Der mangler proportioner i debat om social kontrol

Politikere har ikke sans for forældreretten til værdibåret opdragelse. Og den ret vil blive sat under et voldsomt pres nu, mener skribenten

Et rødt flertal i Folketinget ser ud til at ville gå ind for at oprette en særlig enhed under Socialstyrelsen, der skal afdække negativ social kontrol i kristne miljøer. For når muslimerne skal undersøges, skal de kristne også.

Jeg har i flere år været talsmand for, at miljøer med markante meninger – religiøse såvel som ateistiske – skal være særlig opmærksomme på at påvirke med respekt, så vi så vidt muligt undgår negativ social kontrol. Men jeg betakker mig i høj grad for, at staten skal kontrollere dette med en særlig enhed. Medmindre der er tale om kriminelle forhold, naturligvis.

Det aktuelle forslag vidner om mindst tre ting:

1) Et flertal af folketingspolitikere har ikke sans for forældreretten som en livsnerve i et sundt demokrati. Forældreretten består blandt andet i forældrenes ret til at give en værdibåret opdragelse. Denne ret, der er til gavn for både børn, forældre og samfund, vil blive sat under et voldsomt pres med en sådan statslig kontrol. Problemer med negativ social kontrol i kristne miljøer – såvel som i for eksempel normkritiske miljøer – håndteres gennem oplysning, undervisning og dannelse, så alle informeres og inspireres til at påvirke med respekt.

2) En mangel på proportionssans, fordi der er stor forskel på den negative sociale kontrol, der findes i muslimske miljøer, og som kan handle om vold og drab, eller trusler om det, og så den sociale kontrol i kristne miljøer.

Jeg har et godt kendskab til for eksempel Indre Mission og Luthersk Mission, hvor vi årevis har haft fokus på sagen og fortsat vil have det. Her er problemet i dag ikke primært, at forældre ”går over stregen”, men snarere, at det er svært for børn og forældre at være et mindretal, som en markant politisk korrekthed beskylder for – blot ved at være minoritet – at udøve negativ social kontrol.

3) En næsten total blindhed for, at majoriteten foretager en mindst lige så dominerende påvirkning af deres børn. Det er ikke sandt, at minoriteter har en voldsom trang til at kontrollere deres børn, mens majoriteten ikke har.

Tværtimod.

Regnbuefamilier påvirker deres børn lige så stærkt som traditionelle kristne familier. Familier med rod i Socialdemokratiet eller Venstre påvirker deres børn lige så stærkt som forældre med rod i Enhedslisten eller Nye Borgerlige. Forskellen er blot, at minoriteternes påvirkning er tydeligere end majoritetens.

Carsten Hjorth Pedersen er daglig leder af Kristent Pædagogisk Institut.