Marie Høgh: Hold lukkeloven hellig

Hvordan havde samfundet set ud uden juledag, påskedag, pinsedag og grundlovsdag? Højtidsdage, hvor heller ikke de lavest lønnede i vores samfund skal arbejde, fordi vi skal have den fuldkomne frihed til at planlægge vores gøren og laden, skriver Marie Høgh

”Vi skal værne om højtidsdage,” skriver præst Marie Høgh. –
”Vi skal værne om højtidsdage,” skriver præst Marie Høgh. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

JEG TROR KUN, der var to små butikker, der havde åbent i hele byen om søndagen i Berlin, dengang jeg boede der. For der var faktisk kirkeklokkeklang og en ”søndagsstille ro imellem træer og tage”, og det er der stadig i gamle ateistiske og multikultiagtige hippe Berlin.

Ja, det er der i hele Tyskland, for med små forskelle fra Bundesland til Bun- desland, nogle steder fra menighed til menighed, bliver lukkeloven holdt hellig. På nær enkelte vældig omdiskuterede Verkaufoffene Sonntag om året, holder forretningerne lukket på søn- og helligdage i hele det store naboland mod syd. Med jævne mellemrum er planer om at liberalisere lukkeloven blevet skudt ned, efter at den katolske og protestantiske kirke i fællesskab har klaget til forbundsforfatningsdomstolen.

Dommen lød, at søndagsåbent ville krænke kirkernes ret til fri religionsudøvelse. (Bemærk: en rigtig, ægte krænkelse faktisk). På trods af alle mulige værdiskred, muslimsk indvandring, dalende medlemstal i kirkerne og hvad ved jeg, er helligdagen blev styrket, og den ugentlige hviledag kommet i hu.

Derfor kan det undre, at den modsatrettede bevægelse finder sted i Danmark. Og med forslaget om at fjerne den i forvejen ultraliberale lukkelov, kan vi altså se frem til at kunne købe underbukser, vaskemaskiner og køkkenudstyr påskedag.

Det kan undre, at den borgerlige regering stiller forslaget. Samme regering, der har indskrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land.

HAR DE TO TING noget med hinanden at gøre? Lukkeloven og det kristne land? Ja. Jeg er sådan set ligeglad med, hvad folk laver om søndagen, og lukkeloven skal ikke tugte folk til kirkebænken, men bevarelsen handler om så meget andet – ikke for Guds skyld, men for menneskets.

Vi skal værne om højtidsdage. At ikke alle dage er leverpostejsfarvede hverdage med indkøb, arbejde, institution (butiksarbejdernes unger skal vel også passes) og sure karklude. Højtidsdage, hvor vi går i skoven, kysser konen, leger med ungerne, læser bøger og går ud at spise om aftenen, hvis ikke man har købt ind i tide. Højtidsdage, der betyder noget i vores kulturelle, historiske og åndlige fælles fortælling.

Hvordan havde samfundet set ud uden juledag, påskedag, pinsedag og grundlovsdag? Højtidsdage, hvor heller ikke de lavest lønnede i vores samfund skal arbejde, fordi vi skal have den fuldkomne frihed til at planlægge vores gøren og laden og indkøb af mælk og kiks og nye løbesko, når det passer os. Når det passer i mit lille individuelle liv. Måske trænger vi faktisk til at skulle passe ind efter nogle andre, passe ind i rammerne og butikkernes åbningstider.

Liberaliseringen af lukkeloven ligger i forlængelse af tidsåndens stadige nedbrydelse af traditioner, etiketter, ritualer, værdier og normer, der har skabt den fælles form og ramme, som vi kunne udfolde vores liv i. Men den tidsånd, der er blæst fra 1968 og op igennem liberalismens årtier er egentlig på tilbagetog.

For mennesket af i dag længes efter alt det, der gør menneskelivet beboeligt: kulturen, historien, ritualerne, rammerne, kristendommen og højtidsdagen.

Marie Høgh er sognepræst.