Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mange overser den eksistentielle ulighed - selv kvinden med den dyre pels kan være ensom

210.000 danskere føler sig ensomme ifølge tal fra Mary Fonden. Den vigtigste indikator har ikke med velstand at gøre, men handler derimod om tilknytning til arbejdsmarkedet og om at være i parforhold. Foto: Iris/Ritzau Scanpix/modelfoto

Jan Nilsson

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Skal vi ensomheden til livs, er nøgleordet fællesskab. Det betyder, at god og værdig hjælp ikke er at give noget til nogen – men at være noget sammen med nogen, skriver præst ved Diakonissestiftelsen

”OG DET ER Daaanmark,” lyder den iørefaldende indledning på 3F’s aktuelle kampagne om den stigende økonomiske ulighed i Danmark. Samtidig handler et af de højaktuelle verdensmål om mindre ulighed. Jeg kan kun bakke op om ærindet med at jævne den materielle velstand mere ud.

Men samtidig vil jeg gerne opfordre til, at man ikke overser den eksistentielle ulighed, som ofte går på tværs af sociale skel. Det kunne jo være, at kvinden med pels, som vi ser i 3F’s kampagne, faktisk er ensom, selvom hun materielt er velstillet.

210.000 danskere føler sig ensomme ifølge tal fra Mary Fonden. Den vigtigste indikator har ikke med velstand at gøre, men handler derimod om tilknytning til arbejdsmarkedet og om at være i parforhold.

Når vi står side om side, røde og hvide, er vi sammen med andre, og netop det er en vigtig del af løsningen på ensomheden, som hvert år koster både liv og livskvalitet. Skal vi ensomheden til livs, er nøgleordet fællesskab. Det betyder, at god og værdig hjælp ikke er at give noget til nogen – men at være noget sammen med nogen.

Når vi på Diakonissestiftelsen arbejder med at bekæmpe ensomhed, handler det derfor om at skabe rammer, hvor fællesskaber kan trives, og mennesker kan være sammen. Med værdigheden i behold.

Et af stederne, hvor det sker, er i vores genbrugsbutik Loppeshoppen. Her kom en ung kvinde en dag ind og spurgte, om hun ikke kunne hjælpe med noget. Inden da havde hun mange gange kørt forbi Loppeshoppen i bus på vej hjem efter psykologsamtaler på grund af angst.

Hun kunne ikke overskue at have en fast vagt, men hun fik et afgrænset område, som hun kunne tage sig af. I perioder så vi hende hver dag, i andre perioder gik der uger, hvor hun ikke kom. I dag kommer hun ikke mere, fordi hun er begyndt på en uddannelse.

Hun voksede ved at få lov at bidrage med noget og blive en del af et fællesskab. Hun blev ikke passiv modtager af hjælp, og hun blev mødt af en høj grad af fleksibilitet.

Havde du mødt hende, ville du nok ved første øjekast have tænkt, at hun var en privilegeret, ung kvinde. Smart i tøjet, men lidt genert. Men lige her, i Danmark, går mennesker rundt og er ensomme, uden at man kan se det.

Selv kvinden med den dyre pels kan være ensom og mangle menneskelig kontakt. Indsatsen mod den materielle ulighed er vigtig og berettiget, men den må ikke få os til at glemme de eksistentielle behov, som ikke kender til sociale eller økonomiske skel.

Jan Nilsson er præst ved Diakonissestiftelsen.