Grethe Kragh-Müller og Per Schultz Jørgensen har begge holdninger til børneopdragelse, som det fremgår af interviewet med førstnævnte i avisen den 16. oktober: ”Det er for let at sige, det er forældrenes skyld, når børn er uregerlige.” De er begge ivrige debattører i mange medier. Jeg har selvfølgelig respekt for deres store viden og ekspertise, men ofte må jeg konkludere, at det er længe siden, de har snakket med lærere eller pædagoger, der arbejder med børn og forældre til hverdag.
Børn kan ikke sidde stille i skolen – og hvem har ansvaret for det?
Jeg er børnehaveklasseleder gennem 20 år på en folkeskole. Egentlig synes jeg ikke, der er de store forandringer i den ”opdragelsesmæssige tilstand”, børnene kommer i skole med. Langt de fleste fem-seksårige er klar til at møde den danske folkeskole.
Jamen hvorfor er der så så mange problemer? Nu er det sjældent, at ”en mand af folket” bliver spurgt – og endnu mere sjældent, at han bliver hørt eller taget alvorligt. Og det er i hvert fald en del af problemet.
Der er børn, der ikke trives i den danske folkeskole. I inklusionens hellige navn skal alle muligheder prøves, inden der kommer en brugbar løsning. Ofte har jeg oplevet børn, der ikke trives i dagplejen, ikke trives i børnehaven, de kommer i skole uden den fornødne støtte. Det kan jo undre, at man tror, at problemerne løser sig selv i skolen!
Tilliden til og respekten for personalet i daginstitutioner og skoler er forsvundet, og jobbene har fået lavstatus.
Vi, personalet, bliver hele tiden præsenteret for nye tiltag – mirakelkure, som gennem lærerens og klasseværelsets forandring og digitalisering kan løse alle problemer. Inklusion, aktionslæring, yoga, mindfulness, målstyring, digitale platforme. Listen er længere endnu.
Mange af tiltagene er gammel vin på nye flasker, som i tidens løb er forsøgt og glemt. Nok fordi det oftest ikke gav mening i hverdagen. Min erfaring er, at problemerne i klasseværelset trods alle de nye smarte tiltag ikke er blevet mindre. Fejlagtigt har man troet, at digitale platforme og digitalt isenkram har kunnet udføre mirakler.
Jeg er overbevist om, at voksne med overskud, voksne med gode idéer, en hverdag med faglig viden, motoriske udfordringer og samvær, nærvær med andre børn og voksne er den rigtige vej at gå. Samarbejde og inddragelse af forældrene i skolens hverdag giver mening.
Efter skolereformen har læreren fået travlt. Det faste uddannede personale i folkeskoler og daginstitutioner er i mistrivsel, i fare for at brænde ud, og alt for få. Personalemanglen bliver forsøgt stabiliseret med mange unge uuddannede løse vikarer, der aflønnes pr. time. De hjælper med at stoppe nogle huller, men hullerne bliver bare større og større.
Giv ansvaret tilbage til læreren, pædagogen, undlad al den unødige dokumentation, undlad at måle alt, evaluere alt. Brug ressourcerne, hvor der er mest behov. Vi kan, med vores faglighed og i samarbejde med andre faggrupper og forældre, godt løse opgaven. Respekten er for lille, arbejdspresset for stort og især personalemanglen udtalt.
Giv os skolen tilbage.
Gitte Pindstofte er børnehaveklasseleder.