DEN 11. FEBRUAR bragte den engelske avis The Guardian en artikel, der har sat verden i alarm: Jordens insekter er på vej mod udryddelse.
Som det også har været omtalt i Kristeligt Dagblad, er massen af insekter ifølge det anerkendte tidsskrift Biological Conservation faldet med 2,5 procent om året, en tredjedel af alle insektarter er truede, og 40 procent af dem er i tilbagegang. Planeten er på vej mod en sjette masseudryddelse.
Insekter er nemlig ikke kun skadelige, stikkende og irriterende kryb (og skønne sommerfugle). De er også grundlaget for alt liv på kloden. De er ofte nederst i fødekæden og sikrer mad til fugle og smådyr, de bestøver planterne, og de udgør et væsentligt led i næringsstoffernes tilbagevenden til økosystemet.
Men insekternes værdi skal ikke måles på deres nytte og på, hvor kønne nogle af dem er.
Insekter har en værdi i sig selv som en del af den rige og mangfoldige natur.
Det er nu snart 60 år siden, en af de vigtigste bøger i kampen for naturen kom, nemlig Rachel Carsons ”Det tavse forår”. Hun beskrev, hvordan forårets fuglesang var ved at forstumme, og at skurken var det effektive sprøjtemiddel DDT, der udryddede de insekter, fuglene lever af. Carsons bog satte for alvor miljøkampen i gang, og mange gode sejre er fulgt: ikke bare forbud mod DDT, men også mod en række andre sprøjtegifte, den vakte opmærksomhed på kemikalie truslen bredt, og vi fik blandt andet EU’s kemikalielovgivning Reach og kemikalieagenturet Echa.
Men ”Det tavse forår” fik dengang også vakt vores opmærksomhed på truslen mod naturens egen vidunderlighed, som ikke kunne reddes alene ved fredninger af skønne områder; der skulle mobiliseres større og dybere.
I Danmark blev Rachel Carsons budskab først og fremmest formidlet af digteren Thorkild Bjørnvig, som længe havde haft den samme vinkel på truslen mod naturen med i sine digte. Jeg kendte jo Bjørnvigs digtning, men det radikale i hans natursyn gik mig først for alvor til hjertet, da han på Studenterkredsens sommermøde i august 1972 holdt foredraget ”Hvalerne har sange, og naturen har rettigheder”. Det satte skub i mit politiske engagement – for miljøet, ja, men bredere: for naturen. Det blev en stærk kraft i min og andres sejrrige kamp gennem 1970’erne for at gøre SF til Danmarks første grønne parti.
Gennem 1980’erne og op til nu kom miljøet imidlertid til at dominere! Men når kampen imod farlige kemikalier reduceres til et spørgsmål om sundhed, så kan det afvejes med job, vækst, kemi-landbrugets berettigelse og så videre. Og det er jo det, vi har set: Naturens forarmelse er blot taget til. Selv de fine mål om at sikre biodiversiteten har vi tabt; truslen om den sjette store massedød består.
Skal vi overvinde den trussel, må vi mobilisere vores stærkeste våben: kærlighed! Kun hvis vi slås for naturen, som man slås for sine børn, har vi en chance for at vinde. Kun sådan får vi klarsyn og kræfter til at prioritere rigtigt.
Når Rachel Carson er vigtig her, er det, fordi hendes pointe var, at du skal elske det, du kæmper for. Ellers taber du.
Insekter elsker man måske ikke så højt, lige bortset fra sommerfugle, men naturen – den kan man elske. Er man ikke vokset op med naturen og har fået kærligheden til den ind i sit liv, kan de fleste af os lære det. Den bor jo lykkeligvis i vores sind og sanser.
Siden jeg var barn, er over halvdelen af hele verdens dyreliv forsvundet. Hvis vi skal sikre en rig natur med fuglesang, masser af vilde dyr og hvaler til børnene og deres børn, skal vi tage affære nu. Måske er det ligefrem livet om at gøre.
Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet for SF.