Jeg anerkender ikke grundpræmissen om, at der skulle være et modsætningsforhold mellem at have et kald og samtidig arbejde for ordentlige arbejdsforhold, som det fremgår i artiklen ”Skal højere løn løse problemet med præstemangel?” i avisen den 21. november.
Ingen ville påstå, at en læge ikke skulle fortjene sin hyre, blot fordi lægegerningen også ses som et kald. Det er en forfejlet indstilling, der er med til at undergrave grundlaget for ansøgerfeltet, fordi man reducerer attraktiviteten ved jobbet betragteligt og signalerer til sine kolleger, at det ikke er acceptabelt, at de kæmper for bedre arbejdsvilkår. Det er usolidarisk og er samtidig med til at undergrave egne interesser.
Det undrer mig, at flere præster ikke italesætter skævvridningen, men jeg forstår godt, at mange er nervøse ved at stille sig frem af frygt for at blive hejlet ned af bitre tidehvervspræster, der formår at dominere den offentlige opinion.
Jeg er også helt uenig med deres konservative og forstokkede tankegang om, at man kun kan bære præstekjolen, hvis man føler, man har et ”kald”. Den holdning stiller et fremmedgørende skel op imellem kirken og potentielt dygtige kandidater.
Vi er mange, for hvem teologistudiet først og fremmest er vidunderligt, interessant og berigende studium.
Mange af os tror på Gud og er kirkevante, men vi føler ikke, at vi ved nærmest guddommelig åbenbaring er blevet draget imod præstegerningen. Det betyder dog ikke, at vi ikke godt samtidig både kunne se os selv arbejde i folkekirken og prædike evangeliet.
Præster er almindelige mennesker med almindelige familier og almindelige behov. Vi er ansatte i staten ligesom en mængde andre funktionærer, men vi har ringere lønforhold, dårlige avancementsmuligheder og forventes ikke at råbe op.
Hvad angår de såkaldte goder, citeres Merete Bøye for at sige: ”Og for det andet må man have de mange goder ved præsteembedet med i ligningen, når man taler om arbejdsforhold.”
Jeg finder Bøyes holdning både forfejlet og skadelig for hendes kollegers interesser. I Danmark lønnes vi ud fra et princip om, at vores arbejde har en vis værdi og denne forhandles på plads imellem arbejdsgiver og fagforening.
Vores løn skal ikke holdes nede ud fra udenforståendes arbitrære holdning til, hvad der er ”goder”. Alle erhverv har deres individuelle goder, det har præstegerningen også. Men forestillingen om, at der med præstegerningen følger en hel perlerække af særlige privilegier med har intet hold i virkeligheden.
Embedsboligen er for mange til mere besvær end gavn. Så selvom den uindviede dansker med misundelseskomplekser forestiller sig præsten siddende udgiftsfri foran sin stråtagsbelagte bindingsværksgård på sin terrasse i solen, så er det ikke sådan, det forholder sig. Præstegården er ikke et gode.
Præstegården er folkekirkens lokale repræsentationslokaler. Den er en arbejdsplads, og det bunder i en smålig misundelseskultur, når den gang på gang bliver fremdraget som våben til at dunke præsterne i nødden med.
Det er rigtigt, at der er en masse fleksibilitet i gerningen, og det er da enormt privilegeret. Men er det et argument for ikke at skulle have en løn tilsvarende andre, at man lægger sin arbejdstid på en alternativ måde? En stor del af præstens timer lægges som møder i ydertimerne og om aftenen. Når det arbejdende folk har fri og mulighed for at møde op. Så præsten lægger sine timer, men skal åbenbart økonomisk bøde for ikke at være bundet til sin kontorstol fra otte til fire. Det virker fuldstændig urimeligt.
Der er ingen, der siger, at præster skal forgyldes, eller at man skal ”blive rig”, som Merete Bøye skriver. Nej, det skal man ikke. Men man skal heller ikke acceptere en kultur blandt præster, der fuldstændig afviser at diskutere løn- og arbejdsvilkår.
Jeg håber, der er nogen, der vil istemme, og at det her kan være et lille første skridt på vejen i at få taget hul på en debat om lønnen.
Johannes Chr. Bollmann er stud.theol.