Kristeligt Dagblad har normalt et godt omdømme for sin udenrigspolitiske dækning, når lige bortses fra Israel, hvor avisen er på sumpet grund, ængstelig for at kritisere endog besættelsen af Palæstina og knægtelsen af palæstinensernes menneskerettigheder. Det har været en træls tendens, som skæmmede sagligheden. Jeg har dog vænnet mig til det, sådan da.
Men lederartiklen om aftalen mellem Israel og Emiraterne den 18. august er hinsides, hvad jeg før har set. Selve udgangspunktet, at alle andre arabiske lande end Egypten og Jordan har været en ”afvisningsmur over for Israel”, afslører total uvidenhed. Nej, tværtimod. I april 2002 tilbød alle arabiske lande fuld anerkendelse af Israel, hvis besættelsen fra 1967 blev ophævet. Her støtter Den Arabiske Liga to-statsløsningen som defineret af både FN og EU: Et selvstændigt Palæstina inden for før-1967-grænsen (det er 22 procent af historiske Palæstina, 78 procent til Israel) med Østjerusalem som hovedstad. Initiativet har også en klog formulering om flygtningenes ret til at vende hjem: en forhandlet løsning.
Det arabiske initiativ er ofte blevet fremhævet som det bedste bud på fred for både Israel og Palæstina og er siden indgået i flere resolutioner fra blandt andet EU. Men Israels regering har blankt afvist initiativet. Som den reelt har afvist alle forsøg på at opfylde målet for Oslo-aftalen.
I den nævnte leder findes intet spor af dette. Det er slemt, men værre end denne fortielse er tavsheden om international lov. Er folkeretten irrelevant for Kristeligt Dagblad? Nej, heldigvis ikke med andre konflikter. Men at Israels besættelse er ulovlig, at bosættelserne er det, tyveri af palæstinensernes land, muren, tvangsforflyttelser og så videre – det kan Kristeligt Dagblad umuligt være uvidende om. Alligevel er det den arabiske verden, der får skylden for den fortsatte konflikt. Og så selvfølgelig palæstinensernes ”veto mod en fredelig løsning”.
Denne fornægtelse af international lov slår også igennem i Kristeligt Dagblads interview med biskop Marianne Christiansen den 17. august. Journalisten er tydeligvis mere oprørt over Marianne Christiansens underskrift på opråbet fra Kairos Palestine, hvor kirkerne i Palæstina opfordrer kristne trossamfund overalt i verden til at kæmpe for at få stoppet umenneskeliggørelsen af palæstinenserne, som om skriftet er anti-israelsk. Men Kairos er ikke imod Israel. Tværtimod efterlyses der her som fra de fleste kritikere af besættelsen en fredelig sameksistens mellem frie og ligeværdige folk. Israels rigtige venner fastslår bestandigt, at det er den eneste holdbare fremtid for både Israel og Palæstina.
Lige nu går det fra meget slemt til endnu værre under besættelsen. Ud over de åbenlyse brud på folkeretten falder Israels diskriminerende lovgivning, jerngrebet om palæstinenserne med to vidt forskellige retssystemer og nu planerne om annektering af en tredjedel af det besatte land ind under den internationale definition af apartheid (Rom-statutten fra 2002). Og apartheid skal fordømmes og bekæmpes.
Apartheid er en forbrydelse mod menneskeheden og er også tidligere af de store internationale kirkesamfund erklæret som værende i strid med kirkens grundlag. Marianne Christiansen kunne nok have udtrykt sig mere præcist, men spørgsmålene til hende rummede ingen antydning af, at Israel er ude på ulovlighedens vildveje.
Besættelsespolitikken og umenneskeliggørelsen af palæstinenserne er i åbenlys konflikt med de grundlæggende principper i folkeretten. Det har der hidtil været næsten enighed om i det internationale samfund – indtil Donald Trump. Kristeligt Dagblad kan gøre det meget bedre.
Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet for SF og pensioneret sognepræst.