Prøv avisen
Debat

Mange voksne ter sig som utaknemmelige børn. Lige nu er der behov for ordet om fællesskab

Nej, vore børn bør ikke lege med deres venner i denne tid, selvom deres sociale liv er vigtigt. I denne krise må vi gøre op med vore egne behov, mener valgmenighedspræst Signe Helbo. På billedet ses en næsten tom legeplads på Østerbro i København den 16. marts. – Foto: Liselotte Sabroe/ Ritzau Scanpix.

Signe Helbo, valgmenighedspræst, Norddjurslands Valgmenighed

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg håber, at I vil være med til at hengive jer i tro og tillid til det fælles bedste – og så garanterer jeg jer, at vore børn kan lege, til Solen brænder ud, og at ingen fødselsdag går ubemærket hen, når stormen er drevet over, skriver valgmenighedspræst i debatindlæg

Vi befinder os i en krise, der har sat landet og store dele af verden på standby. Hverdagen er kuldkastet, og intet er, som det plejer. Det er uvant for os, da vi almindeligvis er privilegerede – i hvert fald på de ydre faktorer.

Det betyder, at vi er vant til at kunne få tingene, stort set som vi vil have dem. Meget af det, vi almindeligvis foretager os, skal give mening for os – det skal kunne betale sig og give afkast på den ene eller den anden bundlinje.

Men så blev det onsdag den 11. marts 2020. Dagen, hvor vi som alle andre dage havde mødtes i mindre forsamlinger, velvidende at hvis blot vi holdt behørig afstand og tog visse forholdsregler (gerne indeholdende ætanol og glycerol), så skulle det nok gå. Dagen, hvor mange af os fik en mavepuster, da vi tændte for statsministerens pressemøde klokken 20, fordi ”almindeligvis” herefter blev sat i bero.

Derefter lukkede alt ned, og nu er der ingen udsigter til, at tingene forbedres i den nærmeste fremtid. Myndighederne har været klare i deres radikale tiltag: Bliv hjemme – medmindre det er livsnødvendigt!

Det forekommer mig, at vi er mange, der lige nu kæmper med at finde ud af, hvad der er livsnødvendigt for mig.

Når vore børn ikke er i skole, må de vel gerne lege med deres venner – er deres sociale liv ikke livsnødvendigt?

Når vi har fødselsdag, må vi vel godt invitere de nærmeste familiemedlemmer og venner – vi ved da, at familien er vor livsnerve?

Omend svaret på de opfølgende spørgsmål er ja, er svaret på hovedspørgsmålene nej: Vore børn skal ikke lege, og vi skal ikke holde fødselsdag. Ikke medmindre det kan gøres på egen matrikel og forbeholdt de personer, der dertil hører. Sådan er det lige nu, hvor urimeligt og ubegribeligt det end kan lyde. Min oplevelse er imidlertid – og her kan jeg naturligvis tage fejl – at mange voksne ter sig som utaknemmelige børn. Vi lever i et samfund, hvor vi kan og må stort set alt. Mulighederne ligger for vore fødder, og vi skal ikke kæmpe ret meget for noget, før vi finder på noget nyt at tage os til.

Mange af os voksne er forkælede, når tingene ikke går, som vi vil. Når vi fortælles, at vore børn ikke må lege, at vi ikke må holde fødselsdag, strider det imod al den bekvemmelighed, vort ellers højt skattede velfærdsstat plejer at være garanten for.

Heldigvis er der råd – selv for os voksne, der har tendens til at opføre os som utaknemmelige børn. Som vi lærer i kirken: Man skal tage imod Guds rige som et lille barn.

Og Guds rige er, hvad der lige nu er behov for.

I kirkerne, hvis døre nu er lukkede, forkyndes det ord, der lærer os om et fællesskab ud over enhver tid og ethvert rum. Et fællesskab, der knytter os sammen i fælles kærlighed i stedet for egoistisk stædighed. Problemet med, at vi ter os som børn, hvis vi lader vore børn lege, hvis vi holder fødselsdag, eller hvis vi går på restaurant, er således ikke, at vi får en sur Gud på nakken. Problemet er derimod, at vi sætter hinandens bedste i fare – og at individualismen bid for bid kvæler fællesskabet.

Derfor, kære læser, kan der komme en dyrebar indsigt ud af en krise som denne, hvis vi tør give en smule køb på vor individuelle bekvemmelighed: Måske kan vi, hvis vi er heldige, komme ud på den anden side i erkendelsen af, at noget i tilværelsen gør op med vore egne behov.

Der er noget, over for hvilket vi er magtesløse, og hvor vi intet andet kan gøre end at lade kærlighedens fællesskab råde.

Jeg håber, at I vil være med til at hengive jer i tro og tillid til det fælles bedste – og så garanterer jeg jer, at vore børn kan lege, til Solen brænder ud, og at ingen fødselsdag går ubemærket hen, når stormen er drevet over.

Signe Helbo er valgmenighedspræst, Norddjurslands Valgmenighed.