Coronakrisen har gjort udviklings-handicappede mere ensomme

Ensomheden og fortvivlelsen blandt mennesker med udviklingshandicap er støt voksende som en konsekvens af coronakrisen

Modsat mange andre mennesker, som i denne tid har fundet nye veje til samvær med familie og venner på afstand, har mennesker med udviklingshandicap ikke haft samme muligheder.
Modsat mange andre mennesker, som i denne tid har fundet nye veje til samvær med familie og venner på afstand, har mennesker med udviklingshandicap ikke haft samme muligheder.

Mange mennesker med udviklingshandicap har siden nedlukningen af samfundet levet en isoleret og ensom tilværelse, der har tæret hårdt på den mentale sundhed. Det er positivt, at der er kommet politisk fokus på ensomhed blandt denne gruppe borgere. Lad dette fokus være en anledning til, at der tænkes i langsigtede løsninger for at komme ensomheden til livs hos mennesker med udviklingshandicap.

Det har været opløftende at se, hvordan danskerne har trådt til under coronakrisen. Samfundssind og fællesskab på afstand har i dén grad defineret danskernes karakter. Vi har set betydningen af civilsamfund og godt naboskab, og vi har inspireret hinanden på sociale medier til fællesskab igennem fællessang på altanerne. Vi oplever lige nu alle på egen krop, hvor stor betydning fællesskaber og socialt samvær har for vores velbefindende.

Men under coronas invadering af landet befinder vi os også i en situation, hvor livskvaliteten for en stor gruppe mennesker er blevet væsentligt forringet. Denne gruppe menneskers fysiske sundhed har selvfølgelig høj prioritet, men det er lige så vigtigt at have den mentale sundhed i fokus, for vi skal alle sammen komme igennem krisen som hele mennesker. Og hos rigtig mange borgere med udviklingshandicap har coronakrisen haft omfattende konsekvenser for den mentale sundhed.

Ensomheden og fortvivlelsen blandt mennesker med udviklingshandicap er støt voksende som en konsekvens af coronakrisen. Modsat mange andre mennesker, som i denne tid har fundet nye veje til samvær med familie og venner på afstand, har mennesker med udviklingshandicap ikke haft samme muligheder. Mange står i forvejen uden for fællesskaber, og nogle har måske endda slet ingen pårørende til at støtte dem. Samtidig befinder vi os i en kompleks tid med mange restriktioner og informationer, som for mange med udviklingshandicap kan være svære at forstå, og for nogle er det komplet umuligt.

Den udfordring skal selvfølgelig løses nu og her på bedste vis. Men det skal også have et længere perspektiv. Ensomhedsproblematikken blandt mennesker med udviklingshandicap var omfattende før coronakrisen og vil i høj grad også være det efter krisen. Lad os holde fast i, at ensomhed ikke kun er noget, vi bekymrer os om under en coronakrise, men i stedet bruge anledningen til at skabe alliancer og samarbejder på kryds og tværs mellem politikere, kommuner, civilsamfundet og relevante organisationer.

Lad os sammen lave varige løsninger og skabe tiltag og initiativer, der kan afhjælpe den massive ensomhed blandt denne gruppe borgere. Og opfordre til, at der fortsat vil være et politisk fokus, der munder ud i at understøtte de initiativer, som civilsamfundet, organisationer og græsrodsbevægelser sætter i gang.

Camilla Köhler Karlsson er projektleder hos Hverdagsaktivisterne, Dorte Nørregaard er chef for Videnscenter om Handicap, og Anni Sørensen er formand for Lev.