det ikke velset, ja, det var stort set utænkeligt, at en kvinde tog initiativ til en skilsmisse, og man var således på forhånd hæmmet af en konvention om, at blot tanken om en skilsmisse var forbudt. Uanset hvor meget man mistrivedes i det. Det gjorde det til en meget hård og ensom kamp.

Og der havde jeg ikke brug for ”velmenende” råd og tom snak fra bløde politikere, der talte mine problemer ned, eller hårde politikere, der påstod at tale min sag, men som reelt aldrig rakte mig hånden. Jeg havde brug for en aktiv indsats og hjælp til at komme ud af miljøet, så jeg kunne indgå i det større fællesskab.

Fuldstændig forslået og nedbrudt af en mangeårig isolation i et parallelsamfund var jeg nødt til at tage sagen i egen hånd og insistere på uddannelse.

Den dermed følgende bevidstgørelse om mine frihedsmuligheder, derunder ikke mindst mine sociale rettigheder, blev min redning. Men mange var ikke lige så heldige, og en hel del aner ikke engang, at de har muligheden for at bryde fri.

Det slår mig, hvor rystede alle fra den fodformede venstrefløj til den stramtsiddende højrefløj bliver, hver gang de her fortællinger bryder ud af parallelsamfundene og ud i dagslyset, og hvor lidt vi alligevel kan forvente at der bliver gjort for disse kvinder.

Om det er benægtelse af problemerne eller bragesnak om deres vilkår, der aldrig bliver fulgt op af den nødvendige styrkelse af eksempelvis kvindekrisecentrene, går egentlig ud på ét.

Den sædvanlige rituelle afstandtagen til mændene og sympatierklæringer for kvinderne skal vi nok høre. Men når dagen er omme, vil vi fortsat være martret af en højrefløj fra Mars og en venstrefløj fra Venus, der ikke formår at tale godt nok sammen til at hjælpe disse kvinder.

Til optimisterne kan man sige, at ja, det går egentlig overraskende godt med integration, hvad angår eksempelvis uddannelse af især kvinder, men uddannelse er ikke nødvendigvis lig med, at nydanskere tager de danske frihedsrettigheder til sig og opererer inden for, hvad dansk lov giver mulighed for, ej heller omkring skilsmisse.

Man kan sagtens være velintegreret efter én parameter, men helt og aldeles være låst fast efter en anden. Jeg savner, at vi dykker dybere ned i debatten end til overfladen, hvor integrationen er en samlet størrelse, der kan gå godt eller dårligt. Den åbenlyse sandhed er, at det går lige så fantastisk nogle steder, som det andre steder går elendigt.

På den baggrund bedrøver det mig, at man stadig må konstatere, at indvandrerkvinder i dag har svært ved at bryde ud af dårlige ægteskaber. Men det overrasker mig desværre ikke.

Jeg har ved selvsyn oplevet de indvandrerkvinder, der ikke formåede at bryde ud af et dårligt ægteskab, og konsekvensen har været en tiltagende brug af psykofarmaka til skade for dem selv, børnene og måske ikke mindst ægtemanden. Det er en uholdbar situation, som vi må få gjort op med.

Sådanne dysfunktionelle familiemønstre gavner ikke integrationen, hverken nu eller i fremtiden. Derfor må vi have fat om nældens rod og forsøge at komme problemet til livs. Til det kræves, at danskerne er nødt til at fjerne skæl fra deres øjne.

Men her vender jeg tilbage til det hjertesuk, Vives rapport udløste. Den politiske situation omkring problemerne i indvandrersamfundene er nemlig fuldstændig fastlåst i de positioner, der bedst gavner fløjene, og ikke af et oprigtigt ønske om at anerkende problemerne, men samtidig uden at konkludere, at deres eneste løsning er en hermetisk lukket grænse.

Indvandrerpolitikken er det quickfix, hvormed man hurtigt kan score sig nogle politiske point.

Det er omkring dette punkt i et indlæg, at man forventes at fremlægge den store forkromede løsning. Og jeg har løsninger – løsninger, jeg har omtalt adskillige gange og på adskillige platforme. Problemet er bare, at vi slet ikke er nået til et punkt, hvor det giver mening at tale om løsninger. For at det giver mening, skal vi have en fælles, kollektiv anerkendelse af, at her er et graverende problem, der kræver en løsning – og en fælles erkendelse af, at det overhovedet er muligt at løse. I øjeblikket virker det, som om at dele af venstrefløjen blokerer førstnævnte, mens højrefløjen blokerer sidstnævnte.

Taberne er der mange af, herunder samfundet som helhed. Men det er først og fremmest kvinderne, der betaler prisen for vores nøleri.8

Halime Oguz er medlem af Folketinget for SF.

Dysfunktionelle familiemønstre gavner ikke integrationen, hverken nu eller i fremtiden.