NÅR VARTOVKOLLEGIET I DAG inviterer til maratonsang, er det selvfølgelig først og fremmest, fordi vi er formet og påvirket af den ejendom, vi bor i: Vartov, som er ejet og drevet af Grundtvigsk Forum.
Højskolesangbogen er en fast bestanddel af den grundtvigske selvforståelse og identitet, og derfor er den også en del af vores hverdag på kollegiet, som når vi for eksempel synger fra til vores månedlige kollegiemøder.
Nu har Vartovkollegiet i samarbejde med Grundtvigsk Forum afholdt maratonsang siden 2009, og arrangementet er kun blevet mere populært gennem årene.
Men hvorfor skal vi synge fra Højskolesangbogen i 2018?, vil nogle spørge.
Det er der mange gode grunde til. At synge er i sig selv godt for sjæl og legeme, at synge sammen skaber fællesskabsfølelse, men det, Højskolesang bogen kan derudover, er, at de enkelte sange virkelig betyder noget for folk i alle aldre, fordi dens temaer har med alle facetter af livet at gøre.
Derfor har vi også ofte under maratonsang meget ivrige folk blandt publikum, som sidder klar med lige netop deres sangønske, fordi sange har den fantastiske egenskab, at de kan rumme stemninger, følelser og billeder, som kommer frem, når man synger dem. Det gør det kun bedre at synge fra Højskolesangbogen sammen, for minder har godt af at blive delt, ligesom folk ofte har forskellige oplevelser af forskellige sange.
IDÉEN OM MARATONSANG er også sjov, fordi vi forsøger at komme igennem så mange sange fra bogen som muligt. Så det er både kendt og ukendt, elsket og måske mindre elsket. Så jeg fristes til at mene, at maratonsang er et stærkt eksempel på, hvad der gør et godt fællesskab og sågar et levende demokrati. Man deler med andre det, man sætter pris på, her sin yndlingssang, og må samtidig acceptere og tolerere, at andre har en anden sangsmag og holdning end en selv.
Sammen, for både sangfugle og de mere rustne stemmer, ender det i fællessang. Det er svært at blive andet end glad af den tanke.
Kirstine Schøler Hjort bor på Vartovkollegiet.